Henning Andersen.

Henning Andersen.

Af Henning Andersen

Nu har jeg i været i VirksomhedsPraktik i et nærliggende byggemarked i de sidste tre uger. Der har jeg satanbrækkemig fået lov at bestille noget – det skulle jo også være så sundt for sådan nogle samfundsnassere som mig. ”Hvis du kan, så skal du”, som der står på plakaterne.

Jeg skal i tavshed forbigå, hvad jeg mener om “konstruktionen” af rekrutteringsordningen i virksomheden – men dog pointere, at butikken angiveligt overlever på, nåja, “revl og krat”. Det kommer vi tilbage til, lige om lidt. Og vi kommer også tilbage til ”virksomhedspraktik” som en eksponent for moderne dansk jobformidling. Bare rolig.

I den forgangne uge har jeg: – fejet gulv (hold da kæft hvor jeg har fejet noget gulv – skemaet på kontoret siger, at der er omkring 800 meter “gang-plads”. Jo, men for at feje den afstand må du gerne gange med noget, der hedder halvanden, for at finde arealet (DET ER OVER EN KILOMETER fejning). Så har jeg tømt affald – 100 liters sække med fals og binding, til affaldsplads. Dem er der cirka 10 af. Så har jeg sat lister og brædder og faldrør og vandrør og tagrender og fittings på plads, med samt hylder, plexiglas og kronebeslag (det bruges til noget vvs-noget, jeg ikke har forstået). Fremfor alt har jeg “trimmet”, hvilket i al sin banale enkelthed går ud på at rydde op på hylderne, sætte tingene pænt og fylde op samt redigere prisskilte og “placement”.

Idag har jeg slæbt døre, lister, plader, mørtel, cement, græsfrø, plantemuld, plantetrim, vandet planter, trimmet affaldscontainer, påpladssat (det hedder det) malerartikler, fugemasse, kalk, kridt og – nej, ikke krudt (“det fører vi ikke”), samt – selvfølgelig – den obligatoriske “lærlinge-opgave”, der formuleredes sådan: ” – den her plyt skal du have monteret på den gamle græsslåmaskine – det er omme bag det andre – pas på at den ikke kommer til at rage ind i trækket!” – Og så fik jeg et sæt plastikhjul – og gik ud og drak kaffe.

Bagefter gik jeg hen til bajsen og sagde, at falsen i overdrejet var fejlvendt, så det kunne ikke lade sig gøre.

- Skal du spille smart?

- Nej, jeg skal åbenbart spille dum!

Så fik jeg lov at vaske op – osse lige på en studs.

I denne uge har jeg ikke haft “uniform” på. Chefen sagde, at det dels var, fordi man havde erfaring med en tidligere VP (nej det har intet med VIP at gøre – det betyder ”VirksomhedsPraktikant), som – iført fuld kostume – decideret havde pandet en kunde i gulvet, på andendagen i hans praktikforløb (praktikantens – ikke kundens).

Ikke desto mindre – når man nu render rundt med en kost, handsker, en pallevogn, eller sidder på gullerren og sorterer fittings, skruer eller beslag, så kan de fleste kunder godt regne ud, at man har en eller anden forbindelse til ”firmaet”. Og de henvender sig med spørgsmål og råd om vejledning, ja, og alt sådan noget.

Som gammel pædagog – ret gammel, efterhånden – er man selvfølgelig servicebevidst og gør hvad man kan for at hjælpe og rådgive. Men man er jo ikke håndværker – par se – og firmaets motto er under alle omstændigheder “høflig selvbetjening”. Men det der i den grad har undret mig er, at op imod 75% af kunderne, der henvender sig, allerede er oppe i det røde felt. Stærkt vrede, fly forbandede og forlanger “room-service” nu, her & øjeblikkeligt.

Eksemplerne springer vi over – men tro mig på mit ord. Og jeg fatter ikke lige, hvad der foregår – til trods for det pædagogiske i min faglige baggrund og en udmærket psykologisk indsigt, jo tak ska De ha’, så har jeg ikke knækket lige den kode.

Jeg vil spørge på ”chef-gangen” en af dagene, hvad det lige er, der sker. Indtil videre har ”ledelsen” bare sagt, at jeg skal opføre mig ordentligt, indtil kunderne gør noget andet. Og derefter må jeg godt smide dem ud af butikken. Andre har sagt, at jeg bare skal smile bredere og bredere, og sige ”De”. Men det undrer mig lidt, hvad de hér kunder egentligt er så sure over.

Nå skidt.

Og nu jeg har nævnt min pædagogiske baggrund, da til det sjove:

Butikken har omkring 20 ”medarbejdere” (jeg er så nummer 21). Omkring 15 af disse er der på “særlig foranledning” – og IKKE fastansatte, men sådan lidt frit svævende i firmamentet. Herunder undertegnede. Det vil jeg ikke blande mig selv eller andre op i. Blot konstatere, at både fastansatte og fritsvævende kommer i mange former og udgaver, samt at socialpædagogik fungerer bedst, når den er konkret og ”in real-time”. Og det er butikken sådan set en meget god eksponent for, idet trefjerdedele af personalet synes at ”have en rem af huden”, mens alle vi andre er helt normale…… – eller noget -

Denne modus vivendi afspejler, på den anden side, meget godt “vækstlaget” i den mere overordnede Top Of The Pops, idet distriktschefen for byggemarkedet angiveligt (aber vonhörensagen) går hysterisk op i: – at gulvene er rene!

Og regionschefen går op i one thing only: – at ALLE varer hænger på deres plads, ALTID, HVERGANG, HELE TIDEN – & Snorlige! Medsamt hans motto: – “Vi har ALDRIG udsolgt!”

Ta’ den!

Jojo, det er oplysende og udviklende, at være i VP.

Men det er egentligt i orden. ”Chefteamet” bankede mig hårdt i ryggen i dag og sagde, at de fandme var glade for min indsats: ” – og så skrubber du hjem!”

Og alt dette som en slags reportage fra ”gulvhøjde” (med et høfligt nik til Maja Ekelöfs ”Rapport Fra En Gulvspand”, 1971). Men heller ikke denne gang er det for bare skæg og ballade. Og selv om det heller ikke er et decideret Günther Wallraff-stunt, så er det alligevel med den intention at forsøge at få et overblik over, hvad dette ”virksomhedspraktik” egentlig er for en størrelse, i nutidens ”jobformidlings”-scenarium.

Men for at komme dybere i den problematik måtte jeg søge professionel og politisk bistand. Jeg tilstedte derfor LO, DA, BUPL, Erhvervs- og Økonomiministeriet og Statsministeriet følgende mail:

” God forårsdag

Tillad mig, at præsentere mig: – mit navn er Henning Andersen, jeg er 53 år, uddannet pædagog, årgang 85, og har i øjeblikket den mangel på glæde at “have ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse” (MAMY). Min indkomst er således 60% af dagpengesatsen: – 496.- kr. pr. dag, idet jeg ikke længere har børn under den kriminelle lavalder.

I samme moment, jeg overgik til MAMY, fik jeg “ret&pligt” til at indgå en tilknytning til arbejdsmarkedet i én over 1 af 4 muligheder.

Som følge heraf arbejder jeg i et nærliggende byggemarked, med arbejdsopgaver som oprydning, stabling, fejning, trimning – som det hedder – sortering, retur-varer og meget andet godt og væsentligt.

Jeg skal være den sidste til at værdi-sætte min arbejdskraft i dette scenario, men blot påstå – ganske inderligt – at jeg altså erlægger et dagsværk, der hverken fritager mig fra at være “aktivt jobsøgende” eller tjekke ind på JobNet, senest hver 7. dag. Alt for 496,- kroner om dagen. Og tillad mig i denne sammenhæng at sige, at jeg i øjeblikket i “virksomhedspraktik” må have “max. 37 timer pr. uge”, mens jeg i “aktivering” måtte have “max 28 – eller var det 29? – timer om ugen”.

Er min arbejdskraft således blevet mere eller mindre værd?

Hvordan skal jeg tolke denne forskel?

Igennem min “arbejdsløshedsperiode” har jeg jævnligt været indkaldt til diverse møder i A-kasse eller JobCenter-regi. Jeg har skrevet ansøgninger, jeg har været på virksomhedsbesøg, jeg har telefoneret mig rundt i landskabet, været proaktiv, pligtopfyldende og opsøgende. Og noget af min opsøgende virksomhed har endda kostet mig penge i forbindelse med transport. Så jeg vil påstå, at jeg gør et ret stort stykke arbejde, på en daglig basis, for at finde et arbejde – få en tilknytning til arbejdsmarkedet, blive selvforsørgende. Og hvad det så ellers altsammen hedder.

Det er så ikke min oplevelse, at det omgivende samfund – herunder a-kasse, jobformidling, karrierecenter eller jobcenter – har været specielt “proaktive” omkring/ifht at hjælpe mig i job…… – bortset fra “gode råd” om, hvad jeg måske kunne forsøge at prøve. Og til trods for “Aktivt CV” på JobNet er jeg ikke en eneste gang blevet kontaktet af en eneste virksomhed. Ikke engang indenfor “mit eget faglige felt”.

Og “de gode råd om, jeg skulle tage og forsøge,føjer nærmest spot til skade, derhen at det hermed insinueres, at det har jeg ikke gjort. Ligeledes oversættes ”pligter” – i diverse breve, mails og udmeldinger (under trusler om fortabelsen af ret til dagpenge/MAMY) – til “tilbud” eller “ret”.

Med andre ord har jeg “retten” til et “tilbud”, jeg ikke kan afslå.

Jo – det kan jeg godt. Så har jeg bare ikke nogen indtægt. Så det er min egen skyld. Det må jeg selv om. Eller rode med.

Men som det er – for nu at tage imod det tilbud, jeg alligevel ikke kan afslå – arbejder jeg i et byggemarked. For 496,- kr. om dagen. For at opbygge min identitet med “jobmarkedet”, min tilknytning til “erhvervslivet”, min “chance for networking og jobtræning”.

Og jeg ved udmærket godt, at I hader det, når jeg siger: – det er gratis arbejdskraft.

Men tag så den hér: – hverken da jeg var opvasker i Odense (i aktivering) eller nu, hvor jeg er “gulvabe” i et byggemarked, er der umiddelbar udsigt til en “fastere tilknytning” til hverken virksomheden eller “erhvervslivet”. Jojo, jeg får mine 496,- kr. om dagen (som ikke fritager mig fra mine forpligtelser ifht. A-kasse eller JobCenter), men jeg laver så også noget for de kroner. Og må “leve med/tåle” pludseligt at have tre arbejdsgivere – for 496, – kr. om dagen.

Jeg betaler så også skat af beløbet, ligesom jeg betaler mit kontingent, samt så meget andet og vældigt. Så jeg er sådan lidt: – hvordan er det lige, at jeg lukrerer så meget på samfundet, at jeg bliver nødt til at sendes i “virksomhedspraktik” for at forstå, hvad jeg burde gøre i stedet for at være arbejdsløs. Og hvordan er det lige, at jeg overhovedet behøver en træning i at stå op om morgenen, og gå hen på mit job, lave noget, og (ikke!) få min løn……?

I må virkeligt undskylde – det kan godt være, det ikke er sådan det er ment. Men det er sådan, det føles. Og jeg kunne godt tænke mig at høre jeres bud på, hvorfor det er indrettet således – hvad meningen er. Det er trods alt jer, der har været med til at skabe den lovgivning, der ligger bag disse “tiltag”. I må have gjort jer nogle tanker og visioner. Og jeg lytter morderligt gerne til jeres argumenter for samme.

Jeg vil dog med det samme sige, at hvis I kun har henvisninger til §§ eller cirkulærer, bekendtgørelser, betænkninger eller beslutninger, så er jeg helst fri. Det kan jeg ikke bruge til noget som helst, eftersom jeg om et halvt år står uden indtægt på grund af de beslutninger, som I har været med til at træffe – direkte eller indirekte.

Men jeg vil da se frem til at høre jeres svar, og i mellemtiden vil jeg tage i “virksomhedspraktik” og stable nogle havemøbler, feje noget gulv og sætte nogle malerbøtter snorlige, på nederste hylde.

Gode forårshilsener”

Det var, hvad jeg skrev.

Og jeg kan sige så meget som: – det er ikke mange svar, jeg har modtaget.

Så det er nok ikke så vigtigt……?

(Henning Andersen, Oure, er forfatter og pædagog).