“Røde” Mette Frederiksen.

Af Arno Kruse

Det var nedslående at opleve “røde” Mette Frederiksen forsøge at bortforklare, at halveringen af sygedagpengeperioden fra 52 uger til 26 uger ikke var et løftebrud i forhold til regeringsaftalen, som fastslog, at regeringen ville afskaffe varighedsbegrænsningen.

En halvering af dagpengeperioden er åbenbart ifølge “røde” Mette Frederiksens opfattelse det samme som en afskaffelse. Kan man egentlig komme længere væk fra fra begrebet ærlighed og redelighed, end “røde” Mette Frederiksen er kommet i dag?

Een ting er uærligheden og uredeligheden, en anden ting er selve den linie, som indholdet i sygedagpengereformen er et udtryk for.

Under VK(O)-regeringen op gennem 00’erne blev der arbejdet målrettet hen imod en opsplitning af samfundet i så mange marginalgrupper som overhovedet muligt. Jo flere marginalgrupper, jo flere muligheder for at skabe splittelse i befolkningen.

Forslaget i dag fra “røde” Mette Frederiksen er en fortsættelse af denne politiske linie. Nu skal syge mennesker deles op i marginalgrupper efter sygdommens art, fordi netop sygdommens art er bestemmende for, hvilken ydelse den syge kan modtage.

Livstruede kræft- og hjertepatienter vil kunne få sygedagpenge i ubegrænset tid, hvilket kan forekomme bemærkelsesværdigt, når der er tale om syge mennesker, der opfylder betingelserne for tilkendelse af førtidspension. Sygedagpengene er ca. 4.000 kr. højere om måneden end førtidspension.

Finansieringen heraf sker gennem en halvering af sygedagpengeperioden for de syge mennesker, der ikke er ramt af en livstruende sygdom.

Formålet med sygedagpenge er at give syge mennesker mulighed for at opretholde en rimelig levestandard, og dette princip har hidtil været praktiseret ud fra en betragtning om, at sygdommens art ikke har indflydelse på den sygdomsramtes økonomiske situation, idet en sygdomsramt vil få de samme økonomiske problemer ved at overgå fra sygedagpenge til kontanthjælp, eller ved at gå fra sygedagpenge til førtidspension.

Med dagens forslag indfører man en økonomisk forskelsbehandling af syge mennesker, hvilket absolut ikke styrker homogeniteten i samfundet.

Samtidig medfører forslaget fra “røde” Mette Frederiksen, at der skabes en forskel på dagpengemodtagere og sygedagpengemodtagere, når retten til dagpenge ophører. Den ledige på kontanthjælp vil blive omfattet af konsekvenserne af ægtefællens indtægt, mens den syge på kontanthjælp ikke vil blive omfattet af konsekvenserne af ægtefællens indtægt.

Når der igen henses til, at ydelserne er en kompensation for manglende indtægt, skabes der ulighed, når der gives forskellige ydelser på det tidspunkt, hvor retten til dagpenge ophører.

I den forbindelse må det helt klart forventes, at ledige dagpengemodtagere vil melde sig syge umiddelbart inden dagpengeretten ophører, og dette vil selvfølgelig forekomme for de ledige dagpengemodtagere, som ikke vil kunne modtage kontanthjælp på grund af ægtefællens indtægt.

Det, som “røde” Mette Frederiksen har foreslået i dag, ville hun før sidste valg have betegnet som helt og aldeles uacceptabelt i et solidarisk velfærdssamfund. En ministerpost kan sandelig ændre på holdningen, hæderligheden, ærligheden og redeligheden.

Men samlet set for den nye regering er der vel blot at sige, at de mange løftebrud har indført en naturlig og helt automatisk varighedsbegrænsning for Thorning-regeringen. Den går lige nøjagtig til kl. 20.00 næste valgaften og ikke et sekund længere, og der kan ikke udbetales dagpenge, da ledigheden er selvforskyldt!

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er efterlønner. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).