Om skønhed, idealer, livskvalitet, alder og realityshows

Da jeg i min ungdom tog til Afrika, var jeg bleg og havde ungdommens sul på kroppen. Blegfed ville nogen måske sige. Jeg ankom til en lillebitte landsby i Sukuma-området, hvor det hurtigt gik op for mig, at de syntes, jeg var alt for tynd, men jeg havde dog en flot farve –  læs: helt hvid! Et halvt år efter kom jeg tilbage til samme område. Havde tabt otte kilo og var nøddelækker brun fra top til tå. Syntes selv, at jeg var lækker. Men der skete det, at jeg fik ikke én, men mange og daglige skideballer af de andre kvinder. Jeg havde simpelthen “ødelagt mit udseende”. Jeg “blev sat” i skyggen og blev næsten tvunget til at drikke mælk og skulle absolut “fedes op” i en fart. Bleg og fed, sådan skulle jeg se ud for dem. Det var det smukkest tænkelige. Det vidnede om, at jeg havde penge nok til mad, og at jeg ikke behøvede at arbejde og udsætte min hud for solens stråler – altså et klart statussymbol. Bleg og fed…

Sjovt var det også at iagttage, at mange både mænd og kvinder løj sig ældre, end de var – af den simple grund, at alderdom giver respekt. Man har en særlig hilsen til folk, der er ældre end en selv. “Marahaba” siger man, og det betyder noget i retning af “jeg ved, din erfaring er større end min, og det respekterer jeg dig for.” Der svares så “Shikamo” – “respekten er hermed gensidig”. Det er så smukt og rigtigt og har præget mit syn på det at blive ældre siden min ungdoms rejse til “det mørke kontinent”.

Og det har gjort mig ekstra opmærksom på de idealer, som særligt vestens kvinder underlægger sig selv.

Herhjemme sulter unge piger sig, og voksne kvinder lever med livslange slankekure for at komme til at ligne de modeller, de dagligt får smidt i hovedet af samtlige medier, vi omgiver os med. Ingen holder sig for gode. Damebladene har på det ene opslag en artikel om “Accepter din krop, som den er” og på næste side et opslag med en 46 kilos model på 16 år. Og på efterfølgende opslag et forslag til dette års slankekur.

I forbindelse med modeugen kunne man høre samtlige danske modeeksperter og modelmutter herself forgæves forsøge at forsvare modellernes manglende former og unge alder. Et modeideal for voksne kvinder – er et 16-årigt udsultet anorektisk barn med ben, der ligner pinde, ingen hofter, ingen bryster, ingen mave – og et forpint udtryk i øjnene. Tag den! Alle I skønne, frodige, smukke, feminine, voksne kvinder!

År efter år går med at fokusere på den her krop og dens omfang. For mange kvinder bliver “projekt krop” et projekt, der optager deres tanker hver dag, og for manges vedkommende ødelægger selve deres livskvalitet et helt liv igennem. Jeg taler her om de mange sundt frodige kvinder med helt naturlige former, som jeg personligt kender mange af. Jeg forsøger ikke at plædere for fedme eller usund levevis, men mener, at rigtigt mange kvinders selvværd kunne være bedre, hvis der var større positivt fokus i mediebilledet på de smukke sider ved det at blive ældre og ved skønheden i den modne kvindekrop.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har i december 2010 lavet en undersøgelse, der viser, at kvinder med meget runde former og moderat overvægtige kvinder trives dårligere end andre. Ifølge analysen behøver kvinder ikke at veje mange kilo for meget, før det går ud over deres trivsel. Mens der er en klar sammenhæng for kvinder, så står det anderledes til med mænd. Moderat overvægtige mænd trives i lige så høj grad som normalvægtige, mens svært overvægtige mænd kun har en lidt større tendens til dårlig trivsel i forhold til andre.

Og det tror da faen… Mænd bliver ikke på samme måde som kvinder tæppebombet med billeder af idealmanden, og overvægt er mere accepteret hos mænd end hos kvinder. Opfattelsen er, at mens kvinder bliver overvægtige, får mænd pondus! Signalet er, at mændene er levemænd, mens kvinderne end ikke har kontrol over deres egen krop – og hvad kan de så kontrollere? Ingenting! Hvorimod levemandens signaler er, at han må have gjort det godt, og “hold da op, han deltager nok i en masse store middage” og – lige præcist så primitivt som i Afrika … “han har råd til det”.

Og det er jo pudsigt at konstatere, når nu kvinder fra naturens side er beregnet til at have former… Vi har bryster, for at vi kan amme og tiltrække os opmærksomhed, vi har maver, fordi vi har født, og fordi der skal være noget at tære på i krisetider, og vi har hofter, for at vi kan bære vores børn derpå – og for at der er noget at se på og tage fat i…

Det er da min opfattelse, at langt de fleste mænd synes godt om kvinder, der faktisk har kvindelige former?!

Men desværre har vi, selv blandt voksne kvinder, opbygget en kultur, hvor det ultimative kompliment ofte er “Neej guud, du har da tabt dig helt vildt…” . Da jeg havde født mit første barn, tabte jeg mig så meget, at mange – kun kvinder selvfølgelig – udbrød: “Neeeej, hvor er det flot, du har tabt dig så hurtigt” Men nej, det var ikke flot, det var kantet, unaturligt og ikke særligt rart. Men kvinder er kvinder værst. Hvis I mænd troede, at kvinder er på evighedsslankekure, sprøjter botox i ansigterne, spraytanner hele kroppen, lider under voksbehandlinger for jeres skyld – så tager I fejl. Kvinder konkurrerer ikke om jeres opmærksomhed, de konkurrerer mod hinanden. Hvem er slankest? Hvem er bedst klædt? Hvem er med på det sidste? Hvis hår er sidst ordnet? Og hvor? Og for hvor meget? Yakka yakka yakka… Har altid haft svært ved at navigere i det land, men er måske også blevet bedre med alderen.

Når jeg ser modellerne på podierne, i bladene og de unge mennesker i diverse reality shows på tv, bliver jeg sgu lidt nervøs for, hvor lavt vores medier vil gå for seertallene. Alle de “perfekte”, upersonlige levende stereotyper, hvor det ikke er muligt at aflæse et ærligt udtryk i de spraytanbrune og botoxfyldte ansigter. Læberne står ud fra ansigtet som sugekopper i syge farver under de Barbie-smalle næser og de overdekorerede, men tomme øjne. Og ud af deres mund kommer en skræmmende uvidenhed, der utroligt nok kun ser ud til at bidrage til deres popularitet. Smuk, slank, ung og dum… Se det er god underholdning – eller hvad?

Det er tilsyneladende også god underholdnig at se på nogle af de voksne kvinder, der har råd til at give alt, hvad den kan trække, for at udskyde alderstegn på kirurgernes operationsborde rundt om i verden. De grufulde, vampede og ynkelige Hollywoodfruer, der i kampen mod alderens tegn er kommet derud, hvor de ikke engang ville kunne præstere et ærligt smil, fordi deres ansigter er strammet så meget op, at deres hud ville flække ved ørene og deres botoxlæber eksplodere, hvis de prøvede. De har ikke brugt deres liv på at blive bedre, klogere, sundere, fornuftigere mennesker, men på at opnå et ydre, der grænser til det groteske. “Få mig ikke til at le, mit ansigt kan tage skade…”

Tv-medierne, mode- og bladhuse og den internationale presse har, når de fastholder at bruge androgyne ungmøer uden 1 gram fedt på kroppen som idealbillede, et medansvar for mange kvinders psykiske mistrivsel og er med til at fastholde andre menneskers billede af store kvinder som værende “ude af kontrol” med situationen.

Det kunne hjælpe mange unge som ældre kvinder til at nuancere deres selvbillede og måske opnå en langt større accept af egen krop, hvis medierne valgte koncepter og programmer til og fra på en anelse mere bevidst niveau end nu.

En sandhed er det jo, at den, der går rank igennem livet med stolthed over det, man nu er skabt med, bliver smuk. Selvtilfredshed er ikke i jantelovens ånd, men er livsnødvendig at kunne finde i et samfund, hvis medier udelukkende hylder livets første alder som ideal. Den korte, korte ungdom, hvor man tror, man ved alt og ikke ved en skid. Der mangler i sagens natur bund og erfaring.

Det er jo det, vi gør, og det, vi står for, der giver os livskvalitet, og livskvalitet giver udstråling, og udstråling giver skønhed uanset alder, rynker, deller eller hvad det nu er, vi vælger at kæmpe med. Det er livets erfaringer, der sætter sig og klæder vores ansigter og giver vores øjne liv.

(Trine Kirketerp Struve, Svendborg, er selvstændig grafisk designer).