Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Jeg ved det da godt. Der er ikke nogen som helst grund til at antage, at den tidlige sommer i Danmark er smukkere end den i Brunei eller Botswana.

Der er ingen grund til at synes, at en nattergal synger smukkere end en corico eller hoatzin. Det er udelukkende et spørgsmål om prægning. Konrad Lorentz udrugede gåseæg, og de nyudklækkede gæslinger troede, han var deres mor, og trippede troligt rundt efter ham. Og når prægestemplet sidder så dybt i pladen, er det fordi, det blev trykket ind, da pladen var næsten tom og blank. De første indtryk har sat sig så dybt i sindet, at alt andet tager farve efter dem. Derfor og kun derfor. Objektivt set er sommeren ikke smukkere her.

Men jeg er ikke objektiv. Jeg er den, jeg er, med det sind og de prægninger, jeg har. Når jeg bliver ældre, bliver jeg tidsgnier. Der er så få af disse timer, disse soltimer i forsommeren, hvor løvet endnu er skinnende, hvor der endnu ikke er kommet det støvede slør over sommeren, som juli og august lægger.

Lige nu. Lige her. Jeg går ud i haven, og sindet udvider sig til alle sider, det bliver helt åbent og modtageligt, det suger til sig, det suger næring til en lang vinter. Jeg fylder på, jeg lægger til side til mørkere tider. Hylden blomstrer endnu ikke helt, vi venter lidt på de svale hænder. Men knopperne er der. Bonderosen sprang ud i dag. Der er en overdådighed af blomster på rhododendronen. Kastanjens grene er tynget ned af de tunge blomsterlys. Bellis vokser i store flader. Der er alle de små dyr, og de ellevilde katte. Grenene bevæger sig en smule i den lette vind, de sukker af velvære.

Lige nu. Lige her. Dette øjeblik. Så god kan verden være.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).