Allan Krautwald talte på demonstrationen i København mandag.

Det varede ikke mange minutter, før fru Anne Marie Helger havde omdøbt den københavnske Rådhuspladsen til Anstændighedens Plads. Hun var konferencier, da der mandag eftermiddag på samme plads blev holdt en demonstration mod SRSF-regeringens forsøg på at forringe forholdene for mange af de dårligst stillede borgere. “Folkets Parlament” blev manifestationen kaldt.

En busfuld fynboer – flest fra Svendborg – var kørt i bus til København for at deltage i demonstrationen. Folketingspolitikere var der ikke mange af i demonstrationen. En håndfuld fra Enhedslisten – og så en forhenværende socialdemokratisk sundhedsminister, Torben Lund.

Blandt de mange talere var FOA-forbundsformand Dennis Kristensen. Og Allan Krautwald fra “Syg i Svendborg”, som nu 65 lørdage i træk har protesteret på Centrumpladsen mod kommunens behandling af syge og nedslidte borgere. Pladsen, som hver lørdag bliver omdøbt til Anstændighedens Plads. Hvad altså også Københavns Rådhusplads blev mandag.

Nedenfor bringes Allan Krautwalds tale på demonstrationen:

“Vi lever i en mærkelig tid, hvor vi oplever politikere gennem lige dele spin og lige dele usandheder sætte en dagsorden – som de efterfølgende går i gang med at løse på en måde, hvor man kun opnår en ting – nemlig at gøre tingene værre.

Samtidig oplever vi luddovne medier, der som en flok lemminger styrter efter politikernes dagsorden – uden at stille de vigtige kritiske spørgsmål. Det er derfor svært at trænge igennem med kritik af den politiske linje. At vi står her i dag er endnu et forsøg på trænge igennem denne mur – og det skal vi blive ved med at forsøge, fordi vi ikke har andet valg.

En af de såkaldte sandheder man forsøger at sælge til befolkningen, er historien om mangel på arbejdskraft. Derfor har man halveret dagpengeperioden, forringet efterlønsordningen dramatisk og er nu i gang med de såkaldte 3 parts forhandlinger, hvor man seriøst forhandler om, at vi skal arbejde endnu mere. Intet af dette giver nogen mening, det er ikke arbejdskraft, vi mangler, men derimod arbejdspladser.

Når man halverer dagpengeperioden er det ud fra en teori om, at en kortere dagpengeperiode vil øge lediges motivation til at finde et arbejde. Javel…men hvor er de ledige jobs, man skal motiveres til at søge?

Når man forringer efterlønsordningen og gradvist hæver den alder, hvor man kan trække sig tilbage, begrunder man det med, at vi i fremtiden vil leve længere. Ja, det må vi da håbe, vi gør, men politikerne glemmer samtidig, at SOSU-assistenten, 3F’eren og andre faggrupper vil være præcist lige så nedslidte, når de nærmer sig 60 års alderen, som de er i dag, hvis der ikke ændres dramatisk på arbejdsvilkårene, så der skabes et bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Halveringen af dagpengeperioden vil sende i tusindvis af ledige ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp, og den øgede arbejdstid vil føre til, at endnu flere mennesker bliver nedslidte. Så nej, det er ikke arbejdskraft, vi mangler – det er arbejdspladser. Så kom dog i gang med at få skabt disse arbejdspladser. Bekæmp ikke de ledige – bekæmp ledigheden.

I den byge af reformer, regeringen er ved at gennemføre, er også reformen af fleksjob og førtidspension, som man har den utrolige frækhed at kalde ”En del af fællesskabet”. Det, denne reform sigter imod, er ikke at gøre flere til en del af fællesskabet, det er en ren og skær spareøvelse rettet mod dem, der allerede har det sværest i vort samfund, nemlig de syge og nedslidte. Vi kender alle historierne om mennesker, der har måttet kæmpe i mere end 5 år mod systemet, uden de er blevet udredt og der er fundet en varig løsning. Så sandheden er ikke, at det er for nemt at blive tilkendt hverken fleksjob eller førtidspension i dag…sandheden er tværtimod, at det ofte er for svært.

Nu vil man så gennemføre en reform, hvor det vil blive endnu sværere at få tilkendt en førtidspension, fordi man nedsætter arbejdskravet til 2 timer om ugen ved tilkendelse af fleksjob, hvilket vil betyde, at færre får tilkendt førtidspension og flere fleksjob. Der mangler allerede i dag jobs til 17.000 fleksjobbere, et tal, der i fremtiden vil stige dramatisk, fordi mange arbejdsgivere klart giver udtryk for, at de ikke ønsker at ansætte fleksjobbere.

Når man er ledig fleksjobber,, kommer man på den såkaldte fleksydelse,, og den vil fremover kun kunne fås i 2 år, hvorefter man i bedste fald skal leve af en kontanthjælp på 10.300 kr. om måneden før skat og i værste fald helt mister forsørgelsesgrundlaget, hvis man har en ægtefælle i job eller ejer værdier. Man sparer altså med et snuptag 84.000 kr. for hvert sygt og nedslidt menneske, der havner i denne ulykkelige situation. Så kære venner: Reformen handler altså ikke om at gøre alle til ”En del af fælleskabet” – reformen er en ren og skær spareøvelse, der går ud over de af vore medborgere, som har det allersværest, de syge, de nedslidte, de handicappede og de, der har været udsat for en ulykke. Bundlinjen taler da også sit eget tydelige sprog – øvelsen går ud på at spare 3,5 mia. kr. om året.

Man producerer altså flere syge og nedslidte i den ene ende gennem kravet om øget arbejdsindsats, og derefter kaster man dem ud i økonomisk ruin i den anden ende. Det kan vi ikke være bekendt i et af verdens rigeste samfund. Stop bekæmpelsen af de syge og start i stedet kampen mod det, der gør dem syge.

Fornylig har regeringen så valgt at fremlægge en skattereform, der yderligere stjæler fra de syge, nedslidte og lediges forsørgelsesgrundlag, idet regeringen vil spare 3 mia. kr. på overførselsindkomsterne eller 13.000 kr på en dagpengemodtager om året, når skattereformen er fuldt indfaset. Ja, men er det ikke, fordi riget fattes penge, vil mange sikkert spørge. Her til kan kun svares med et rungende NEJ, da pengene jo skal bruges til skattelettelser til de, der ikke alene er raske og har et arbejde, men oven i købet er de, der i forvejen klarer sig ganske godt…pengene bør ikke gå til topskattelettelser. Et mere usympatisk forslag kan man næppe forestille sig.

I 2003 foreslog Venstres Søren Pind netop denne øvelse. Dengang fandt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen dette forslag så usympatisk, at han sendte sin politiske ordfører Jens Rohde ud for at pande forslaget ned med det samme. Nu oplever vi så en SF skatteminister komme med samme forslag. Her i weekenden udtalte SFs næstformand Mathias Tesfaye så oven i købet, at 1.000 kr. fra eller til ingen forskel gjorde for en kontanthjælpsmodtager…jamen verden er da fuldstændig af lave…hvad tænker disse mennesker dog på?

Regeringen påstår, at forslaget til skattereform vil bringe 14.000 flere i arbejde, men hvad kan de hundredetusindevis af syge, ledige og andre på overførselsindkomster bruge det til? Det eneste, de vil opleve, er faldende levestandard år efter år.

Man kan undre sig…på den ene side afskaffer man fattigdomsydelser og på den anden side skaber man en ny gruppe af fattige. Fanden forstå politikere.

Sådan kan det ende, hvis det ikke lykkes at råbe politikerne op inden reformarbejdet er slut. DET MÅ IKKE SKE.

Ledende medlemmer af regeringen har i de seneste måneder talt meget om krævementalitet….er det for meget at kræve for syge, nedslidte og ledige mennesker, at velfærdssamfundet tager hånd om dem og giver dem en anstændig tilværelse?

Og nu vi er ved krævementalitet…jeg kender ikke nogen, der frivilligt satser på en tilværelse på overførselsindkomster…for det er ved grød ingen økonomisk dans på roser.

Os, der i marts måned sidste år startede borgerinitiativet Syg i Svendborg, havde ikke selv noget i klemme, men fandt at nu var det nok med alle de uhyrlige historier om, hvordan syge mennesker blev behandlet i dagens Danmark. Siden har vi så demonstreret 65 lørdage i træk. Og jeg tror, det har været styrken i vort arbejde, at det netop var raske mennesker, der gik i spidsen. Jeg tror, politikerne i deres nedskæringsiver koldt og kynisk kalkulerer med, at syge, nedslidte, handicappede og ledige ikke har kræfterne til at protestere. Derfor er det også vigtigt at os, der har kræfterne, går ind i denne kamp for social anstændighed. Denne kamp slutter ikke med demonstrationen i dag, den skal fortsætte i ugerne og månederne fremover.

Det er ikke nogen let opgave, vi har kastet os ud i, men som socialt bevidste mennesker bør vi yde en indsats for de mange, der ikke selv har kræfterne til det. Det synes jeg er en pligt. For husk på, at ledighed, sygdom eller ulykke, det er noget der kan ramme os alle.

Det eneste, vi kræver, er en anstændig behandling af alle medborgere. Lad os give hinanden håndslag på, at vi fortsætter, til vi opnår den”.

Tidl. socialdemokratisk sundhedsminister Torben Lund deltog i demonstrationen.