Da Tonni Hansen (stående nr. 4 fra højre) sidste år blev valgt til SF’s Landsledelse,

 

 
 
SF skal vælge ny næstformand på et møde i Landsledelsen på lørdag. Eller rettere to næstformænd, hvis det står til partiformand Villy Søvndal og den daglige partiledelse, der, erfarer Svendborgs NetAvis, foreslår posten fordelt mellem en mand og en kvinde: Den sydfynske fagforeningsmand Tonni Hansen og den sydsjællandske advokat og tidl. folketingsmedlem Meta Fuglsang.

SF skal have ny næstformand, fordi 26-årige Thor Möger Pedersen efter regeringsdannelsen trak sig fra posten efter pres fra en voksende utilfredshed blandt medlemmerne – utilfredshed med, at den unge komet, der stod bag SF’s valgstrategi, men ikke selv formåede at blive valgt til Folketinget, blev udnævnt til minister. Officielt trak han sig med den begrundelse, at han ikke ville kunne passe den vigtige næstformandspost ordentligt efter at være blevet skatteminister.

Thor Möger Pedersen blev i april 2010 valgt som næstformand i SF’s slankede landsledelse på 20 medlemmer plus formanden. Både Tonni Hansen og Meta Fuglsang er med i Landsledelsen.

RADIOTAVSHED I SF

I SF forsøger man at holde næstformands-kortene tæt til kroppen ind til mødet i Landsledelsen på lørdag. Tonni Hansen selv er også – næsten – tavs. Han henviser til partiformand Villy Søvndal ”for yderligere om næstformandsposten”.

Men fra partiformand og udenrigsminister Villy Søvndal er der radiotavshed. Han har ikke svaret på henvendelserne fra Svendborgs NetAvis om næstformandsposten. Heller ikke hans spindoktor, Thomas Sæhl, har svaret. Det samme gælder Ole Sohn og Meta Fuglsang. Derimod er det lykkedes at komme igennem til Tonni Hansen, der svarer:

”Tjah – der er mange rygter i spil. Det eneste, jeg kan sige i øjeblikket, er, at næste møde i SFs Landsledelse er på næste lørdag, hvor punktet næstformand også er på dagsordenen. Derudover må jeg henvise til Villy for yderligere om næstformandsposten”.

”Så lad mig spørge på en anden måde: Hvis du på lørdag bliver foreslået som næstformand, eller som en af to næstformænd, tager du så imod valg?”

”Alt afhængig af hvordan opgaven defineres, vil det være en spændende udfordring, som jeg gerne ville prøve kræfter med under forudsætning af, at det kan kombineres med mine tillidshverv som formand for 3F Sydfyn og LO Sydfyn”, svarer Tonni Hansen.

HELT ANDRE TYPER

Hvis partiformand Søvndal får sin vilje på Landsledelsens møde på lørdag, så får næstformandsposten en helt anden profil. Begge de to foreslåede er dobbelt så gamle som den hidtidige Thor Möger, der aldrig har nået at lave meget andet end politik. Tonni Hansen er 53 år og har i mange år arbejdet i fagbevægelsen, Meta Fuglsang er 51 år og er advokat.

Tonni Hansen er formand for Svendborgs største fagforening, 3F Sydfyn med 5.800 medlemmer og formand for LO Sydfyn. Han har mange års fagforenings- og politisk arbejde i rygsækken. Før de store fagforenings-fusioner var han formand for arbejdsmændene i Rudkøbing, hvor han også bor. Samme sted sad han i mange år i kommunalbestyrelsen for SF. En overgang var han viceborgmester. Han blev først for alvor involveret i det centrale partiarbejde, da Søvndal-Sohn-Möger fik ham med i den nye slankede Landsledelse i april sidste år.

Meta Fuglsang har været meget mere med i det centrale partiarbejde i SF. Hun stillede op til formandsvalget i 2005, hvor Villy Søvndal vandt. Hun har i flere omgange været folketingskandidat. Hun er aldrig blevet valgt ind – men har alligevel været inde et par gange som suppleant, først for Astrid Krag, siden for Flemming Bonne, da han døde. Hun sad i Folketinget frem til valget i september, men opnåede ikke valg. Hun kan dog forvente igen at komme i Folketinget som suppleant, når den ny sundhedsminister Astrid Krag fra januar skal på barselsorlov.

Om de, Tonni Hansen og Meta Fuglsang, bliver SF’s nye næstformænd, det afgør Landsledelsen på lørdag. Men med Villy Søvndal bag deres kandidatur skulle den ged vist være tæt på at være barberet.

Hvis Tonni Hansen bliver valgt som ny næstformand for SF, så forventes han at skulle bruge et par dage om ugen på sit nye hverv. Det vil betyde flere opgaver til næstformændene i 3F og LO på Sydfyn. Det er begge socialdemokrater. Næstformanden i 3F Sydfyn er Bjarne Elnegaard, formand for den socialdemokratiske fællesledelse i Svendborg. Næstformand i LO Sydfyn er formanden for FOA Sydfyn, Lisa Pihl Jensen, som også er socialdemokratisk byrådsmedlem i Langeland Kommune.