Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse 

Socialdemokraterne har oplevet én lang nedtur, siden partiet valgte Helle Thorning Schmidt som partiformand.

Helle Thorning Schmidt kunne ikke slå Anders Fog Rasmussen, som hun ellers sådan lidt højrumpet proklamerede, at hun kunne, og hun kunne heller ikke slå Lars Løkke Rasmussen, selv om han er bedre som politisk taskenspiller end som statsminister.

Helle Thorning Schmidt måtte have de Radikale og Enhedslisten til at vippe Lars Løkke Rasmussen af pinden på grund af sit personlige valgnederlag nr. 2 i træk.

Og ved regeringsforhandlingerne i det sorte tårn på Amager dukkede Helle Thorning Schmidt op til forhandlingerne med et helt nyvalgt medlem af Folketinget, som ingen kendte, men som alle i dag kender som manden, der skubbede Henrik Sass Larsen ud på et sidespor hos Socialdemokraterne.

Finansminister Bjarne Corydon fremstår i dag som en endnu mere kynisk og liberal finansminister end hans forgænger Claus Hjort Frederiksen, som eller ikke var tilbageholdende, når det gjaldt om enten at kanøfle syge og arbejdsløse mennesker eller forgylde den del af befolkningen, som allerede havde mest stående på bankbogen enten i Danmark eller i et skattely.

Helle Thorning Schmidt har aldrig været et reelt alternativ til hverken Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen, og Bjarne Corydon har formentlig aldrig været socialdemokrat og da slet ikke et socialdemokratisk alternativ til Claus Hjort Frederiksens kynisme, og derfor er partiet havnet i sin dybeste vælgerkrise nogensinde i partiets historie.

Henrik Sass Larsen manglede ved forhandlingerne i det sorte tårn på Amager, og resultatet blev derfor et Bjarne Corydon-resultat.

Men nu mangler Henrik Sass Larsen ikke længere efter udnævnelsen til Erhvervsminister, hvor han hurtigt og præcist udsendte et signal om, at han hverken frygter Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen eller de mægtige banker i Danmark. Og når han ikke frygter dem, så frygter han heller ikke Margrethe Vestager eller Bjarne Corydon eller for den sags skyld Helle Thorning Schmidt.

Den udstråling af socialdemokratisk selvværd, som Henrik Sass Larsen viser i disse dage, har Socialdemokraterne på gulvet savnet i snart mange år, og derfor vil håbet spire og gro på en måde, som kun kan medføre socialdemokratisk fremgang, og det er partiet vel undt, for det har godt nok stået sløjt til ikke mindst siden den totale socialdemokratiske fiasko i det sorte tårn på Amager.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).