Sommerferie er læsetid. Men hvad skal man vælge – mellem de oceaner af bøger, som udkommer? I Svendborgs NetAvis giver bibliotekarer, boghandlere og en forfatter fra Svendborg gode læse-tips. I dag er et tre bibliotekarer, der har ordet.

Mikael Niemi: ”Manden der døde som en laks”. Lindhardt & Ringhof.

Af Jess Dalsgaard

Mikael Niemi (forfatteren til ”Populærmusik fra Vittula”) har endnu engang skrevet en blændende, spændende roman om livet i den alleryderste provins i Sverige, i landsbyen Pajala i Tornedalen.

Den gamle tolder og skolelærer Martin Udde findes brutalt myrdet i sin seng, mordvåbnet er et gammelt fiskeredskab, en lakselyster – heraf titlen på bogen. Ingen begræder hans død, og mange har tilsyneladende haft et motiv til at tage livet af den sure pensionist, der viser sig på mange måder at have været et rigtigt ubehageligt menneske. Der bliver tilkaldt assistance fra Stockholm, hvilket sker i form af en yngre, politikvinde Therese Fossness med ben i næsen og med stor appetit på livet – og mænd. Hun skal forestå efterforskningen, der bestemt ikke bliver mindre kompliceret af, at hun undervejs i opklaringsarbejdet forelsker sig i en af de hovedmistænkte.

For Therese bliver mødet med livet i Tornedalen et kulturchok, som langsomt forvandles til en dyb forståelse for områdets historie, sprog og kultur og – ikke mindst – for alle de mærkelige og skæve eksistenser, der lever der. Det samme gælder for læseren, for undervejs i denne krimi/kærlighedshistorie har Niemi endnu engang formået at åbne vores øjne for en del af Sverige, mange af os ikke ville kende eksistensen af, hvis ikke det netop var for ham. Romanen er fængslende godt skrevet i et både råt og poetisk sprog – og selvfølgelig opklares mordet.

Jesper Huor: ”Sidste rejse til Phnom Penh”. Bindslev.

Af Søren Lind

To år gammel forlades Jesper Huor af sin cambodjanske far og bliver tilbage i Europa med sin svenske mor. Faren er fast besluttet på at vende tilbage til Cambodja for at være med til at opbygge det nye samfund under ledelse af De Røde Khmerer.

Siden hører ingen fra faren – og sønnen sætter sig som voksen for at finde ud af, hvad der egentlig skete med faren, familien og Cambodja under de fire år med revolutionen ved roret.

Bogen er en både følsom og barsk beretning om sønnens rejse tilbage i tid og sted. Tilbage til en historie om folkemord, vanvid og ondskab af ubegribeligt omfang. Tilbage til et drama, der desværre var sandt.

Gina B. Nahai: ”Kaspisk regn”. Lindhardt & Ringhof.

Af Nina Stentebjerg-Hansen

Vil du vide mere om kulturen i Iran, så er dette lige bogen. Pigen Yass fortæller om hendes forældres problematiske ægteskab på grund af kulturforskellene mellem rige og fattige jøder i Iran. Samtidig hører man om alt det, man ikke kan på grund af gamle traditioner. F.eks. er det en skandale at gifte sig under sin stand, og der må ikke være fejl i familien af fysisk eller psykisk karakter, for det påvirker en hel familie.

Alligevel bryder hendes far normen ved åbenlyst at have en affære med en muslimsk kvinde, og det får konsekvenser for både hendes mor og Yass. Yass får problemer i skolen, men vi hører først til sidst hvorfor.

En læseværdig bog, som du samtidig bliver klogere af.

(Jess Dalsgaard, Søren Lind og Nina Stentebjerg-Hansen er alle ansat på Svendborg Bibliotek, Svinget 1).