Alle bøger – næsten da – er værd at læse. Men nogle er måske mere værd at læse end andre. Bibliotekarer fra Svendborg Bibliotek, en forfatter og to af byens boghandlere giver læsetips til feriedagene. I dag er det tre bibliotekarer, der har ordet.

Lars Johansson: ”Dancing Charlie”. Gyldendal.

Af Anni Jensen

Niels-Erik har siddet i krigsfangelejr under 2. Verdenskrig og overlever med nød og næppe. 30. april 1945 driver en flydedok i land på Langeland med Niels-Erik ombord efter en dramatisk tur, hvor fangerne er blevet beskudt flere gange. Her oprulles bogens moralske dilemma, for hvorfor er det ham, der har overlevet – og ikke Jørgen, hans gamle kammerat, der også var ombord. Jørgens datter konfronterer ham, og sammen tager de så på en odyssé tilbage til åstedet, heriblandt Byhistorisk Arkiv i Rudkøbing.

Jeg har altid været fascineret af den virkelige historie om flydedokken og de udhungrede, syge mennesker, der drev i land. Nu får vi i tilgift en velskrevet roman om de moralske dilemmaer i deres yderste konsekvens – utroskab, fortielser og først og  fremmest overlevelse stillet overfor opdragelse.

Kim Blæsbjerg: ”Rådhusklatreren”. Borgen.

Af Jens Christian Horn Andersen

”Rådhusklatreren” er en fabulerende og forførende slægtsroman, hvor vi følger familien Lundstrøm i fire generationer fra det tidspunkt, hvor hovedpersonen William Lundstrøms oldemor dør af den spanske syge, og oldefaren bliver ladt alene med deres lille datter Milla. Bogen foregår hovedsageligt på Vesterbro og med enkelte sidespring til Lemvig.

Det er en bog, hvor historier, anekdoter og skrøner snor sig ind i mellem hinanden og på tværs af generationer. Temaer og begivenheder snor sig på tværs af tid og sted og tilsammen danner de et billede af en moderne familie, som er ved at smuldre, hvor alt virker normalt, men når man kommer et spadestik dybere, åbenbarer det sig, at alle har deres hemmeligheder. Kim Blæsbjerg lader små hverdagsbegivenheder og begivenheder i den store verden krydse hinanden. Vi hører om den tyske besættelse, oliekrisen og Maradonas scoring med Guds hånd – alle begivenheder, som sætter sig spor i Williams slægtshistorie.

Har du læst Morten Ramslands ”Hundehoved” og Carsten Jensens ”Vi de druknede”, vil du sikkert også kunne lide denne.

Bernard Cornwell: ”Vinterkongen”. Aschehoug.

Af Jesper Bugge Kold

Der er skrevet mange historier om Kong Arthur, men få er så medrivende som Bernard Cornwells trilogi, der starter med ”Vinterkongen”. Arthur bliver ofte beskrevet som en overmenneskelig ridder, der bar hele Englands skæbne på sine skuldre, men det heltekvad synger Cornwell ikke med på. Borte er romantikken, og tilbage er de beskidte krigere med blod på hænderne, og det hele er så godt beskrevet, så man nærmest kan lugte personerne i bogen.

Sakseren Derfel fortæller som gammel historien om Arthur, Merlin, Lancelot og alle de andre legender, som han kæmpede side om side med i sine unge dage. Arthur bliver beskrevet som et menneske, der tager gode og dårlige beslutninger, Merlin som en gammel gnaven mand, mens Lancelot har løjet sig til al hæder og ære, for i virkeligheden er han en stor kujon.

Cornwell har en evne til at beskrive tingene, som de var og ikke farve det hele, og det er ganske befriende, for det hele kunne nemt være endt med en drengerøvsbog, men det ender med en rigtig god bog.

Og det bedste af det hele er, at når man efter sidste side lukker bogen, er der endnu to bind, der mangler at blive læst. Den efterfølges nemlig af ”Guds fjende” og ”Excalibur”, og hvis man har mod på mere, har han også skrevet en glimrende serie om vikingetiden.

(Anni Jensen, Jens Christian Horn Andersen og Jesper Bugge Kold er alle ansat på Svendborg Bibliotek, Svinget 1).