Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Når man skal vurdere løsningen på et problem, er det nødvendigt at kende problemet.

S og SF har hver deres problemer, som kræver hver deres løsninger, og derfor behøver der nødvendigvis ikke at være nogen sammenhæng mellem størrelsen af Socialdemokraternes problemer og Karsten Hønges måde at udstille SF’s problemer på.

Problemet hos SF er – som fremhævet gentagne gange af diverse politiske kommentatorer – at partiet kom med i en regering alene med det formål at give regeringen et socialt alibi.

Hvis denne birolle som socialt alibi i en asocial regering skulle have undgået de problemer, som nu florerer med orkanagtig styrke, skulle regeringsforhandlingerne i det sorte tårn på Amager være endt med et helt andet indhold, der ligesom manifesterede over for omverdenen, at SF var et ligeværdigt regeringsparti og ikke blot et socialt alibi.

SF har derfor været total uden magt og indflydelse siden de berømte dage i det sorte tårn på Amager, og derfor har alt og alle vidst, at det ikke kunne ende anderledes end det, vi oplever i disse dage.

Socialdemokraternes problem er af en helt anden kaliber og med langt mere vidtrækkende konsekvenser.

Socialdemokraternes problem består i, at magtmennesket Bjarne Corydon på mystisk vis manøvrerede Henrik Sass Larsen ud på et sidespor og satte sig noget så eftertrykkeligt på magten i Socialdemokraternes folketingsgruppe. Og det gjorde han allerede på sin første dag som nyvalgt folketingsmedlem.

Magtmennesket Bjarne Corydon delte imidlertid politisk ideologi med Margrethe Vestager og ikke med det politiske bagland, som han reelt intet kendte til, eftersom hans politiske “karriere” hidtil havde bestået i at gå og putte sig i nærheden af landets kommende statsminister Helle Thorning Schmidt. Selvfølgelig som velbetalt rådgiver.

Regeringsgrundlaget var derfor mere et udtryk for en fælles politisk liberal målsætning for Margrethe Vestager og Bjarne Corydon, end det var udtryk for Socialdemokraternes politiske forventninger som fremtidigt regeringsparti.

Socialdemokraternes historiske måde at skabe resultater på har taget udgangspunkt i medlemmerne i de lokale partiforeninger, i de lokale fagforeninger, som var tæt knyttet til medlemmerne og den lokale partiforening, og til de faglige organisationer på landsplan.

Denne konstruktion indebar ikke alene en enorm styrke i dagligdagen mellem to folketingsvalg. Den indebar også en enorm styrke i valgkampe, når alle mand kom på banen for at bidrage til et godt valgresultat.

Det er indtil videre lykkedes for magtmennesket Bjarne Corydon at ydmyge alle de medlemmer, lokale partiforeninger, lokale fagforeninger og landsorganisationer, som alle dage har været det bærende fundament hos Socialdemokraterne, og det så meget, at disse i stadigt stigende omfang har lagt afstand til personen Bjarne Corydon og til den liberale politik, som han ad bagdøren og på en lurvet måde har indført som værende socialdemokratisk politik.

Bjarne Corydon har cuttet forbindelsen til partiets rødder, og han har gjort det på en så arrogant og ydmygende måde, at det vil tage mange, mange år, inden partiet har genvundet det tabte.

Bjarne Corydons magtfuldkommenhed har ikke alene fået Socialdemokraterne til at forbløde. Han har samtidig sikret, at hans liberale politik vil kunne videreføres under Lars Løkke Rasmussen ledelse i mindst to valgperioder.

Der er med andre ord stor forskel på problemmassen for den socialdemokratiske brygmester og hans tynde øl fra SF, og den forskel forandres ikke det mindste af Karsten Hønges overlevelsesinitiativ.

SF vil kunne løse en del af partiets problemer ved at udtræde af den ydmygende rolle som regeringens falske sociale alibi, mens genopretningen hos Socialdemokraterne ikke kan påbegyndes før Bjarne Corydon er smidt ud af partiet.

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).