Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard

I fredags – den 8. marts – blev den internationale kvindedag markeret over hele verden. I den forbindelse blev der sat fokus på kvindeundertrykkelse og problemer, som særligt rammer kvinder.

Dette gjaldt dog ikke justitsminister Morten Bødskov. Han og hans spindoktorer brugte i stedet dagen til at tage forfulgte kvinder som gidsler i deres kamp mod en beslutning truffet af den danske befolkning.

Kort fortalt er historien den, at EU-parlamentet og Rådet i december 2011 underskrev et direktiv, som betyder at man kan tage et polititilhold med på tværs af EU’s grænser (http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2011:338:0002:0018:EN:PDF). Ifølge direktivets artikel 21 skal det være fuldt ud indført i de enkelte landes lovgivning i januar 2015.

Direktivet vil bl.a. være en håndsrækning til de mange kvinder, som bliver forfulgt af en tidligere ægtefælle eller kæreste. Derfor stemte jeg også for forslaget, da det var til afstemning i parlamentet i 2010. Det største problem er sådan set, at det kun gælder i EU og ikke er en international aftale, som omfatter stadig flere lande.

Imidlertid er Danmark ikke automatisk med i aftalen, da den er vedtaget efter regler, som er omfattet af den danske undtagelse fra dele af EU’s fælles retspolitik. Denne undtagelse blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1993 og har siden været grundlaget for dansk EU-politik. Også selvom EU-partierne længe har ønsket undtagelsen fjernet og en endnu større del af retspolitikken i Danmark bestemt i Bruxelles.

I den konkrete sag skal Danmark derfor søge en såkaldt “parallelaftale” med EU, hvorefter den også vil gælde for Danmark. Ganske vist skal de øvrige EU-lande godkende en sådan aftale, for at den kan træde i kraft, men hvorfor skulle de dog ikke det? Det vil jo også komme deres borgere til gode, at et polititilhold, som er udstedt i f.eks. Tyskland eller Frankrig, også vil have beskyttelsesvirkning i Danmark.

Det ved Justitsministeren og hans spindoktorer naturligvis udmærket. I et svar til Pernille Skipper fra Enhedslisten for mindre end et år siden oplyste Morten Bødskov, at parallelaftaler er en mulighed ”hvis Danmarks deltagelse fuldt ud er i Fællesskabets og dets borgeres interesse, og hvis de krav, der stilles til Danmark, er identiske med dem, der stilles til alle medlemsstaterne, således at det sikres, at bestemmelser med samme indhold gælder i Danmark og i de øvrige medlemsstater”. Og det gælder jo i dette tilfælde.

Alligevel bruger Morten Bødskov og hans spindoktorer 8. marts-dagen til en kampagne for, at den danske retsundtagelse rammer de danske kvinder og at den må afskaffes. – Det her er et klart bevis på, hvilken ulempe vores retsforbehold er, udtalte han til dr.dk.

Samtidig udtalte han sig meget forbeholdent i forhold til at anmode om en parallelaftale: – Det er ikke bare noget, man så at sige kan trække i en automat. Al erfaring viser, at det kan godt være, at vi går og tror, vi kan få de her undtagelser igennem, men det er på de andre medlemslandes nåde hver gang.

Tydeligvis er Morten Bødskov ikke interesseret i disse parallelaftaler. De undergraver jo også hans påstand om nødvendigheden af at afskaffe retsundtagelsen. Og det er dét, det handler om. Som han sagde til Ritzau: – Vi synes, vi skal af med de her forbehold. Men som statsministeren også har udtrykt det, så er der lidt uro omkring det europæiske syn lige i øjeblikket. Vi tager folkeafstemningen, når det er det rigtige tidspunkt.

Og mens de venter på “det rigtige tidspunkt”, så bruges tiden altså til at tage udsatte kvinder som gidsler. Men i stedet for at jamre sig over hvor ”besværligt” det er, så burde justitsministeren kaste sig fuld og helt ind i arbejdet med at få en parallelaftale til gavn for både kvinder i Danmark og resten af EU.

Og hvis Morten virkelig synes, at det er så ”besværligt” at føre politik på det grundlag, som den danske befolkning har bestemt, så burde han måske overveje at finde sig et andet job.

(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).