Arne Herløv Petersen.

Arne Herløv Petersen.

Af Arne HerløvPetersen

Propagandamaskinens to hovedtemaer hedder “Vi lever i et demokratisk retssamfund” og “Der findes ikke noget alternativ til det bestående”.

Vi skal tro på, at folkestyret trives, at retssamfundet er stærkt og holdbart, og at vi ikke har noget at være bekymrede over. Overvågning kan ikke sammenlignes med Stasi-metoder, for vores overvågning er kærlig og skal beskytte os mod terror. Hemmelige domstole, anklagere og vidner og retssager for lukkede døre er nødvendige for at bekæmpe anslag mod rigets sikkerhed. Når politiet, ministerierne og regeringen overtræder landets love og krænker internationale konventioner, er det alt sammen for at beskytte os mod indre og ydre farer og derfor ikke noget, vi skal være bekymrede over. Vi får at vide, at retfærdigheden altid sejrer. Det er måske derfor, krimigenren er så elsket og bliver promoveret så meget i medierne – for de fleste krimier ender med, at forbryderne får deres straf (gerne gennem selvtægt), og retfærdigheden sejrer, og læser vi det tilstrækkelig mange gange, kan vi måske tro på, at det er sådan, det forholder sig i den virkelige verden.

Vi skal tro på, at vi lever i det bedst tænkelige samfund, og derfor skal vi lade være med at tænke på andre muligheder. TINA, sagde Margaret Thatcher konstant – There Is No Alternative. Hvis man kan påvise, at den neoliberalistiske, globaliserede og uregulerede kapitalisme, vi har fået de sidste 30-40 år, er det eneste mulige system – at alt styres af nødvendighedens lov – så er det indlysende, at vi skal bøje os tålmodigt. Og hvis man kan bevise, at dette system fører til kollektivt selvmord, at det smadrer natur og miljø, så er det jo trist, men vi kan alligevel ikke gøre noget ved det, så det må vi finde os i. For vi må ikke rokke ved de privilegier, en brøkdel af en procent af verdens befolkning nyder – selv om de jo logisk set heller ikke bliver ved med at nyde disse privilegier, da de ikke vil leve videre, når alt bryder sammen.

Nazismekortet er vigtigt for at forhindre folk i at tænke nye tanker. Islamisme er nazisme, og det er kommunisme også, får vi hele tiden at vide.

Argumentationsrækken mod venstrefløjen lyder:

1. Kommunisme er det samme som nazisme.

2. Enhver form for socialisme er det samme som kommunisme.

3. Enhver ændring af systemet er socialisme.

Konklusion: Enhver ændring af systemet er det samme som nazisme.

Der er andre ting, der aldrig må sammenlignes med nazisme. F.eks. begrebet “den stærkes ret” og foragt for svagheden inden for kapitalisme og nazisme. Overmennesketanken i nazismen og hos den økonomiske magtelite. Foragten for almindelige mennesker inden for nazisme og kapitalisme. Anvendelsen af kz-lejre i de europæiske landes kolonier i Afrika og Asien og under nazismen. Tvangsudskrivning til hårdt arbejde, med medfølgende misvækst, fordi ingen dyrker jorden, i Fransk Vestafrika, Sovjetunionen og Nazistyskland (Sovjet og Nazityskland må gerne sammenlignes, men Vestafrika – og den deraf følgende hungersnød i Niger 1931 – skal holdes udenfor), anvendelsen af angrebskrige i perioden 1939-45 og i perioden efter 2001.

Almindelig fordummelse, sløv fatalisme og passivitet skal fremelskes og kritik undertrykkes. Bliver nogle halsstarrigt ved med at være kritiske, erklæres de for upersoner. De må ikke omtales nogen steder, man skal lade som om de er luft.

 (Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).