Almindelig menneskelighed er kommet i spil

Af Frederik Kallan

 

Frederik Kallan.

Et prangende sundhedsvæsen fungerer som det sekulariserede regimes ”brød og skuespil til folket” og imødegår indvendinger mod ubehagelige politiske indgreb på andre fronter.

Bagsiden af medaljen bliver i krisetider nødvendigvis besparelser og omstruktureringer i andre væsentlige dele af velfærdssamfundet: Skolevæsenet, ældreplejen, børne-unge området, bibliotekerne samt diverse offentlige ydelser.

Struktur-reformen har, som forudsagt før indførelsen, blot føjet spot til skade.

De kommunale budgetter er lagt i spændetrøje, og de ansvarlige folkevalgte retter bare ind efter regeringens befalinger. Efterhånden er kommunalbestyrelserne havnet i et dødvande, hvor forvaltningsjura og almindelig medmenneskelighed er kommet i spil. Råheden synes at brede sig.

Konflikten får kød og blod i de seneste dages dokumentar-artikler i Svendborgs NetAvis, hvor svært kronisk syge mennesker fremlægger deres uafsluttede, groteske og årelange socialmedicinske sagsbehandlingsforløb.

Selvom der er ræson i at stile mod en vis grad af selvforsørgelse, er der omvendt sager, der er så oplagte og velbelyste, at enhver modsigelse kun kan demonstrere modvilje eller dumhed. Sidstnævnte kan undskyldes og korrigeres.

Dette vakuum af uafklarethed, som man havner i under langvarig skalte-valtende sagsbehandling, er værre, end de fleste kan forestille sig. En socialmedicinsk gidseltagning. Et økonomisk ingenmandsland, hvor man fratages muligheden for at planlægge og agere som andre frie borgere. Eksisterende sygdom vil alt andet lige blive yderligere forværret.

Disse sagsbehandlings-odysséer er næppe heller en god investering af skattekronerne.

Sagsudfaldene er oftest givet på forhånd – og ikke i borgerens favør.

”Kontanthjælp! Nårh, nej. Det kan du ikke få, da din ægtefælle jo har et godt ufaglært job!”

Eksterne aktører er indforskrevet, hvilket kun bidrager til yderligere forplumring af sagerne.

Ankeinstansernes asociale nonchalance og politiske indspisthed springer i øjnene.

Hvor er ansvaret for det marginaliserings-truede medmenneske blevet af? Hvad med lovgivningen? Hvor er ombudsmanden?

For hvorledes kommer det i stand, at man over natten kan barbere drastisk i antallet af tildelte førtidspensioner og andre offentlige ydelser? Har sociallovgivningen netop undergået vidtrækkende forandringer?

Eller er vores sociale lovgivning så elastisk, at den eksekverende instans kan se stort på udvalgte kapitler?

Som for eksempel: ”Hensyn til kommunens økonomi er ikke et gyldigt hensyn ved afgørelser om førtidspension.” Socialministeriets skrivelse nr. 9118 af 21/3 2003.

Visse dage kunne man ønske sig en lige så fleksibel skattelovgivning!

Lad os nu håbe, at krisen ikke også rammer sundhedssektoren.

”Desværre frue, vi må ikke fjerne flere svulster i år, og kemoterapi er forbeholdt selvbetalere!”

(Frederik Kallan, Svendborg er praktiserende læge, speciallæge i almen medicin, formand for Svendborg Lægeklub).

Læs også ”Chok-tal: Antallet af førtidspensioner halveret” 27. september, ”Han skal nu arbejdsprøves for tredje gang” 28. september, ”Bisidder anklager: Kommunalt kvaksalveri” 29. september og ”Læge: Stå frem med jeres sager” 30. september.