Mai-Britt Schultz og partiformand Margrethe Vestager.

Af Mai-Britt Schultz

Jeg valgte at melde mig ind i Radikale, fordi jeg grundlæggende er social liberal, social – fordi jeg synes, de stærke skal hjælpe de mindre stærke – og liberal, fordi jeg tror på frihed under ansvar. Men jeg er primært Radikal pga. den værdipolitiske grundtone – at have tillid til andre mennesker, at lytte til dem, og tage ansvar. Jeg har længe været stolt af mit parti og den holdning, vi havde til andre mennesker – at alle har lige ret til at blive hørt.

Men jeg forstår simpelthen mindre og mindre af den tilgang, mit parti og resten af regeringen har til de svageste og dem, som virkelig har brug for, at nogen bakker dem op og tror på, at de kan få hjælp, når det er nødvendigt, ihukommende at det nemt kan være dig eller mig, som imorgen har brug for en hjælpende hånd.

Nu har vi i ti år vandret i en VKO-ørken og håbet på nye tider, nye tilgange – en ny begyndelse sammen med S og SF – og hvad får vi så – en regering, som har udløst en angst, panik og afmagt hos dem, som er afhængige af hjælp fra os andre, som er uden sidestykke i nyere tid.

Vi giver de fattigste udsigt til en endnu mere elendig økonomi, også dem, som ikke kan arbejde. Vi finder penge hos flexjobberne og førtidspensionisterne for at give skattelettelser til dem, som helt nøgtert set sagtens kunne klare sig uden den ekstra skilling, der betyder alt, når man er på førtidspension, og også gerne vil give sine børn et par nye sko eller den computer, som er et krav for at lave lektier.

Der er mange gode ting i den nye skattereform, men hvorfor skal man spare ekstra der, hvor der er mindst at give af ?

Jeg forstår det ganske simpelthen ikke – er vi begyndt kun at lytte til økonomer og ikke til dem, som intet har, hvorfor tager vi ikke deres angst seriøst??

En regering er for hele folket, ikke kun dem som har.

Nogen siger til mig, at det jo bare betyder, at de fleste bare skal aflevere lidt mindre af hvad de tjener .. ja OG – det kan jo være dem, som går ned med stress i morgen eller kører galt og brækker nakken om en time – og så får de brug for at have betalt til fælleskassen. Selvfølgelig skal alle bidrage med det, de kan, men når vi er stolte af en lovpakke, som betyder lavere levestandard for de syge og nedslidte, at man forventes at arbejde, når det, man magter, er under en halv time om dagen – ja så tænker jeg – hvor kom det lige ind det med vi stoler på … stoler vi nu ikke mere på folk, som er syge, når de siger, de er bange for fremtiden?

Nok skal vi tage ansvar – også for økonomien, men jeg ville sådan ønske, jeg ikke som lokalformand m.m. skulle stå og forsvare noget, som dybest set ville være noget, jeg ville have råbt og skreget imod, hvis det var kommet fra den tidligere regering. Jeg har længe gået og tænkt, at alternativet til en SSFR-regering ville være værre – men når en SSFR-regering fører VK-socialpolitik – hvor er valget så … ?

(Mai-Britt Schultz er formand for Radikale Venstre i Svendborg og hovedbestyrelsesmedlem i partiet).