Et kompromissøgende band i Guldsalen

”Meine Damen und Herren – es war desværren” ikke så fedt, som jeg havde forventet.

Die Herren –  U2 kopi-bandet– har manifesteret sig som et af Danmarks absolut fedeste kopibands og havde i denne omgang indtaget Borgerforeningen – Svendborgs nye samlingssted og kulturhus. Med en entrepris på 170 kroner havde jeg som publikum sat næsen op efter en ”Die Herren rus” og trådte med åbent sind og positiv energi ind ad døren til Guldsalen, hvor adskillige andre Die Herren- og U2-fans havde samlet sig.

Repertoiret var en blanding af klassikere, men også materiale, der ikke lige er at finde i karaoke-maskinen – og det var egentlig også ok. I disse sange kunne jeg bedre koncentrere mig om at lytte ind i de enkelte musikeres kunnen og gøren ( ja, det er jo mit job som anmelder at tage ”brillerne ned på næsen”). Det var velspillende musikere, som bakkede op om forsangeren, Mono (smart – det rimer nemlig på B…). Ingen tvivl om at hans stemme er udgangspunktet for, at bandet overhovedet eksisterer. Lukkede jeg øjnene, var der faktisk øjeblikke, hvor jeg var overbevist om, at Bono havde parkeret jetten på Torvet og indtaget Guldsalen! Desværre var der ”slåfejl” undervejs, og det giver sorte streger i bogen. Fy! Få styr på akkorderne, drenge!

Hovedparten af publikum var dog med dem fra start til slut, og begejstringen ville for nogens vedkommende ingen ende tage. Men som den lytter, jeg nu engang er, og  som U2-fan, kunne jeg dog have ønsket mig, at de havde holdt mere fast i ren-kopi-konceptet fra start til slut. Det virkede lidt, som om de enten er begyndt at kede sig i øvelokalet og derfor er åbnet op for at eksperimentere, eller også har de spillet sammen så længe, at de har mistet troen på, at det, de gjorde for bare fem år siden, stadig holder. Nemlig at være tro mod originalen. Eksempelvis valgte de i det allersidste ekstranummer at sende os ud af døren med Kim Larsens ”Hvis du vil ha mig, så kom og tag mig”. Ej – ellers tak! Det virkede plat, og som publikum følte jeg, mit intellekt blev lettere krænket.

Til gengæld skal de have ros for lyssætningen, scenografien og ikke mindst lyden. Det er svært at lave god lyd i den nye Guldsal, men der sad en dygtig mand ved pulten.

I dag kan man så, hvis man går ind på Die Herrens hjemmeside, se billeder fra gårsdagens koncert. De ligger garanteret også på Facebook; vores allesammens cyber-nekrolog-væg. Gennem hele andet sæt havde Mono nemlig travlt med at forevige sig selv og publikum med et digitalt kamera. Til min store irritation! Det smagte af selvfedme og selvsving, og det virkede desværre respektløst og ikke tilstedeværende overfor resten af salens tilhørere.

Men til deres forsvar må jeg jo erkende, at vi lever i en tid, hvor vi konstant har brug for at markere os som kunstnere ved at være konstant up-datede og dokumenterede for at kunne retfærdiggøre vores eksistens og ikke drukne i mængden. Dog kunne man fremadrettet godt forestille sig, at en fotograf kunne stå for snapshotsene.

Jeg oplevede et kompromissøgende band, som gerne vil være ”venner med alle” a la Lars Lilholt . Jeg kunne i stedet have ønsket mig de opretholdt illusionen – så havde det retfærdiggjort de 170 kroner, det rent faktisk kostede at komme ind.