Kommunekassen vigtigere end mennesker

KOMMENTAR: Fra politikerne i Svendborg har det – en smule forenklet, men kun en smule – lydt igen og igen: Desværre, love og regler er, som love og regler er. De er lavet på Christiansborg. Vi bliver nødt til at følge dem. Og det gør vi. Der er ikke noget at komme efter. Punktum.

Det handler om de borgere, der er kommet i klemme i sygedagpenge-systemet. Hvor kommunen f.eks. har standset udbetalingen af sygedagpenge til dem. I stedet er de røget på kontanthjælp – eller rettere: De har fået lov til at søge om kontanthjælp, men ikke nødvendigvis fået så meget som en klink fra kommunekassen. Syge svendborgensere er havnet i en fortvivlende situation – økonomisk, socialt, menneskeligt.

Beklager, men sådan er lovgivningen. Der er ikke noget at komme efter. Der har været trængsel ved den kommunale håndvask. Der er bare den lille hage ved det, at sæben ved håndvasken ikke virker. Den kan ikke fjerne snavset fra politikernes hænder. De kan godt gøre noget andet – hvis de vil. De kan udstikke en anden linje for Jobcenterets behandling af sygemeldte borgere – og for den sags alle andre, som Jobcentret tager sig af. Det vil koste kommunen penge, javel, men det er så det valg, politikerne tager. Det må ikke koste kommunen flere penge – koste, hvad det koste vil for de mennesker, det kommer til at gå ud over.

Er det nu ikke en grov påstand? Nej, den dokumenteres i en helt ny rapport – ”Evaluering af de økonomiske styringsmekanismer på beskæftigelsesområdet”, som Slotsholm A/S sammen med professorerne Michael Svarer og Michael Rosholm, Århus Universitet, har lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen. Undersøgelsen er baseret på flere hundrede interviews med jobcenter-chefer, sagsbehandlere, kommunaldirektører, borgmestre m.fl. Den viser med al uønskelig tydelighed, at kommunernes indsats – via deres Jobcenter – på dette område er styret af jagten på penge, på kassetænkning og på at få højst mulig statsrefusion på udgifterne.

Der er – det fremgår også af rapporten – kritik af den stramme statslige styring på området. Men det betyder altså ikke, at de kommunale politikere ikke har indflydelse på den linje, som ledelsen i et kommunalt Jobcenter lægger, og som sagsbehandlerne skal følge i mødet med borgerne. Sådan siges det i rapporten:

”At kommunen rent faktisk har muligheder for at træffe beslutninger og føre politik i forhold til beskæftigelsesindsatsen, er en udbredt holdning blandt jobcentercheferne. I den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse har de svaret på, om de kommunale politikere mener, at kommunen selv kan påvirke, om de kommunale forsørgelsesudgifter stiger”. Den generelle vurdering er, at det kan man. ”Godt seks ud af ti mener, at man kan påvirke, mens knap tre ud af ti mener det modsatte. Med andre ord: Jobcentercheferne bekræfter, at der træffes lokale politiske beslutninger, som man oplever kan gøre en forskel”.

Og hvad er det så, Jobcentercheferne ”oplever, at lokale politikere lægger vægt på i forhold til beskæftigelsesindsatsen”? Jo, ”i fokus hos politikerne” er især ”de tre store styringsredskaber”. Og hvad er så det for tre redskaber? ”Det er refusionsbortfald ved manglende rettidighed, refusionsbortfald for sygedagpenge efter 52 ugers sygdom og differentieringen af refusion i forhold til borgernes aktive og passive perioder”.

Næsten alle jobcentercheferne mener, ”at politikerne i høj grad lægger vægt på, at kommunen ikke går glip af statsrefusion, og på at færrest mulig modtager sygedagpenge ud over de 52 ugers sygefravær”.

Hvis vi nu holder os til det med sygedagpengene og de 52 uger, så handler det om kommunekassen mere end om den syge borger. Prøv lige at se, hvad der står i rapporten: ”Ved interviewene er deltagerne blevet bedt om at erklære sig enige eller uenige i følgende udsagn: ’Kommunen skal selv betale den fulde udgift til sygedagpenge, når fraværet går ud over 52 uger. Derfor er kommunen optaget af at sikre, at forløb ikke må gå ud over 52 uger’. Ikke en eneste top-, beskæftigelses- eller jobcenterchef erklærede sig uenig i dette synspunkt. Blandt sagsbehandlere var det otte ud af ti, der erklærede sig enige”.

Og se så hvad rapporten derefter skriver: ”Der er ingen tvivl om, at mange sagsbehandlere oplever et betydeligt pres fra ledelsens side i forhold til at få lukket sager. En sagsbehandler siger: ’Jeg bliver målt på, hvor mange sager jeg har ud over de 52 uger. Om jeg kan nå at afklare de borgere, jeg har med at gøre. Vi har en tavle, hvor der en gang om ugen bliver skrevet, hvor mange sager vi har over de 52 uger. Vores teamleder sætter en lille streg, hver gang vi har lavet en indstilling til forlængelse. Jeg føler det som kontrol’. På samme måde kommer borgere på kontanthjælp eller tilbage på dagpenge, når varighedsgrænsen nærmer sig. Eller de bliver bevilget fleksjob. En sygedagpengemedarbejder siger: ’Vores opgave er at lukke sager. Vi er lidt ligeglade med, om de ryger over på kontanthjælp. Vi har gjort som chefen siger. Ud med dem – de skal ikke tælle hos os’.”

Og det handler ikke om, at de syge er blevet raske – og dermed er overgået til det, der kaldes ”selvforsørgelse”. Nej, det handler ene og alene om at få de fortsat syge borgere over på lavere ydelser – helst på kontanthjælp, for det giver den største besparelse for kommunekassen. Men under alle omstændigheder bare til en anden offentlig ydelse – fordi alle andre ydelser er billigere end sygedagpenge. Eller, som det hedder med rapportens ord, så ”kan der for kommunerne være god økonomi i at flytte sygedagpengemodtagere med langvarige forløb bag sig over på andre ydelser. F.eks. er besparelsen betydelig, hvis en borger i stedet for sygedagpenge får bevilget kontanthjælp. En kontanthjælpsmodtager, der er passiv, giver en besparelse på ca. 111.000 på et år i forhold til, hvis vedkommende modtog sygedagpenge. Er vedkommende i stedet aktiv, er der tale om en besparelse på ca. 150.000 kr.”

Den er hårrejsende læsning – den 145 sider lange, tøre rapport. For bag ordene, tallene, statistikken gemmer der sig en historie om kommunekassen contra borgere, der på grund af sygdom er kommet i en meget svær livssituation. Hvad skal veje tungest? Hvilken side er de lokale politikere på?

Hvilken side er Svendborgs politikere på? De kan ikke bare vaske hænder og henvise til, at de følger love og regler udstukket fra højere sted. For de kan, som det fremgår af rapporten, bestemme, at Jobcentret skal gøre noget andet end det, Jobcentret gør i dag. De kan lægge en mere social linje – hvad mange borgere da også regnede med ville ske, da byrådsflertallet 1. januar i år skiftede til de røde partier, som stort set alle i deres partinavn har ordet ”social”: Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Tværsocialisterne og Enhedslisten.

Men der er ikke blevet udstukket nyt retningslinjer for Jobcentret fra det røde bystyre. Det røde bystyre er så lidt stolt af sig selv i disse sager, at det helst holder munden lukket. Det er ikke klædeligt. Men dog det mindste problem – det største er behandlingen af syge borgere.

Se hele rapporten ”Evaluering af de økonomiske styringsmekanismer på beskæftigelsesområdet” her.