Alle bøger er sådan set værd at læse. Men hvad er god og hvad er dårlig litteratur? Det er der næsten lige så mange meninger om, som der er læsere. I Svendborgs NetAvis kan du i den kommende tid få nogle anbefalinger. Bibliotekarer fra Svendborg Bibliotek, en forfatter og to af byens boghandlere giver læsetips til feriedagene. I dag er det tre bibliotekarer, der har ordet.

Maria Amparo Escandón: ”González & Datter Transport Co.” Husets Forlag.

Af Tina Karina Mortensen

Fortæl mig i det mindste, hvorfor fanden du sidder i et mexicansk fængsel? Sådan siger Skuden, en af de andre indsatte, til Frihed, bogens hovedperson på en af bogens allerførste sider.  Men Frihed vil ikke umiddelbart fortælle, hvordan hun er endt i Mexicalis Kvindefængsel. Derimod skriver hun på alt, hun kan komme i nærheden af. Hun bytter sig til en køjeseng tæt ved vinduet og skriver i månelyset på den ene toiletrulle efter den anden i mangel af bedre.

At skrive er alligevel ikke nok for Frihed, som har så mange ord i sig. Af fængselsinspektøren får hun lov til at oprette en læseklub, hvor hun hver onsdag aften læser højt for de andre indsatte. Læseaftenerne bliver hurtigt en succes, for selv om Frihed hver onsdag sidder med en bog i hånden, læser hun ikke op af bogen. I stedet fortæller hun.

Hver onsdag aften i fængslets læseklub beretter Frihed om en ny episode fra sit liv. Mellem hver fortælling går de indsatte og venter spændt på næste episode. Det samme gør læseren. I ventetiden følger vi livet i Mexicalis Kvindefængsel, som det udvikler sig på godt og ondt med bestikkelse, fortvivlende skæbner og nære venskaber. Vi får derfor to sideløbende, spændende fortællinger, én fra fæmgslet og én fra Friheds liv i lastbilen med sin far.

En gribende ”road-novel”, som jeg varmt kan anbefale – også selv om man ikke har benzin i blodårerne.

Jussi Adler-Olsen: ”Fasandræberne”. Politiken.

Af Jens Christian Horn Andersen         

Jussi Adler-Olsens ry som en satans effektiv skildrer af de usympatiske sider af menneskets natur er steget gennem hans sidste krimier. Vores hovedperson, vicekommissær Mørck, er leder af en afdeling for uopklarede sager. Denne gang handler sagen om en flok forkælede unge fra en sjællandsk kostskole, som har dræbt to af deres kammerater i en blodrus.

Tyve år senere er de samme unge forkælede blevet rige og tilhører landets top, men fortsætter stadig med at afreagere ved at tæve eller myrde folk. Men som i enhver gruppe er der et svagt led – posedamen Kimmie, som tilhørte gruppen, kender alle dens hemmeligheder, og hun begynder sit private hævntogt.

Det er længe siden, jeg har læst en bog med så usympatiske personer, men samtidig en bog, hvor man får et flot indblik i de impliceredes psyke og motiver. Bogen er djævelsk godt skrevet, og den eneste bog, som jeg tematisk kan sammenligne den med er Guillous ”Tyvenes marked”.

Karsten Lund: ”Skrønen om Erkan”. Gyldendal.

Af Søren Lind

Vi skal tilbage til tiden, hvor de første indvandrere så småt dukker op i Danmark, hvor der er behov for ufaglært og taknemmelig arbejdskraft. De kom især fra Jugoslavien eller, som bogens hovedperson Erkan, fra det centrale Tyrkiet – lokker hertil af drømmen om hurtige og mange penge.

Erkan har dog også en anden historie med i bagagen, da han i 1969 dukker op i byernes by Esbjerg, hvor en fætter i forvejen har etableret sig med værelse og arbejde på havnen. Erkan er nemlig på flugt fra en alvorlig konflikt i landsbyen med dybe rødder og traditioner.

Romanen givet et flot og levende tidsbillede. Vi følger Erkans sociale opstigning – har får sig endda møvet ind i Esbjergs Rotary – og hans bekymring over den stadigt truende konflikt fra hjemlandet. Det kan næsten kun ende voldsomt…

Emnet er alvorligt nok, men romanen balancerer fint i en tilbagelænet humoristisk stil.

(Tina Karina Mortensen, Jens Christian Horn Andersen og Søren Lind er alle ansat på Svendborg Bibliotek, Svinget 1).