”Mor … jeg ooorker altså ikke se mere dukketeater!”

I denne uge er der børneteaterfestival i Randers. Alle turnerende børneteatre i hele Danmark er samlet i én by, og spiller deres forestillinger for byens borgere og hinanden.

Tusindvis af børn og voksne befinder sig i et midtjysk hvirvlende inferno af scenekunst og børnekultur, og går rundt og oplever.

Nogle familier ser én nøje udvalgt forestilling på en weekend, andre åbner øjne og hjerter på vid gab og ser fire, fem forestillinger på en dag.

Farvede lamper, lydeffekter, musik, sang, dans, stilhed, røgmaskiner, farvestrålende kostumer, glitter, sorte bagtæpper, stilhed og mørke.

Forestillinger om prinsesser i gymnastikskabe, mobning blandt måger, sagn om de nordiske guder, spaghetti, venskab, havets dyr, moral og om hvordan man bliver venner med et egern.

Børn, børn, børn, børn!

Børn i alle aldre, farver og størrelser, som griner, græder, ængstes, glædes, overraskes, fortrylles, kedes halvt ihjel og opmuntres til at tage én dag til.

Lærere, som tysser, forklarer og overvåger, og indimellem glemmer sig selv i et morsomt eller rørende øjeblik.

Forældre, som skæver til poderne, retter på lyserøde knækspænder og forsøger at bedømme, om det nu var den rigtige forestilling til det rigtige barn, og om oplevelsen vil give samtalestof til middagsbordet.

Og bag kulisserne kilometervis af Gaffa-tape, støvet sort molton, slidte ledninger, sminkekasser og gennembladrede manuskripthæfter.

Publikum og kunstnere, som mødes.

Mødes om kunsteriske fortolkninger af fortid, samtid, nutid og fremtid.

Mødes om spejlinger af livet, som det leves og opleves, i børnehøjde, i voksen refleksion og hver eneste dag.

Mødes i teatrets skrøbelige og sindssygt stærke NU – som, når det virker, giver en oplevelse af, at netop DETTE øjeblik er en dyrebar og eksklusiv gave.

Mødet giver stof til eftertanke og eksistentiel fantasi.

Mødet giver mod til at leve ærligt – turde vælge andre veje, eller bare stå ved den vej, man har valgt.

Som ”dronningen af dansk børneteater”, Bodil Alling, skrev engang: ”Der sker ikke så meget ved, at kunsten ikke er der. Men der KAN ske en hel masse, når den er der”.

Flere møder, tak!

(Helen Steensbæk Schrøder, Svendborg, er informationsmedarbejder ved BaggårdTeatret).