Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard

EU-landene blev i sidste uge enige om, at det næste valg til EU-parlamentet skal finde sted mellem 22. og 25. maj 2014. Den sandsynlige valgdato i Danmark bliver dermed søndag den 25. maj 2014.

Med fremrykningen fra juni til slutningen af maj undgår EU-tilhængerne i Danmark også, at valget kommer til at ligge lige efter fejringen af grundloven den 5. juni. Det virkede jo efterhånden næsten upassende anstødeligt, at de den ene dag råbte hurra for grundloven for så den næste dag at prise et EU, hvis lovgivning står over grundloven.

Samtidig med, at valgdagen blev fastlagt, vedtog EU-kommissionen en henstilling til de nationale politiske partier om forud for valget at meddele, hvem de vil støtte som formand for den næste EU-kommission. Den skal sammensættes efter valget og har en embedsperiode på fem år.

Det erklærede formål med denne henstilling skulle være at fremme en såkaldt ”europæisk debat”. EU-kommissionens næstformand, Maros Sefcovic, erklærede i en pressemeddelelse, at henstillingen ”vil være med til at stimulere vælgernes interesse for valget til Europa-parlamentet. Dette er afgjort positivt, både for at skabe en reel tværeuropæisk debat og for det europæiske demokrati generelt”.

Den reelle baggrund for dette forslag er et desperat forsøg på at gøre noget ved den fortsat faldende interesse for at deltage i EU-parlamentsvalget. Ved det første direkte valg til EU-parlamentet i 1979 var stemmeprocenten på EU-plan 62 procent, men ved det seneste valg i 2009 var den faldet til kun 43 procent.

Dette er ikke mindst et problem i en situation, hvor EU er blevet det mest centrale redskab til at gennemtvinge nedskæringspolitik i de forskellige medlemslande. Den lave valgdeltagelse betyder, at den demokratiske legitimitet bag den rolle er mildest talt begrænset, og at en på overfladen positiv holdning til EU lynhurtigt kan skifte til en negativ. Sådan som det f.eks. skete ved det italienske valg for nylig.

Demokratisk set er EU-kommissionen forslag et rent bluff-nummer. For som det fremgår af Lissabon-traktaten, så er EU-kommissionen ”traktatens vogtere”. Det betyder, at EU’s borgere kan stemme på hvem fanden de vil, men EU-kommissionen skal under alle omstændigheder føre politik på baggrund af EU-traktaten og under kontrol af EU-domstolen.

Konkret betyder det f.eks., at ingen EU-kommission kan vedtage, at det skal være tilladt for lønmodtagerne i de forskellige lande at kæmpe for, at tilrejsende lønmodtagere fra andre EU-lande får nøjagtig det samme, som de selv. For det har EU-domstolen (bl.a. i den såkaldte Laval-dom) slået fast, er i strid med traktaten og dennes krav om grænseløs fri bevægelighed på EU’s indre marked!

Men én ting er, at henstillingen er et demokratisk bluff-nummer. Noget andet er så, om det vil hjælpe med at øge valgdeltagelsen. Det kan man godt tvivle på, når man læser Eurobarometers nyeste undersøgelse.

F.eks. er det kun 25 procent af de adspurgte, som af sig selv kan komme på, at der overhovedet eksisterer noget, som hedder EU-kommissionen. Og når folk blev spurgt om, hvilken EU-institution, som bedst repræsenterer EU, så mente kun 15%, at det var EU-kommissionen. Til sammenligning mente 52 procent, at det var EU-parlamentet.

På den baggrund hjælper det ikke meget, at lige over 50 halvdelen svarer, at det vil øge deres motivation for at deltage i valget, hvis de politiske partier forud for valget opstiller deres kandidater til formand for EU-kommissionen. For det betyder jo, at det ikke vil være tilfældet for den anden halvdel.

Det demokratiske underskud i EU er enormt. Og det ændres altså ikke af pseudodemokratiske fupnumre, hvor befolkningen gives indtryk af at kunne vælge mellem forskellige kandidater, som imidlertid er traktatmæssigt forpligtet til at føre nogenlunde den samme politik.

Eller sagt med et citat tilskrevet den amerikanske præsident Abraham Lincoln: ”Man kan narre hele folket noget af tiden, og noget af folket hele tiden, men man kan ikke narre hele folket hele tiden”.

(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).