Amtsavisen nedlægger Reportagegruppen

Chefredaktør Jørgen Krebs på besøg på avisen - for at lede et debatmøde mellem Lars Erik Hornemann (t.v.) og Curt Sørensen (t.h.).

For første gang i månedsvis behøver de ikke hænge med næbbet på chefkontorerne på Fyns Amts Avis. Oplaget fortsatte ikke det næsten konstante fald fra måned til måned – viste det sig, da august-tallene kom frem. Oplaget steg – ifølge Mediawatch – fra juli til august. Oplaget var i august 13.063 daglige eksemplarer. 12 flere end måneden før. I forhold til de samme måneder året før er der dog tale om et meget stort fald. Om et styrtdyk.

Et af bladledelsens træk for at stoppe oplagsnedgangen er at styrke Svendborg- og Langeland-redaktionen. Ikke ved at hente nye journalister udefra. Men ved at hente dem fra avisens Reportagegruppe. Dermed vil det være slut med avisens hæderkronede Reportagegruppe. Den bliver nedlagt efter at have eksisteret i en snes år.

Det var, mens Arne Mariager var chefredaktør for Fyns Amts Avis, at Reportagegruppen blev oprettet – en redaktion, som ingen anden lokalavis havde. Han ville have – og fik – en redaktion, som skulle og kunne hæve sig op over den daglige lokaljournalistik, som er nødvendig for en lokalavis. Med historier af interesse for hele området, ja, for hele Fyn og ofte såmænd også for hele Danmark. Historier til den daglige forside. Med journalistik, der gravede et spadestik dybere inde i avisen. Den skulle være et journalistisk flagskib. Og blev det – indimellem i hvert fald. Reportagegruppens fire journalister er Hans-Henrik Dyssel, Morten Hansen, Andrea Bisgaard Hansen og Hanne Füchsel. Tre af dem skal på Svendborg-redaktionen, én af dem på Langeland-redaktionen.

Rikke Bekker, den nye Svendborg-redaktør, i samtale med S-folketingskandidat Niels Chr. Nielsen.

Reportagegruppen har sorteret direkte under avisens nyhedschef Carsten Olsen, som selv har en fortid som journalist i Reportagegruppen. Samme Olsen er nu blevet forfremmet til næstkommanderende på Amtsavisen. Lige under chefredaktør Jørgen Krebs og med titlen souschef. En sådan har avisen ikke haft i mere end et halvt år. Det gik ikke længere, fordi der har manglet én til at tage beslutninger, når chefredaktør Krebs er væk fra avisen på en af sine mange rejser, erfarer Svendborgs NetAvis. Et andet chefkontor er blevet nybemandet – Rikke Bekker sidder nu som Svendborg-redaktør. Det har hun gjort siden 1. september, hvor hun afløste Ole Kølster, som efter 13 år i redaktørstolen ønskede at blive reporter igen.

De store ændringer er der derimod ikke på avisens aktuelle oplagstal. Det holder sig på et stabilt lavt niveau. I august på 13.063 solgte eksemplarer dagligt. Det er – ligesom juli – cirka 13 procent under salget i samme måneder året før.

Mediawatch har også netop offentliggjort læsertallene for dagblade. Læsertallene er højere end oplaget – fordi der er flere læsere af hvert eksemplar. Fyns Amts Avis’ læsertal faldt fra juli til september fra 48.000 daglige læsere til 42.000. Et fald på 12,4 procent. Lige så slemt gik det for moderavisen inde i Odense, Fyens Stiftstidende. Dens læsertal faldt i samme periode med 12,3 procent – fra 146.000 daglige læsere til 128.000.

Samme Mediawatch har også netop lavet en opgørelse over oplagsudviklingen for samtlige dagblade fra august 1990 til august 2010. I den topper Ekstra Bladet og B.T. i tilbagegang. Ekstra Bladet fra et dagligt oplag i 1990 på 217.503 til 132.828 i 2000 og til nu i august i år et oplag på kun 78.795 eksemplarer om dagen. Og med nogenlunde tilsvarende tal for B.T. Relativt er Fyns Amts Avis dog ramt lige så hårdt på oplaget i den 20-årige periode. Amtsavisen havde i 1990 et dagligt oplag på 23.942 eksemplarer. Det var i 2000 faldet til 20.255 daglige eksemplarer. Og er altså nu nede på 13.063 daglige eksemplarer. For Fyens Stiftstidende ser tallene således ud: 1990 – 68.013 daglige eksemplarer. 2000 – 63.349 eksemplarer. Og 2010 – 45.888 solgte eksemplarer dagligt.

Opgørelsen for samtlige dagblades oplag for august ser sådan ud (med tallet for august sidste år i parentes):

Jyllands-Posten 160.085 (116.443). Berlingske Tidende 100.230 (104.370). Politiken 97.215 (104.222). Ekstra Bladet 78.795 (88.833). B.T. 74.751 (79.694). Børsen 72.077 (71.560). JydskeVestkysten 59.634 (62.546). Nordjyske Stiftstidende 52.600 (55.585). Fyens Stiftstidende 45.888 (49.277). Dagbladet/Frederiksborg 38.552 (41.656). Kristeligt Dagblad 24.809 (25.042). Information 21.196 (21.394). Århus Stiftstidende 20.554 (21.852). Lolland-falsters Folketidende 17.507 (18.458). Vejle Amts Folkeblad 16.840 (18.721). Sjællandske 16.541 (17.429). Horsens Folkeblad 13.451 (14.707). Fyns Amts Avis 13.063 (15.170). Midtjyllands Avis 12.867 (13.583). Herning Folkeblad 11.936 (12.260). Holbæk Amts Venstreblad 11.722 (12.917). Dagbladet Holstebro-Struer 11.369 (12.121). Skive Folkeblad 10.351 (10.931). Bornholms Tidende 10.337 (11.314). Viborg Stifts Folkeblad 8.750 (9.200). Randers Amtsavis 8.474 (8.102). Dagbladet Ringkøbing-Skjern 8.340 (8.873). Kalundborg Folkeblad 5.899 (6.519). Helsingør Dagblad 5.494 (5.447). Morsø Folkeblad 4.923 (5.049). Dagbladet Licitationen 3.482 (3.839). Der Nordschleswiger 2.261 (2.316). Kjerteminde Avis 1.823 (1.728).