Curt Sørensen – spidskandidat.

Nu er det afgjort. 26 dage før den generalforsamling i Socialdemokraternes Fællesledelse, der formelt skal afgøre, hvem der skal stå øverst på partiets kandidatliste ved kommunalvalget i november næste år, er kandidaten klar. Borgmesterkandidat bliver den nuværende borgmester Curt Sørensen. For i går, 1. april – nej, det er ingen aprilsnar – var sidste chance for at opstille andre kandidater.

I Svendborg er der to socialdemokratiske partiforeninger, Svendborg Partiforening og Svendborg Omegns Socialdemokrater. Begge har holdt generalforsamling. Og begge har indstillet Curt Sørensen til pladsen øverst på den socialdemokratiske kandidatliste. Det vil sige som borgmester-kandidat.

DET BLIVER EN KÅRING

Selve beslutningen skal imidlertid først træffes på generalforsamlingen i de to partiforeningers fællesforum, den socialdemokratiske fællesledelse, den 26. april. Men den dag bliver der tale om kåring. For der er ingen modkandidat, fremgår det af en pressemeddelelse, som den socialdemokratiske fællesledelses formand, Bjarne Elnegaard, udsendte mandag aften. Den lyder sådan

”Curt Sørensen er socialdemokraternes spidskandidat ved kommunalvalget i 2013.

De 2 socialdemokratiske partiforeninger i Svendborg kommune har på deres generalforsamlinger indstillet Curt Sørensen som spidskandidat i 2013.

Der har samtidig været mulighed for, jævnfør vedtægterne, at medlemmer kunne opstille en anden kandidat, hvis man kom med 25 stillere. Tidsfristen for dette udløb den 1. april og der er ikke indkommet andre emner.

På fællesledelsens generalforsamling den 26. april vil der være officiel indstilling/opstilling af spidskandidaten.”

KUP-LIGNENDE SEJR

Det bliver dermed anden gang, Curt Sørensen er borgmesterkandidat for Socialdemokraterne. Han blev borgmester den 1. januar 2010 som et resultat af kommunalvalget i november 2009, hvor de røde partier – Socialdemokratiet, SF, Tværsocialisterne og Enhedslisten – fik 15 ud af byrådets 29 pladser.

Curt Sørensen kom ind i byrådet 1. januar 2006 – det første byråd efter kommunesammenlægningen med Gudme og Egebjerg. Det valg vandt de borgerlige, og Svendborg fik sin første Venstre-borgmester nogensinde.

Ved kommunalvalget kom Curt Sørensen ind på det yderste socialdemokratiske mandat. Kun 195 personlige stemmer fik han. Det var første gang, han opstillede.

Midt i valgperioden rottede den socialdemokratiske byrådsgruppe sig sammen mod den hidtidige spidskandidat, Flemming Madsen, som ikke havde formået at genvinde magten til Socialdemokraterne. Ved et kuplignende initiativ– efter sigende iscenesat af ikke mindst det tidligere folketingsmedlem og nuværende byrådsmedlem Grete Schødts – blev Curt Sørensen gjort til spidskandidat. Ved kommunalvalget november 2009 fik han 2.444 personlige stemmer – kun en smule flere, end Flemming Madsen havde fået ved det foregående valg.

Siden er Curt Sørensens popularitet raslet ned. Det samme er Socialdemokratiets. Ved en måling, foretaget af Gallup for Fyns Amts Avis i december sidste år, var der kun 15 procent af de adspurgte, der erklærede sig tilfredse med Curt Sørensen som borgmester.

Og Socialdemokratiet røg ved samme måling ned på en vælgertilslutning på 21 procent – mod 30,5 ved valget november 2009.

Kritiske socialdemokrater har forsøgt at finde en modkandidat til Curt Sørensen til posten som spidskandidat. Men det er ikke lykkedes. Efter hvad Svendborgs NetAvis fordi de mulige kandidat-emner frygter, at partiet ved næste kommunalvalg lider et stort nederlag. Derfor vil de lade Curt Sørensen tage det forventede valgnederlag på sin kappe. Og så vil de forsge på at blive spidskandidat ved valget fire år senere – i november 2017.