Skoleplanen – med lukning af skoler i de små bysamfund – rejser indtil videre flere spørgsmål, end den giver svar. I dagens klumme stiller Ingi Hansen flere spørgsmål – han bor i Gudbjerg, hvis skole foreslås lukket.

Skolelukning og lokalsamfundets fremtid

Af Ingi Hansen

 

Ingi Hansen.

Så er det også slut med at tiltrække beboere til yderområderne i Svendborg Kommune. Jeg må spørge: Hvad er meningen? Hvad tænker I på? Er I klar over, at I er ved at ødelægge de små lokalsamfund godt og grundigt?

For tre år siden, da der var højkonjunktur, kunne I ikke få armene ned. Der skulle bygges nye skoler og børnehaver, fordi nu kom motorvejen (20 år for sent), og Svendborg og omegn ville vokse sig rigtig stor. Vi skulle alle sammen være parate til at modtage tilflyttere fra nær og fjern. Der skulle bygges en helt ny supermoderne bydel, Tankefuld. Tror nu, at der kun er en enkelt mand, der har fået noget ud af Tankefuld-projektet indtil videre. Han har penge Tanken fuld og klapper i sine Greve-hænder med et stort smil.

Nu tre år senere skal der lige pludselig lukkes seks skoler, fordi der ikke er elever nok, og der mangler penge i kommunekassen. Må jeg spørge: Tjente Svendborg Kommune virkelig så mange penge for tre år siden i forhold til i dag? Eller var der måske forkert forvaltning af samme? Får Svendborg Kommune virkelig så meget mindre ind i skattepenge i forhold til for tre år siden, at I skal gå så drastisk til værks? Eller red i bare med på bølgen den gang for at beholde vælgerne?

En ting er helt sikker, nu tager I fuldstændig livet af et ellers velfungerende lokalsamfund, men det har I nu også prøvet ihærdigt på siden kommunesammenlægningen. Tror I virkelig, at I kan sælge tomme skoler i en død by? Hvad i alverden skal sådan en skole bruges til? Satser I på, at forældrene i de pågældende byer køber dem til friskoler? Hvordan vil I finansiere sammenlægningen af skolerne – det er vel ikke helt gratis? Der skal etableres nye busruter, nye cykelstier m.m. Eller I regner måske med, at det er en selvfølge, at forældrene henter og bringer? Ja, jeg spørger bare.

Hvad med børnehaverne i de pågældende byer, hvor I har planlagt skolelukning? Står de for tur til næste byrådsmøde? Dem kan I ligeså godt lukke samtidig. I regner da ikke med, at flere børnefamilier ønsker at bosætte sig i en by, der er aflivet af selve kommunen.

Hvordan med alle lærerne, pædagogerne og medhjælpern -, hvem skal tage sig af dem?

En meget rig og klog, nulevende mand med dybe rødder i Svendborg har altid brugt en meget sund politik. Han investerer, når der er dårlige tider og sælger, når der er gode tider. Indtil videre er det gået meget godt. Måske I skulle rejse over på Esplanaden og få et kursus hos ham.

(Ingi Hansen bor på Teglværksvej 44 i Gudbjerg – en af de landsbyer, der står til at miste sin skole).