Den stille protest – nu også med radikal deltagelse

Emil Dyred (t.h.), radikal folketingskandidat, får en orientering af William Fibæk Mikkelsen, en af protestens arrrangører.

Det var syvende lørdag i træk med en halv times stille protest mod Svendborg Kommunes behandling af syge borgere – og det var midt i de mange påske-helligdage. En del af de mennesker, som tidligere har deltaget, var der ikke. Men så var der mange andre nye mennesker, der kom for at deltage i protesten, der markerer et krav om anstændighed behandling af syge og nedslidte borgere.

Omkring 90 deltagere var der i dagens stille protest – kun et stenkast fra det Jobcenter og det Rådhus, hvor mange syge borgere oplever at gå fra en slem situation til en værre.

Lørdagens protestaktion fik deltagelse af endnu en politiker – fra et parti, som endnu ikke har været med. Radikale Venstres folketingskandidat, Emil Dyred, dukkede op for at deltage. Og hvad vil så en radikal folketingskandidat ved sådan en manifestation?

”Jeg vil gerne se og høre om situationen for de borgere, der føler sig dårligt behandlet. Det er jo en helt bizar behandling, de udsættes for ifølge det, jeg kan læse om sagerne. Sådan skal syge medborgere ikke behandles. Der må ske nogle ændringer, en af mulighederne er – som mit parti har foreslået – at det er den samme sagsbehandler på Jobcentret, der følger borgeren gennem systemet, frem for som nu hvor en borger kan risikere at få to, tre, fire eller flere sagsbehandlere. Men i det hele taget vil jeg gerne høre fra nogle af de borgere, der har været udsat for dårlig behandling. En række andre fynske folketingspolitikere har jo allerede protesteret imod den måde, Svendborg Kommune handler på”, siger Emil Dyred.

De fire folketingspolitikere er Carsten Hansen, Socialdemokratiet, Karsten Hønge, SF, Vivi Kier, Konservative, og Erling Bonnesen, Venstre. De kritiserede i en udsendelse i TV 2/Fyn Svendborgs hårde nedskæring i nytilkendelser af førtidspension – tilkendelserne er blevet halveret fra 2009 til 2010.

Også folketingsmedlem Tina Petersen, Dansk Folkeparti, har deltaget i protesten og taget sagen op i Folketinget. Tina Petersen er også byrådsmedlem i Svendborg. To socialdemokratiske byrådsmedlemmer har også deltaget i tidligere lørdages stille protest – Flemming Madsen og Bo Hansen. Enhedslistens byrådsmedlem, Jesper Kiel, er på Centrumplads stort set hver lørdag.

Blandt de protesterende er det blevet noteret, hvilke partier og byrådsmedlemmer, som endnu ikke har vist sig ved den halve times protest. Specielt er det blevet bemærket,  at der endnu ikke har deltaget byrådsmedlemmer fra SF. Partiet har tre byrådsmedlemmer – fordi det fjerde medlem, Masoum Moradi, hurtigt efter byrådsvalget forlod SF og blev løsgænger.I grunden har SF stadig fire medlemmer – fordi Liste T’s byrådsmedlem, Arne Ebsen, er medlem af SF.

Masoum Moradi  er teamleder på det stærkt kritiserede Jobcenter og i øvrigt formand for det fleksjobudvalg, som giver afslag på stribe til folk, der er indstillet af Jobcentret selv til fleksjob. Han er i offentligheden den skarpeste forsvarer af kommunens restriktive politik. Masoum Moradi var på Centrumplads lørdag – spadserende hurtigt forbi på det modsatte fortorv.