Ghita Nørby og Lars Hannibal.

 

Hvad kan dog konkurrere med en skøn eftermiddag med solen skinnende på efterårets røde og gyldne farvedragt? J0, såmænd. Det ka’ Borgerforeningen, når den sådan en lørdag eftermiddag har engageret Ghita Nørby med Michala Petri og Lars Hannibal til at fremføre ”Musik og Eventyr”.

Fyldte stolerækker. Forventningsfulde mennesker. Folk, der nok vidste, hvad de kom efter. Nogle, som endda måske kunne huske, at Det Kongelige Teaters ”Grande Dame” har en fortid som folkekær film-diva. Danmarks svar på Brigitte Bardot – også i mindre påklædte roller.

Men nu? Den myndige, fængslende fortæller, der med strålende medrivenhed indrog sin lytterskare i sine fortællingers eventyrlige spin. For mig lød det som om, at vi først fik perler fra den folkelige skat, flankeret af de fineste musikalske vignetter. Efter pausen kom flere forfattede eventyr, bl.a. af vores egen H.C. Andersen. For at blive lidt i dennes sprogbrug: Det var mageløst!

Jeg er vældig glad for den nye fortælletradition. Jeg forstår nu ikke, at den ofte lanceres under det engelske navn ”story-telling”. Men det er altså en ganske anderledes oplevelse at høre en stor skuespillerinde fremføre et af H.C. Andersens eventyr som f.eks. Svinedrengen. Så bliver det mere end en god ”story”. Så er det kunst. Vi kan næsten høre den vrede konge og den hulkende prinsesse, som Ghita Nørby lader synge: Ach du lieber Augustin alles ist weg, weg, weg. Det var godt at høre nogle knap så kendte historier, men de gode gamle, som var blevet udvalgt till lejligheden, blev lyttet til med en opmærksomhed, som var det første gang, de blev fortalt.

Konceptet eventyr og musik er også med stor succes tidligere prøvet her i byenaf Josefine Ottesen, men det viste sig, at mulighederne i genren åbenbart er så mangfoldige, at det ville være vanskeligt overhovedet at sammenligne, skulle man være dumdristig nok til at forsøge sig.

Jeg synes, Borgerforeningen skal roses for at påtage sig at sørge for at få for sådanne arrangementer til Svendborg. Guldsalen var som skabt til det. Musikken var så fin og så enkel og hørtes så tydeligt fra den mindste fløjtes højeste pift til luthens dybeste klang. Michala Petri betjente sig af flere forskellige fløjter, og Lars Hannibal spille både guitar og luth.

En ganske lille skønhedsplet. Der var tilsyneladende ingen aftale mellem de udøvende og arrangørerne, om hvem der skulle levere de mere praktiske meddelelser: Hvor var den annoncerede Svend Skipper? Hvornår var der pause ? Til gengæld var der ingen tvivl om, hvornår der skulle klappes: Så ofte som muligt.