Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard

Diskussionen om SU – statens uddannelsesstøtte – raser på fuld kraft.

Personligt har jeg aldrig fået en krone i SU. Men det skyldes alene, at jeg ikke har gået på nogen videregående uddannelse. Og det selvstudium, som jeg har gennemført, har hverken før eller nu været omfattet af den uddannelsesstøtte, som et flertal af de danske politikere nu vil beskære.

Uanset de konkrete argumenter, så ligger SU-nedskæringerne helt i forlængelse af den gældende EU-filosofi om, at arbejdskraftudbuddet skal øges for at trykke lønnen. Og man skal jo ikke være professor for at gennemskue, at mindre SU vil betyde, at flere studerende skal tage mere erhvervsarbejde samtidig med studierne.

Vi vil altså komme til at se, at endnu flere skal kæmpe om at få fingrene i de ufaglærte og semi-ufaglærte jobs, som findes på arbejdsmarkedet. Resultatet vil være et pres på løn- og arbejdsforhold, og at det vil blive endnu sværere for en almindelig lønmodtager at finde et fuldtidsarbejde indenfor disse områder med en løn, så man kan forsørge en familie. Hvis man er i tvivl, kan man jo bare se på forholdene indenfor restaurations-branchen.

Den aktuelle diskussion om SU’en har skygget lidt for, at EU-domstolen i torsdags afsagde en dom i en sag med den sexede titel: ”Unionsborgerskab – arbejdskraftens frie bevægelighed – princippet om ligebehandling – artikel 45, stk. 2 TEUF – forordning nr. 1612/68/EØF – artikel 7, stk. 2 – direktiv 2004/38/EF – artikel 24, stk. 1 og 2 – undtagelse fra princippet om ligebehandling med hensyn til studiestøtte i form af stipendier eller lån – unionsborger, der studerer i en værtsmedlemsstat – lønnet beskæftigelse før og efter påbegyndelse af studiet – hovedformålet med den pågældendes indrejse på værtsmedlemsstatens område – betydning for den pågældendes status som arbejdstager og for retten til studiestøtte”: http://www.eu-oplysningen.dk/dokumenter/efdomstolen/domme/anlaeggelse/2012/C46_12/.

Sagen – lad os for nemheds skyld kalde den C-46/12 – handler om en udenlandsk statsborger, som havde fået afslag på SU i Danmark. Begrundelsen for afslaget var, at vedkommende godt nok havde arbejdet et par måneder i Danmark før påbegyndelsen af sit studie på Copenhagen Business School, men at vedkommende inden sin indrejse på dansk område havde ansøgt om optagelse på CBS.

På den baggrund konkluderede de danske myndigheder, at den pågældende ikke skulle opfattes som arbejdstager, men som studerende. Og en udenlandsk studerende i Danmark har ikke krav på dansk SU, men må få uddannelsesstøtte fra sit hjemland. Ligesom studerende fra Danmark kan medtage deres SU til studier i udlandet.

Dommen fra i torsdags afviser denne opfattelse. I stedet slår den fast, at ”den omstændighed, at den pågældende er indrejst på værtsmedlemsstatens område med det hovedformål at studere dér, er uden relevans med henblik på at fastslå, om han har status af ”arbejdstager” (…), og dermed for spørgsmålet, om han har ret til studiestøtte på samme betingelser som en statsborger i værtsmedlemsstaten (…)”.

Samtidig slår dommen fast, at en EU-borger ikke kan nægtes dansk SU, hvis vedkommende ”sideløbende udøver en reel og faktisk lønnet beskæftigelse af en art, som tillægger den pågældende status af ”arbejdstager”.”

Hvis denne dom står ved magt – og det gør den naturligvis, da EU-retten har forrang for national ret – så betyder det, at enhver EU-borger, som kan opnå en kortvarig beskæftigelse i Danmark og som kan blive optaget på en uddannelse i Danmark, har den ubetingede ret til at få udbetalt SU, finansieret af de danske skatteydere.

Da dette vil risikere at slå et ordentligt hul i statskassen, så vil EU-tilpasningsivrige politikere naturligvis før eller senere ændre SU-systemet til at bygge på en eller anden variation af optjenings- eller forsikringsprincippet. Præcis ligesom folkepensionen blev ændret fra en borgerret til en optjeningsret. Og ligesom efterlønnen blev ændret fra en almen ret til en forsikringsret. Til skade for almindelige mennesker.

EU’s grænseløse indre marked og en universel velfærdsmodel byggende på borgerrettigheder er som ild og vand. De kan i længden ikke leve side om side. Det seneste bevis er EU-domstolens afgørelse om SU. Satans Union!

(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mog EU).