I dag slutter høringsperioden for forslagene til besparelser i kommunen på 75 millioner kroner. Til børn- og ungepolitikerne er der i den sammenhæng produceret en rapport om “Kvalitet i dagtilbud” – en rapport med fortielser, fordrejninger, forklejninger, skriver pædagog Henning Andersen i denne kommentar.

Hvad siger Svendborgs byrådspolitikere til den slags hanky-panky?

Af Henning Andersen

Henning Andersen

Om ikke så forfærdeligt længe skal Svendborgs politikere forsøge sig med en afklaring af, hvorledes de bedst ser sig rustede til at kunne udtale sig og agere kvalificeret i forhold til konsekvenserne af den ”besparelsestrussel”, der er lagt ned over den offentlige sektor i kommunen. Herunder dagtilbud – ”børnepasning”! Deadline for indlevering af høringssvar fra de involverede parter er i dag, tirsdag d. 22. juni, hvorefter politikerne har en uges tid til at læse sig gennem bunkerne.

Formodentlig – og forhåbentlig – vil politikerne forholde sig politisk til materialet, frem for primært at læne sig op af embedsmændenes indstillinger. Fra den kant synes ”de nødvendige tiltag” nemlig at have stået klart fra starten – helt uden at forholde sig til andet end budgetmæssige ”vilkår”, endsige omstændigheder, der kunne rykke ved synet på disse postulerede vilkår. Og heller ikke informere sagligt om dem. Hvilket bliver ganske tydeligt, når man nærlæser dagsorden og referat fra mødet i Udvalget for Børn og Unge i Svendborg Kommune, tirsdag d. 15. juni 2010.

Det spændende, og det, som dette indlæg forholder sig til, er, at udmeldingen oprindeligt (på ”Dialogmøde” og på ”Fyraftensmøde”) var, at der i ”brugertilfredshedsundersøgelserne” ikke var ”signifikante forskelle” på borgernes tilfredshedskoefficient, mellem de respektive kommuner (Svendborg, Middelfart og Kalundborg), hvorfor de kvalitative forhold måtte betragtes som ensartede eller lige. Hermed var der ikke nogen grund til at diskutere de materier yderligere, men i stedet koncentrere sig om de væsentlige aspekter, nemlig at det koster mere i Svendborg at kvalificere ydelsen, end det gør i de ”sammenlignelige kommuner”.

Men! Og ”hovsa”. I referatet fra udvalget er der, under punkt 5), bilagt materialerne ”Benchmark-rapport”, samt ”Kvalitet i dagtilbud”. Det første består af skemaer og tal, og som tilforn er dette indlægs intention ikke at analysere frem og tilbage på alle disse tal og skemaer. Men ”Kvalitet i dagtilbud” er til gengæld ”sprængfarlig bombe”. I dette bilag kan man nemlig læse, at analysefirmaet Udviklingsforum I/S må konstatere en signifikant afvigelse fra de to ”sammenlignelige kommuner” på 9 punkter, i svendborgensiske forældres favør. Hvilket jeg vil komme tilbage til.

Mere ”signifikant” er det, at de øvrige adspurgte tilfredshedsparametre (voksnes kontakt med børn, pædagogernes kontakt med forældre, omsorg for det enkelte barn, tryghed i rammerne, trivsel i hverdagen, mulighed for personlig såvel som kollektiv udvikling etc.) ikke er forhold, man kan vælge fra eller til, men krav som er nedfældet i dagtilbudsloven ( i gamle dage – og vel i et vist omfang stadig: – servicelovens §26, stk. 3-7 …… med mindre min hukommelse skulle have svigtet mig totalt). Det kan man selvfølgelig – alt efter temperament – godt opfatte som ”kvalitet”. Hvilket er en irrelevant tilkendegivelse, al den stund at disse ydelser er lovgivningsmæssigt sanktionerede – hvorfor det er nonsens at betragte dem som noget ekstraordinært. Og det er måske præcis legitimeringen i Svendborg for at lade dem ude af betragtning? Til gengæld undlader man så også at berøre de 9 specifikke punkter – idet man fastholder at: ”- der er ingen signifikante forskelle”!

Hvad siger politikerne til den slags hanky-panky? Man skulle dog tro, at hvis man hyrede kompetente mennesker til at forestå en analyse – for slet ikke at tale om, hvad det monstro har kostet – så ville man også forholde sig til analysens resultater. Det gør man så også – på de punkter, der er i stand til at validere det standpunkt man fra starten indtog. And the devil take the rest…!

Og hér må man spørge, hvorfor det så er så væsentligt at bruge pop-smarte catch-phrases som ”benchmark”, ”kvalitetsoptimering” og ”slankning” – hvis det, man i virkeligheden beskæftiger sig med, er god gammeldags nedskæringspolitik? Hvad skulle det være alibi for? Eller er der tale om en hemmelig identitet, vi andre ikke må kende eksistensen af, siden det er væsentligt at udelade disse forhold i fremlæggelsen af ”vilkår”?

Men for nu at komme tilbage til de 9 forhold, som Udviklingsforum I/S fremdrager blandt de adspurgte forældre (i de tre kommuner): – Så skiller Svendborgs forældre sig altså markant ud i forhold til de øvrige kommuners forældre i tilfredshedsanalysen. Og den større ”tilfredshed” drejer sig primært om områder, der tilgodeser nærhedsprincippet og ”borgeren i centrum”. I et vist omfang også ”CittaSlow”, idet der synes at være ressourcer i Svendborgs dagtilbud til at kunne gå i kvalitativ dialog med ”brugeren” om ”enheden”, på ”en daglig basis” (og på dansk: ” – at der er tid og ressourcer til, at forældre og pædagoger kan snakke lidt om, hvordan det ligesom går med barnet”)! Samt at kunne tilvejebringe muligheden for positiv udvikling, og kunne kommunikere nødvendigheden af samme indenfor en forståelsesramme, der gør barnets opvækst til et fælles anliggende, og ikke et institutionaliseret ”vilkår”!

Denne signifikante forskel, der præcis udlægger det kvalitative som modpol til det budget-mæssigt kvantitative, er altså henvist til et bilag, og ikke inddraget i fremlæggelsen på de to ovenfor nævnte møder, hvor legitimeringen af den besparelsesmæssige indsats blev fremlagt – primært som et positivt tiltag, udfra tesen om ”at det kan jo ikke være anderledes!” Argumentationen for det modsatte? Det må de berørte parter selv finde ud af – bagefter…..

Er det sådan, Svendborg Kommune sér sig selv? Fortielser, fordrejninger, forklejninger? Er det sådan, Svendborgs politikere sér sig selv bedst ”påklædt” i forbindelse med budget-forhandlinger? Er det sådan, man definerer ”etikken” i Svendborg Kommune: ” – bagefter skal de nok få det hele at vide, men lige nu bestemmer ”vi” hvordan perspektiv og optik skal fokuseres?”

Er det ”redelighed” at definere velfærdskoefficienten ud fra laveste fællesnævner? Og nej! Det er ikke en eufemisme for min personlige frustration! Det er en konsekvens af indstillingen fra administrationen – til politikerne! For hvis man forelægger den umiddelbare indstilling, uimodsagt og uden kommentarer, samt vælger at overhøre indlæg fra høringsparter, så bliver konsekvensen, at dagtilbudsområdet i Svendborg præcis er i stand til at overholde dagtilbudsloven – und nichts weiter! Men dét, d’damer og herrer politikere, er ikke ”kvalitet”. Det er – ja, rigtigt gættet – ”Vilkår”! Så velkommen i klubben for mennesker, der må høre begrebet ”vilkår” fremført med salvelsesfuld malmrøst, hver gang noget skal tørres af på andre.

Og lige dér er jeg da overordentligt glad for at jeg, personligt, ikke har børn i en alder, hvor de skal udsættes for den øvelse. Og samtidig vil jeg da glæde mig til at høre, hvordan Svendborgs politikere vil ophøje overholdelse af lovgivningen til at være noget ekstraordinært kvalitetsfremmende og uhørt pragtfuldt – ikke mindst på dagtilbudsområdet.

Min ”hemmelige identitet” er at være ganske ordinær borger (efter at have krænget min superhelte-trikot som pædagog i Svendborg af mig), og jeg er ikke forarget. Jeg er heller ikke skuffet. Nej, jeg er stiktosset og arrig over en himmelråbende arrogance fra administrationens side, der sideordner mig til en observatørstatus og krænker min intelligens. Hvordan kan man, i et demokrati ( – øhe, hvad?), så meget som kærtegne tanken om at tilbageholde oplysninger, nedtone væsentligheder eller udelade centrale forhold – under dække af, at ”vi vil jo alle det bedste”? Uden i øvrigt at berøre definitioner på hvem ”vi” eller ”det bedste” er?

Hvordan kan man påstå, at ”sådan ligger landet”, når man har gemt kortet væk? Hvordan kan man påstå, at kvaliteten er ”den samme” i de tre kommuner i benchmarking’en, når den helt klart ikke er? Hvordan kan man erklære sig beredvillig til diskussion om kvalitetsforbedringer, mens man anser fremtiden for sikret, hvis man blot lever op til mindstemålet i lovkravet. Det er bestemt ikke nogen ”win-win-situation”, hvorfor man – lidt uhøfligt, javist – nok snarere må se det som: ”Vi vil være billigst”! I formidlingen af fakta, må man nok sige at dette – indtil videre – er lykkedes i fabelagtig grad! Sådan skal det nemlig gøres…

(Henning Andersen, Oure, er pædagog i Svendborg).