Fra 1. maj hedder regningen fra Svendborg Spildevand til Danish Crown-virksomheden Scan-Hide ikke længere 30.000 kroner om måneden for rensning af spildevand – men 700.000. Det sagde et flertal i Svendborg Byråd tirsdag aften god for. Scan-Hide giver ikke op af den grund, men gør klar til retssag og klage til Statsforvaltningen.

Svendborg stopper som den første Danish Crown-rabatten

Af Frede Jakobsen

Som den første kommune i landet har Svendborg nu gjort op med rabatten til slagterigiganten Danish Crown, en rabat, som virksomheden har skaffet sig i flere kommuner på rensning af spildevand. Fra 1. maj slipper svendborgenserne for at skulle betale næsten hele prisen for rensning af spildevandet fra slagterigigantens garverivirksomhed Scan-Hide i Vester Skerninge. Hver måned koster det Svendborg Spildevand A/S 700.000 kroner at rense det. Indtil nu har svendborgenserne betalt de 670.000 kroner, mens Scan-Hide selv kun har betalt 30.000 kroner. Fra næste måned hedder regningen til Scan-Hide: 700.000 kroner.

Alle 29 byrådsmedlemmer i Svendborg hyldede på byrådsmødet tirsdag aften det lovfæstede princip om, at forureneren skal betale. Men næsten halvdelen af dem mente bare ikke, at det skulle være lige nu. Det ændrede imidlertid ikke ved beslutningen. For lige godt halvdelen – 15 – vedtog, at det skal det. Være nu, altså. Det vil sige fra maj måned.

Næsten op til mødets start fortsatte Danish Crown-advokaterne med at true byrådspolitikerne for at få dem til – for tredje gang – at udskyde beslutningen. Det skete med en email fra advokat Kim Trenskow, Advokatfirmaet Kromann Reumert, der mellem linjerne, men alligevel utvetydigt gjorde klart, at sagen vil blive forfulgt juridisk, hvis byrådet alligevel behandlede sagen tirsdag aften. Det betyder nemlig, skrev advokaten, at ”Svendborg Kommune vil handle i klar strid med bestemmelsen i forvaltningslovens § 11 (og §21), hvis sagen ikke udsættes”. Og senere tirsdag aften bebudede Scan-Hides adm. direktør Anders Autzen i TV 2 Fyn-nyhederne, at virksomheden vil gå rettens vej og kræve erstatning af Svendborg Kommune. Scan-Hides advokater har tidligere stillet i udsigt, at kommunen vil blive sagsøgt for 150 millioner kroner, hvis prisen på rensning af spildevandet hæves fra 30.000 til 700.000 kroner om måneden.

Men det blev prisen, hævet altså. Så den nu bliver på 8,4 millioner kroner om året. Mod nu 360.000 kroner om året. Noget tyder oven i købet på, at Scan-Hide stadig vil få rabat. Svendborg Spildevand A/S har gjort op, at det sidste år koste 14,5 millioner kroner at drive Egebjerg Syd-rensningsanlægget, som først og fremmest tager sig af spildevandet fra Scan-Hide. Omkring de 10 af de 14,5 millioner kroner skyldes netop spildevandet fra Scan-Hide.

Ligesom Danish Crown-advokaten forsøgte Venstre at få taget sagen af byrådets møde. Venstre blev støttet af De Konservative og Dansk Folkeparti – men Socialdemokraterne, SF, Tværsocialisterne og Enhedslisten besluttede at behandle sagen om det såkaldte særbidrag, som Scan-Hide skal betale for rensning af spildevandet. Den efterfølgende timelange diskussion rokkede ikke ved positionerne. Den borgerlige opposition kritiserede, at det røde bystyre ikke vil gå ind i en reel dialog med Scan-Hide om at løse problemet med spildevandsbetalingen. Mens repræsentanter for det røde flertal pointerede, at der allerede har været masser af dialog – faktisk i et helt år og dermed også, mens Venstres Lars Erik Hornemann var borgmester sidste år. Uden at Scan-Hide har rokket sig en millimeter.

Afstemningen gav 15 stemmer for at godkende det nye, stærkt forhøjede særbidrag, som Scan-Hide skal betale fra maj måned. Det var samtlige byrådsmedlemmer fra Socialdemokraterne, SF, Tværsocialisterne, Enhedslisten samt løsgængeren Masoum Moradi (tidl. SF). 12 stemte imod – det var Venstre (bortset fra Morten Sol, som havde forladt mødet), Konservative samt det ene af Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer, Jens Munk. Det anden DF’er, Tina Petersen, havde meldt afbud til mødet. I stedet deltog suppleanten Erik Riisager. Han undlod at stemme.