Lars Madsen.

Af Lars Madsen

Torben Steno er født i 1959 i Svendborg – nærmere betegnet på Egense Præstegård, hvor faderen var sjælehyrde og moderen – med sin missionske baggrund – sekunderede både familie og menighed og sørgede for, at det hele ikke endte i grundtvigiansk løssluppenhed. Byskolen, Svendborg Gymnasium og Kloster Moster er navigationspunkterne i den unge Steno’s dannelsesrejse, som førte ham til Århus og Journalisthøjskolen. Undervejs havde han lært sig at spille guitar og keyboard på et niveau, så andre end kammeraterne og den nærmeste familie gad høre på det. Altså journalist, musiker og TV-mand – på den ”rigtige” kanal, DR2, hvor der ikke lefles for seertal, kändis-faktorer og letkøbte avisoverskrifter.

Og det er netop fra DR2 at undertegnede først og fremmest kender Steno.

DDR, HJEMMESERVICE OG STILLING

Engang i 90’erne lavede han program-serien ”DDR2” – et tilbageblik på den virkeliggjorte socialismes paradoksale mærkværdigheder og Den Tyske Demokratiske Republiks konstruerede og forløjede selvopfattelse, som det især blev præsenteret af det officielle, østtyske fjernsyn. Ideen var egentlig rigtig god – og nogle af Stenos indfaldsvikler var originale og overraskende, fordi manden både har lune, humor og sans for det skæve og det groteske i tilværelsen. Det kom der ind imellem fremragende fjernsyn ud af – især når billederne og paradokserne fik lov til at tale deres eget sprog.. Men det blev også lettere kedeligt undervejs. Der blev tygget drøv på de samme 2-3 pointer – og Stenos lettere causerende, milde ironiske og adspredte tilgang til stoffet gik ud over skarpheden og præcisionen. Det lykkedes ham faktisk at lægge en lettere overbærende distance til både FDJ, Honecker og Stasi, så man ind imellem sad og syntes, at det faktisk også var lidt synd for dem !!

Igennem flere sæsoner var Steno medvært på Mik Schacks ”Hjemmeservice”. Hvad han egentlig skulle der, blæser i vinden. I hvert fald bestod Stenos indsats primært i at bælle af øllet, slubre i vinen, gå i vejen for de skiftende gæstekokke, dyppe fingrene i sovsen og i øvrigt give rollen som den lidt underfundige, skæve fætter, der stillede de dumme spørgsmål, men ellers hengav sig til småpludrende, vinøs hygge. Når han da ikke greb guitaren og jammede med de skiftende musikere, som Schack inviterede indenfor i programmet.

”Steno & Stilling” var et bud på en julekalender for voksne, hvor Torben Steno og Kenn Andre Stilling rejste rundt i fædrelandet og kiggede på nogle af de mange monumenter og mindesmærker, som vi har så fandens mange af. Så nogle af dem. Mere nå-fjernsyn end aha-fjernsyn.

MANDEN ER KONSEKVENT

Stenos stil er åbenbart det causerende, lettere adspredte og småpludrende – og man må tage hatten af for konsekvensen i det, manden foretager sig. For det er nogenlunde den samme teknik han anvender i sin nye bog, ”Længsel efter faste former” med undertitlen ”- en temperatur på dansk høflighed og vores omgang med hinanden”.

Steno er bekymret for vores omgang med hinanden – især i det offentlige rum. Vi taler ikke pænt til hinanden, vi tager ikke hensyn til hinanden, vi er egoistiske og selvcentrerede – og der er for mange mobiltelefoner! Omvendt er vi samtidig for grænseoverskridende i vores ”falske jovialitet”, når vi socialiserer. Der krammes, omfavnes og kysses med en nærmest latinsk glød, vi er du’s og på fornavn og vi respekterer ikke længere blufærdighed, personlige grænser og almindelige, borgerlige normer for kropslighed. Kønsrollerne er en babylonisk rodebutik, hvor mænd ikke længere kan finde ud af at være mænd – og hvor kvinderne derfor nærmest er blevet maskuline i deres selvopfattelse. Og når de – kvinderne – samtidig i deres ydre fremtoning er blevet nærmest insisterende kvindelige, ja, så skal forvirringen sgu’ da også brede sig i de små hjem. Endelig har forældrene opgivet at opdrage på deres elendige snotunger, som følgelig terroriserer det offentlige rum – hærger busser, toge, restauranter og folkeskolen.

SANDHEDSVIDNERNE

Til at dokumentere sædernes og høflighedens forfald bringer Steno en række sandhedsvidner.

Trille – ja, den Trille – synes, at vi efterhånden i vores uhøflighed overfor hinanden er endt som egocentriske barbarer og at tiden derfor er inde til at løfte Den Store Pegefinger. Og det gør hun så – tager pligtskyldigt og uselvisk slagsmålene i togenes stillekupeer, i byens butikker, i Bilka og i trafikken, hvor nogen må tage det på sig, at opdrage på de anarkistiske cyklister, som kører uden lys.

Professor Niels Egelund fra DPU finder tonen i folkeskolen mellem elever og lærere – og mellem eleverne indbyrdes – ”forfærdende”. Lærerne accepterer at blive talt til, som om de var børnenes ligemænd – og omgangstonen og sproget er primitivt. Ligemageriet og lærernes ide om at ville være venner med børnene i stedet for at være autoriteten i klasseværelset har gjort skolen til et værested i stedet for et lærested. Det går naturligt nok ud over kvaliteten og er en af grundene til, at vi klarer os så dårligt i de internationale ratings – bl.a. fra PISA. Vi er faktisk endt som Europas mest bøvede land ifølge professor Egelund.

Chefredaktør Anne Knudsen tager den med det bøvede et skridt videre. Kvinders omgangsformer overfor hinanden er grænseoverskridende til det uforskammede. Man kommenterer hæmningsløs hinandens valg af tøj, kærester, mad, vægt og udseende. Kvinderne er ved at blive ligeså bøvede som mændene – og børnene i Egelunds folkeskole – og mændene finder sig i det. Drenge over seks år må f.eks. ikke komme i kvindernes omklædningsrum, men kvinderne insisterer samtidigt på retten til at bade topløse i svømmehallen.

For Niels Hausgaard er den grænseoverskridende kropslighed, hvor vi knuser og krammer hinanden ved alle mulige og umulige lejligheder en mild form for blufærdighedskrænkelse – men først og fremmest et praktisk problem. Modne mænd er som regel så tykke, at det kommer til at virke klodset og latterligt, når to ølvomme forsøger at nå rundt om hinanden.

Udsagn som disse – kombineret med Stenos egne indskud og randbemærkninger, hvor nogle er knivskarpe og originale, andre overflødige, småpludrende og adspredte – tegner sammenlagt et billede af en nation, som i forhold til omgangsformer, sociale spilleregler og almindelig høflighed og anstændighed overfor hinanden befinder sig i et frit fald mod afgrunden – og derfor har brug for en regulær kulturrevolution. Det uformelle, joviale, kammeratlige og uærbødige er blevet en tvang og en spændetrøje i stedet for en frihed og et valg, som omklamrer og befamler os alle – unge og gamle, tykke og tynde, mænd og kvinder – og gør vores liv unødigt besværligt.

THE MOTHER OF ALL EVIL

At det er blevet sådan, mener Steno og nogle af hans sandhedsvidner, kan vi takke de fæle 68’ere og deres opreklamerede ungdomsoprør for. Dette er The Mother of All Evil – selve Moderdyret i forfaldet, derouten og degenerationen. I deres behov for grænseoverskridende selvrealisering og kamp imod enhver form for autoritet udraderede 68’erne alt som bare mindede en anelse om borgerlig konformitet og dannelse. I klasseværelset, i det offentlige rum, i massemedierne, i sprog og omgangsformer – og i ægtesengen. Hvilket efterlod fædrelandet som en nedbrændt, rygende ruinhob i forhold til høflige omgangsformer og anstændige sociale koder. Her startede det barbari, som 68’ernes børn og børnebørn både er blevet ofre og eksponenter for i de efterfølgende små 50 år.

Det er – hvis man vil ha’ mig undskyldt – en gang pis og papir!

Ikke at der er noget nyt og revolutionerende i at give ungdomsoprøret skylden for efterhånden hvad som helst – i øvrigt i skarp konkurrence med nederlaget i 1864, de kulturradikale og indvandrerne. Det er der grundlagt strålende karrierer på – spørg bare Henrik Dahl. Men det bliver det sgu ikke mere rigtigt af.

”68-generationen” – jamen, alene begrebet er forkert. Fordi det maler et billede af en hel generation bestående af hashrygende, råskæve hippier, langhårede, brostenskastende aktivister, lesbiske rødstrømper – som alle sammen boede i kollektiver, dyrkede fri sex og levede af brune ris og MUH-the. Hvor sandheden er den, at det kun var et forsvindende mindretal, der deltog i udskejelserne, mens det store, tavse flertal af generationen levede et pænt, forudsigeligt og prædestineret liv. Tog deres eksaminer, giftede sig, stiftede familie og førte det meste af forældregenerationens normer og livsvaner videre.

SUNNY BEACH ANNO 1970

Har lige læst Peter Øvigs ”Hippie”, hvor den velskrivende og normalt minutiøst undersøgende forfatter forsøger at skrive Thy-lejren op til en af det 20. århundredes vigtigste kultur-begivenheder. Mere pis og papir. Måske var der i Thy-lejren, selv da det gik hedest til, højst 100, der havde et ideologisk, eksperimenterende og samfundsomstyrtende sigte med at være der. Alle vi andre – mig selv inklusiv i et par uger – var der for at ryge fede og kneppe til højre og venstre. Det var Sunny Beach anno 1970 – og jeg tog ikke derfra med en ny indsigt om samlivsformer og en ny kollektivistisk bevidsthed, men med en gang fladlus erhvervet efter en nat under grangrenene med Bella, en storbarmet sommerferie-hippie fra Viborg.

Øvigs bog – hvor underholdende og velskrevet den end er – er igen, igen et eksempel på det hype, som 68’erne har måttet leve med lige siden.

Men tilbage til Steno, som indrømmer et sted i sin bog, at han aldrig har stiftet bekendtskab med den engelske filosof, John Locke. Nej, det fremgår ret tydeligt af sammenhængen. Ligesom jeg har Steno mistænkt for at have sovet gevaldigt i timen på både Byskolen, Gymnasiet og Journalisthøjskolen, når talen faldt på begreber som modernitet, kulturel frisættelse og traditionsopløsning. Hvilket igen får mig til at have Steno mistænkt for at have flere gabende huller i sin egen, personlige dannelse – seriøse huller, som tydeligvis – ud over John Locke – også omfatter Immanuel Kant, Friedrich Nietzsche, Pierre Bourdieu, Erik H. Erikson, Anthony Giddens og Thomas Ziehe.

Med risiko for at blive anklaget for sjusk og lemfældig omgang med sociologien går der en lige linje fra oplysningstiden til den ”modernitet”, som præger vores samfund i dag på det sociologiske, kulturelle og psykologiske plan. En linje, som handler om den personlige frisættelse af det enkelte individ – fra Guds altdominerende tilstedeværelse, via de borgerlige frihedsrettigheder til det 20. århundredes kulturelle frisættelse. En frisættelse som først og fremmest arter sig som en opløsning af og opgør med nedarvede traditionelle bindinger, forestillinger og mønstre. Og en frisættelse, som samtidig fjerner enhver form for facitliste og dermed velsigner eller forbander – alt efter hvilket humør, man nu er i – den enkelte med et personligt ansvar. Nemlig ansvaret for selv at skulle træffe alle valgene.

Samtidig med individualiseringen og traditionsopløsningen sker der noget med vores opfattelse af begreber som medborgerskab og det, som man engang kaldte samfundssind. Også fordi samfundet ændrer sig og begynder at optræde i en mere fragmenteret form overfor den enkelte. Det er det, som Anthony Giddens kalder ”udlejringsmekanismen”, hvor de enkelte samfundsinstitutioner optræder som autonome enheder – ”ekspertsystemer” – løsrevet fra helheden og med sine egne nødvendigheder, koder og sprog. Det gælder skoler, uddannelsesinstitutioner, kommunale organer, hospitaler, transportvæsen og alt det andet, der udgør det organiserede og etablerede samfund. Denne udlejring betyder, at vi – borgerne – mere og mere bliver ”kunder” i de offentlige systemer – bliver forbrugere i stedet for medborgere. Og agerer og opfører os som kunder – besværlige, krævende og forkælede – med en forventning om, at vi kommer forrest i køen og bliver først ekspederet, fordi det nu engang er os, der betaler for lortet via skattebilletten.

GRÆNSERNE FLYDER GEVALDIGT

I informationssamfundet med dets uendelige og hurtige adgang til informationer, dets globale kommunikationssystemer og den sociale virkelighed, som opstår og trives i cyberspace, sker der en gradvis ændring af vores konceptuelle opfattelse af det private contra det offentlige. Thomas Ziehe snakker om, at der sker en indtrængen af det offentlige i den enkeltes intimsfære. I hvert fald flyder grænserne gevaldigt – hvilket et system som Facebook er et slående og markant eksempel på. Det private bliver offentligt – og det offentlige bliver privat. Og selvfølgelig sker der undervejs et eller andet med os, som bruger cyberspace, Facebook og MySpace – og hvad fanden det nu hedder.

Alt dette gør, at vi som både borger og sociologiske elementer lever under nogle helt andre betingelser i det sociale og psykologiske rum, end bare for 20 eller for 120 år siden. Undervejs holdt vi op med at tale i høflige koder til hinanden – og forkastede den traditionelle, borgerlige pænhed og de nedarvede, sociale koder. Det kan man måske godt græde snot over, men sådan er det.

DE SKAL OGSÅ HAVE BØLLEBANK

Men denne proces er 68’erne ikke hovedansvarlige for – men blot en lille del af og selv ofre for. En station på vejen – om end en højtråbende og insisterende en af slagsen. Så hvis der skal uddeles dask, fordi Steno ikke bliver talt pænt til i Irma, eller Trille ikke kan få ro i stillekupeen og Hausgård ikke kan blive fri for at blive gramset på af tykke mænd, skal feltet udvides betydeligt. Oplysningsfilosofferne, nihilisterne, de tidlige sociologer, kulturradikalerne., dialog-pædagogerne, modernitets-teoretiker og Steve Jobs og Bill Gates skal have skideballe og bøllebank også.

Ellers bliver det for letkøbt, for overfladisk og for sjusket omgang med sandheden. Men så var Steno’s ”Længsel efter faste former” kommet til at fylde mere end de overskuelige og let læste 109 sider – så det er måske godt nok, at det blev som det blev.

(Lars Madsen arbejder på Oure Sport & Performance).