Storbondens krigslarm gør indtryk hos chefredaktøren

 
 
 

Gøngehøvdingen - i dag kendt under navnet Bent Juul Sørensen - og hans krigere forsøger at holde eliten væk fra den sydfynske natur.

Storbonden Bent Juul Sørensen brovter videre – i et forsøg på at stoppe planerne for en Nationalpark Det Sydfynske Øhav. Med en vis succes kan man se i Amtsavisen fredag, hvor chefredaktøren i en leder reelt bakker op bag den storbonde-organiserede og -finansierede fanatiske modstand mod den såkaldte Styregruppes Nationalpark-forslag.

Den lille gruppe af indædte Nationalpark-modstandere er nu af Bent Juul Sørensen udnævnt til noget nær frihedskæmpere. Modstandernes forening, som helt misvisende kalder sig Foreningen af Nationalpark-Skeptikere, holdt generalforsamling torsdag. Her sammenlignede formand Bent Juul Sørensen ifølge Amtsavisen – og i noget, der ligner storhedsvanvid – foreningens medlemmer med ”Gøngehøvdingens krigere” i kampen mod ”elitens nationalpark”.

Nu kæmpede Gøngehøvdingens krigere i sin tid godt nok ikke mod ”elitens nationalpark”, men mod svenskerne. Men pyt, de svenskere er jo så elitære og politisk korrekte, så hvis vi fastholder billedet, så må Bent Juul Sørensen, der leder slaget, være Gøngehøvdingen. Ham gik det ilde, da han i 1600-tallet var færdig med at banke svenskere. Svend Povlsøn, som han rigtigt hed, fik af kongen overdraget et gods som tak, men den gamle kriger var ikke landmand, og han kom hurtigt i økonomiske vanskeligheder og måtte opgive landbruget. Dengang var der ikke skatteyderbetalt landbrugsstøtte, der kunne holde røven oppe på ham. I modsætning til i dag. For eksempel modtager Bent Juul Sørensen hvert år en million-stor check i bistandshjælp fra det offentlige i form af landbrugsstøtte. Skattekroner lige ned i lommen. Eller, som historien går på Ærø, hvor Bent Juul Sørensen har sit landbrug: Øen ender med kun at have fire gårde – tre kirkegårde og så Bent Juul Sørensens.

”Elitens nationalpark” kaldte han det på modstandernes generalforsamling. Mageløst vrøvl. Prøv lige at se, hvem det er, der flokkes i Bent Juul Sørensens modstander-forening? Det gør de sydfynske storbønder og godsejere. Hvis det ikke er eliten, hvad er det så? Røven af fjerde division? Måske. I hvert fald får de ganske meget i overførselsindkomst.

Overfor nationalpark-tilhængere har Bent Juul Sørensen kun hån og latterliggørelse. Her et citat fra gårsdagen Amtsavis: ”Formanden for skeptikerne ’takkede’ i øvrigt de tre læserbrevsskribenter og nationalparktilhængere fra Støtteforeningen for Nationalpark i Det Sydfynske Øhav, Klaus Eggert, Michael Jensen og Poul-Henrik Harritz: – Hver gang disse tre ivrige debattører farer i blækhuset, får vi en tilgang af medlemmer. Vi er dem stor tak skyldig, sagde formanden, hvilket fik de omkring 50 fremmødte til at sparke gang i lattermusklen”. Fnis, fnis, hvor morsomt. Bortset fra, at så er tilgangen altså heller ikke større. For et år siden havde foreningen – ifølge egne oplysninger – 400 medlemmer. Nu har den – ifølge egne oplysninger – 500.

Nu har Bent Juul Sørensen og hans krigere råbt og larmet, siden de stiftede modstander-foreningen i september 2009 med god hjælp fra landmændenes fynske organisation, Centrovice. Det er lidt trættende at høre på deres advarsler om, hvad der kan ske af ulykker, hvis der bliver etableret en Nationalpark Det Sydfynske Øhav. I hvert fald er de ikke sket de andre steder, hvor der er lavet nationalparker. Men det er selvfølgelig deres demokratiske ret at larme videre med helt uhyrlige påstande.

Mere bekymrende er det, at råberiet gør indtryk i det chefredaktionelle mahognikontor på Amtsavisen, hvor nu Troels Mylenberg regerer og forfatter velskrevne ledere, som har en betydning i den offentlige debat og meningsdannelse.Det var lederen også i går, nogenlunde velskrevet altså. Men den var også langt ude. Han konstaterer, at ”tonen mellem mellem tilhængere og modstandere (er) blevet skærpet til et helt uværdigt leje. Ansvaret påhviler begge (modstandere og tilhængere – red.). Men det må dog konstateres, at den såkaldte styregruppes forslag om en nationalpark, der reelt rummer hele Sydfyn, på ingen måde har en samlet befolkning bag sig. Det må og skal være styregruppens ansvar at få fundet et fælles fodslag, der ikke bare er enighed om i styregruppen, men som også kan samle befolkningen”. Og han fortsætter: ”Lige nu synes der ikke anden vej end at begynde forfra. I stedet for at være en rejse mod et kompromis, har de seneste par måneder i stedet skabt endnu mere splid, konflikt og uenighed”.

Altså her er chefredaktøren da helt ude på det dybe vand, hvor modstanderne vil have nationalparken til at ligge – hvis de ikke helt kan undgå den. Styregruppen er en bredt sammensat gruppe med repræsentanter fra de fire sydfynske kommuner og en række interesseorganisationer. 24 personer sidder der i den. 21 af dem står bag forslaget – kun tre er imod. Nemlig de tre, der repræsentarer skovejerne i Dansk Skovforening, bønderne og storbønderne i Centrovice og Patriotisk Selskab og småbønderne i Dansk Familiebrug.

Så hvad er det, chefredaktøren plæderer for? Modstanderne vil helst helt undgå en nationalpark. Hvis de ikke kan undgå den, vil de, eller nogle af dem, til nød gå med til en undervands-nationalpark, det såkaldte Tåsinge-forslag, hvor nationalparken bortset fra et par øer kun består af vand. Det forslag går tre af Styregruppens medlemmer ind for, de tre, der er tæt forbundet med Bent Juul Sørensens krigere. Mens altså 21 har fundet ”fælles fodslag” om forslaget til en stor nationalpark. De tre vil ikke være med til mere, højst til mindre. Så for at få et kompromis skulle de 21 altså opgive ders forslag og tilslutte sig de tre. Det giver ingen mening.

Det giver da ingen mening at starte det hele forfra, som chefredaktøren plæderer for. Uenighederne ville i givet fald været de samme. Og som nævnt, så er der i øvrigt fælles fodslag mellem langt, langt flertallet af Styregruppens medlemmer.

Ét er så Styregruppen. Et andet er befolkningen. Men hvorfra ved chefredaktøren, at Styregruppens flertals forslag ”på ingen måde har en samlet befolkning bag sig”? At den ikke har de angiveligt 500 medlemmer af modstanderforeningen bag sig, det er indlysende. For dem er det her værdikamp mod en selvopfundet elite. Hvad den samlede befolkning mener, det ved chefredaktøren lige så lidt om, som denne kommentator gør det. Men hvis man – og hvad skulle man ellers gøre – bruger det, de 21 styregruppemedlemmer repræsenterer, som målestok, så repræsenterer de altså ganske, ganske mange flere sydfynboer end bønder og skovejere og Bent Juul Sørensens modstander-medlemmer.

Så alt i alt: Gårsdagens leder i Amtsavisen forsøger at dele sol og vind lige, men slipper umådeligt dårligt fra det –måske under indflydelse fra larmen fra den selvudnævnte frihedshelt Bent Juul Sørensen og hans krigere.