Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Da Bjarne Jes Hansen i slutningen af 70’erne skrev ”Vi voksne kan også være bange”, var angsten knyttet til krig, atomkraftværkerne og bilerne ude i trafikken, men hvis han havde haft samme oplevelse, som jeg har haft inden for den sidste halvanden uges tid, så havde han nok også tilføjet et vers om angsten for en blodprop i hjernen.

For selvfølgelig bliver man bange, meget bange, når man opdager, at grunden til, at det overhovedet ikke er muligt at ramme to taster på tastaturet, er en blodprop i hjernen. Og når jeg nu alligevel i dag kan skrive en klumme i Svendborgs NetAvis, så sidder jeg med en følelse af, at jeg egentlig har været heldig. Pisseheldig endda! Egentlig kunne jeg være klasket sammen over min computer uden mulighed for igen nogensinde at komme til at skrive to linjer.

Sådan gik det heldigvis ikke, og derfor er jeg i dag en lige så glad og optimistisk og kampberedt mand, som jeg jo i realiteten har været hele mit liv. Og lysten til at gå i flæsket på nutidens vel nok mest associale socialdemokratiske magtdyr, Bjarne Corydon, er aldeles upåvirket af min blodprop, som jeg egentlig har forenet mig med forekomsten af. Måske ikke mindst efter at have levet en uge sammen med mere erfarne blodproppemennesker, hvis man kan bruge et sådan udtryk om mine “kolleger” på Svendborg Sygehus, hvor hovedparten var gengangere med blodprop nr. 3 eller 4.

Sjældent har jeg oplevet så meget sort humor blandt voksne mænd, som jo egentlig kunne have sunget i kor: Vi voksne kan også være bange, og synge lange, lange bange sange. For bag den sorte humor lå jo netop angsten og lurede, og derfor føltes det på en måde befriende at kunne overgå hinanden i grovheder omkring vores fælles virkelighed: Blodproppen og dens livsfare. For hvem fanden har planer om at dø i utide, og så længe mennesker som Bjarne Corydon render frit omkring og ødelægger almindelige gode menneskers eksistensgrundlag?

Det sjove ved den ting er, hvis man kan kalde det for sjovt, at jeg på lige fod med mine medpatienter er pisse bange for at få endnu en blodprop, men den magtfuldkomne og asociale Bjarne Corydon er jeg absolut ikke bange for. Ham er jeg sur på og vred på, og ham vil jeg bruge min energi på at komme af med så hurtigt som overhovedet muligt, for han er ved sødgrød en skændsel for Socialdemokraterne og deres ellers glorværdige socialpolitiske historie.

Når det gælder mit stævnemøde med blodproppen i min hjerne, så er mit forhold til Bjarne Corydon stadigvæk lige så forkvaklet, som det har været lige siden han tiltuskede sig posten som finansminister i forbindelse med Socialdemokraternes knæfald i det sorte tår på Amager i september 2011. Men når det gælder forholdet til mine børn, så er et stævnemøde med en blodprop en utrolig dejlig oplevelse. Det har simpelthen været så stor en oplevelse at opleve de to knægtes bekymring for deres ustyrlige fars ve og vel, og det er sgu da rart at opleve, selv om jeg vidste det i forvejen. Disse to dejlige knægte har – siden de blev født – brugt lige så meget energi, som personalet på afdeling MH på Svendborg Sygehus på at få mig til at holde op med at ryge. Siden mit 25. år har jeg dagligt røget 40 cigaretter, og efter mit stævnemøde med blodproppen er antallet sat ned til 16 cigaretter om dagen. Og mit personlige mål er at nå ned på 10 om dagen, men så heller ikke mere, for jeg blev født som livsnyder, og hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg det faktisk godt med at nyde livet, og det mener jeg, at jeg fortsat kan med 10 smøger om dagen, og i den forbindelse vil jeg gerne understrege, at jeg heller ikke har planer om at gå i kloster. 

Selv om vi voksne også kan være bange, så er livet er ikke det værste, vi har,

Og med hensyn til Bjarne Corydon er både kaffen og jeg aldeles klar!

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).