Nu har han sagt op. Michael Struve har i flere år været kommunal støttekontaktperson for børn og unge med problemer. Bureaukrati, regler, kontrol og lønnedgang får ham til at sige stop. Med blødende hjerte – i forhold til problembørnene. Ikke i forhold til kommunen, som i år skal spare 1,8 millioner kroner på området.

Mistænksomhed og kontrol får ham til at stå af

Af Frede Jakobsen

Han vil gerne gøre en indsats. For børn og unge med særlige problemer. Og gøre det, inden problemerne bliver så store, at det ikke bare har store menneskelige omkostninger. Men også kommer til at koste kommunekassen de enorme summer, som de seneste år har tæret alvorligt på kommunens økonomi. Men han vil også selv behandles ordentligt. Ikke score kassen, men have respekt og anerkendelse for det vanskelige arbejde for at få børn og unge på ret kurs. Det synes han ikke, han og de andre støttekontaktpersoner får. Og det vil ikke blive bedre af, at kommunen i år vil spare mellem 1,6 og 1,8 millioner kroner på ordningen.

Michael Struve. Foto: Søren Skarby

I fire år har han, Michael Struve, været såkaldt støttekontaktperson for den slags børn og unge i Svendborg Kommune. Nu har han sagt op. Det kan ganske enkelt blive for surt at bruge sin fritid som rollemodel for de problemramte unge, når man ikke føler nogen form for anerkendelse fra kommunen, forklarer den barsk udseende 48-årige Michael Struve i en rolig tone, der siger det modsatte: Troværdighed, respekt, soliditet, åbenhed – netop det, en rollemodel for problemungerne skal udstråle. Han er uddannet scenetekniker, tømrer og socialpædagog. Som det sidste arbejder han fuldtids – men han har gerne villet give en hånd i fritiden for at få børn og unge væk fra problemer, før de vokser sig for store.

Det var vrøvl med lønnen, der startede hans utilfredshed. I starten sådan set bare som en undren. For han havde ikke meldt sig som støttekontaktperson for at tjene en masse penge. Så kunne han have meldt sig i en af nabokommunerne, som betaler mere. Men han ønskede kun at være det i Svendborg – for her kender han miljøerne, han kender socialrådgivere, politifolk og andre, der har med de unge at gøre. I 2007 hed den løn, han fik fra kommunen, 142 kroner i timen plus feriepenge (12,5 procent). Året efter stod der noget andet på lønsedlen: 142 kroner i timen – ingen feriepenge. Hvilket i øvrigt er ulovligt. Der skal betales feriepenge. Han undrede sig da også. Og klagede til kommunen. Ikke som den eneste i øvrigt. Hvad gjorde kommunen så? Den begyndte fra 2009 igen at betale feriepenge. Med et fikst lille greb: ”Din timeløn ændres til kr. 126,23 idet feriepengene udgør resten op til kr. 142,00”.

”Det er jo ikke de store penge, det drejer sig om. Men det er også mere princippet bag, jeg er utilfreds med. Jeg synes, det er for dårligt, at de behandler os på den måde”, siger Michael Struve, der også oplevede større og større mistænksomhed fra kommunens side med støttekontaktpersonernes timeforbrug og udgifter i øvrigt. F.eks. når han lagde penge ud for at tage drenge, han arbejdede med, ud til noget andet for at skabe andre oplevelser, få tillid og lejlighed til at snakke ordentligt med dem. En tur i svømmehallen f.eks. Eller en tur i biografen. Den slags aktiviteter og samtidig eller efterfølgende tillidsfuld snak, der kan få problemunger til at åbne sig for en ordentlig voksenkontakt og en lettere og mindre problemfyldt vej tilbage til samfundet.

Telefonen hos sådan en støttekontaktperson er altid åben. Man er ikke selv herre over timeforbruget – hvis der i den anden ende af røret er et råb om hjælp fra en ung. Så må man være der – hvis ordningen som støttekontaktperson skal have mening, synes han. Men den mistænkeliggørende kontrol med timerne tog til fra kommunens side. Og det blev ikke bedre af, at kommunen for at effektivisere og spare penge kappede forbindelsen mellem støttekontaktpersoner og de socialrådgivere/sagsbehandlere, som fagligt var inde i sagerne og problemerne med familierne. I stedet blev der skudt et led ind imellem dem. RFC – Rådgivnings- og Familiecentret med ansatte, der ikke kender de enkelte sager til bunds. Det er dem, støttekontaktpersonerne skal have kontakt til i kommunen. Men dem kan man ikke snakke sagerne igennem med til bunds, fordi de ikke er inde i den enkelte persons sag, mener Michael Struve.

Han ved, siger han, at en del andre støttekontaktpersoner er utilfredse og har truet med at sige op. Om de har gjort det, ved han ikke. Han ved kun, at i hvert fald én anden har gjort det. ”Jeg synes jo, det er ærgerligt. For de børn og unge, det går ud over. Men det burde også være det for kommunen, der på den her måde mister en masse erfaring fra det her arbejde”, siger han.

Politikerne i byrådet har allerede besluttet at skære 1,6 millioner kroner ned på udgifterne til støttekontaktpersonordningen i år. Lige nu diskuterer politikerne, om de skal skære yderligere 200.000 kroner. Så vil der være fire millioner kroner tilbage. Mange penge? Ja, men peanuts i forhold til udgifterne, når problembørn og –unge er nået så langt ud, at de skal anbringes udenfor hjemmet. Et område, som år efter år har smadret Familieafdelingens budgetter med millionoverskridelser. Konsekvensen af besparelsen på ordningen er bl.a., at det antal timer, en støttekontaktperson må bruge på en ung, bliver væsentligt beskåret. Til to-tre timer om ugen. ”På nuværende tidspunkt er de fleste ordninger på et væsentligt højere timetal”, siger forvaltningen selv i et sparenotat til politikerne. Og politikerne gøres også opmærksom på, at det lavere timeforbrug pr. ung måske oven i købet er sat for højt – hvis flere unge kommer under ordningen, og det skal betales af de samme penge.

Keld S. Hansen, afdelingschef i Børn- og Ungeforvaltningen i Svendborg Kommune, erkender, at støttekontaktpersonordningen er under pres og siger om den store nedskæring: ”Vi vil gerne have, at det er attraktivt at være støttekontaktperson, og vi vil også overholde budgettet. Er det her så godt eller skidt? Jamen, der er skidt. Vi ville helst takke den her gruppe for det, de gør. For de gør det godt.”

Han ved godt, siger han, at der er nogle støttekontaktpersoner, der har sagt op. Men ikke, hvor mange. Til gengæld ved han, at 30-40 personer har reageret på et kommunalt opslag for nylig om at blive støttekontaktperson.

Foto: Søren Skarby

Michael Struve har ikke meget til overs for Keld S. Hansen ord om at gøre forholdene attraktive for støttekontaktpersonerne. ”Da jeg på et møde for støttekontaktpersonerne helt til sidst og meget forsigtigt spurgte til lønnen, svarede han, at han og kollegerne havde regnet med, at hele mødet ville komme til at dreje sig om løn. Så det overraskede ham da positivt, at det først kom op så sent på mødet. Men han sagde også uden omsvøb, at hvis vi var utilfredse med lønnen, så kunne vi bare finde noget andet arbejde. Det er jo en nedvurdering af os at tro, at vi først og fremmest går op i lønnen, og at tro, at det er det, vi først og fremmest vil snakke om”, siger han. Dét møde gjorde udslaget for Michael Struve. Han havde fået nok. Og sagde op. På grund af kommunen. Og på trods af, at hans hjerte stadig banker for at hjælpe børn og unge ud af problemer og positivt videre i livet.