Hvad mere kan man ønske sig i teatret

Af Linda DiBona

 

Folketeatrets "Boblerne i Bækken".

“Boblerne i Bækken”, Folketeatrets forestilling på Svendborg Teater den 17., 18. og 19. november.

Vil du, og tør du lade dig røre i hele følelsesregisteret, så skynd dig at få fat i en billet, hvis ikke så hold dig langt væk! Nikoline Werdelins forestilling har det hele, og skuespillene er fantastiske.

Vi starter med at føde et barn. Faderen har desværre vendt kortet på hovedet, da han skulle give kørselsvejledning til jordemoderen, så konen går i fødsel på bordet med manden som hjælper. Meget hjælp er han nu ikke til, men han får rejsning og senere fald og ender besvimet på gulvet.

Scenen skifter, nu møder vi en kejtet og meget forelsket præst, der frier til sin udkårne – hans russiske organist. Hun har dog opgivet håbet om ægteskabelig lykke og fået kontakt med et sæddonerings.com i USA, som netop har leveret varen. Og den er placeret, hvor den skal. Altså varen, og senere også præsten

Nu befinder vi os på en kræftafdeling for mænd. Begge de føromtalte herrer spillet af Benjamin Kitter og Thomas Mørk er indlagt sammen med tre andre.

Jens Gotthelf spiller lægen Ebbe, der prøver at være på forkant med sin sygdom og prøver at finde årsagen til den.

Arbejdsmanden Hardy spillet af Niels Skousen, som siger: Vi skal allesammen være her. Nogle er højrøvede. Andre er platfodede. Det udjævner sig.

Claus Flygare spiller Gottlieb, en typograf-journalist-forfatter. En samfundsrevser, der ikke sætter sit lys under en skæppe.

Forestillingen handler så om disse fem mænd i deres hvide senge. Vi bliver inddraget i deres liv på godt og ondt. Vi krummer tæer af deres skurvognssnak, hvor de går langt over pæne damers grænser. Oplever deres hudløse fortvivlelse, deres tanker om døden og familiens magtesløshed.

Vi oplever lægen give efter for patientens ønske om aktiv dødshjælp, men ikke et sekund bliver det til floskler eller sentimentalitet.

Det hele bliver holdt sammen af sygeplejersken Maj. En helt fortryllende præstation spillet af en stjerneøjet Johanne Louise Scmidt.

Oven i det hele er der indlagte danse- sang- og guitarnumre. Jeg ved ikke, hvad man kan ønske sig mere af en aften i teatret.