Søren Søndergaard.

Af Søren Søndergaard. 

Sidste søndag havde Politiken en interessant, men noget overset, artikel under overskriften: ”Ministre tror på særskilt folkeafstemning om patentdomstol”.

I artiklen hed det bl.a.: ”Ifølge Politikens oplysninger er stemningen i regeringstoppen ret entydigt, at afstemningen bliver svær at undgå, og at den ikke skal puljes med alternative valghandlinger”.

Umiddelbart lyder det måske meget uskyldigt, men bag den pæne facade gemmer sig iskolde taktiske overvejelser.

For det første er det interessant at notere, at ingen ministre lægger navn til synspunktet. Og da det næppe er noget, Politikens journalister frit har opfundet, så er det en historie, der er plantet i avisen. Der er kort sagt tale om en prøveballon eller et forsøg på at gøde jorden.

For det andet er selve indholdet interessant. For selv om en sådan afstemning ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet vil koste i omegnen af 100 millioner kroner, så skal den altså gennemføres som en enkeltstående begivenhed. Koste hvad det vil.

Det kan synes mærkeligt, når vi nu har at gøre med en regering, som ligefrem praler af, at være gået ”reform-amok” i besparelser og nedskæringer. Måske kunne man have forventet, at den ville være lidt mere ansvarlig med skatteborgernes penge og havde fundet en lejlighed, hvor befolkningen alligevel skulle til stemmeurnerne.

I så fald skulle den ikke lede længe. Faktisk er der allerede planlagt et valg til EU-parlamentet til afholdelse søndag den 25. maj 2014. Og da spørgsmålet om patent-domstolen netop er et EU-spørgsmål, og da den først skal træde i kraft tidligst den 1. januar 2014, så ville denne dato til en folkeafstemning passe som fod i hose!

Men hvorfor vil regeringen så tilsyneladende ikke bruge denne oplagte mulighed for at skabe mere interesse om EU-parlamentsvalget og spare nogle penge?

Det skyldes i hvert fald ikke en principiel modstand mod at gennemføre en folkeafstemning sammen med et EU-parlamentsvalg. Tænk bare på EP-valget i 2009, som blev kombineret med en folkeafstemning om kvindelig arvefølge til den danske trone. Et emne, som absolut intet havde med EU-valget at gøre.

Forklaringen ligger i detaljen.

Folkeafstemningen i 2009 blev gennemført efter Grundlovens § 88 om grundlovsændringer. Heri kræves ikke bare et flertal for forslaget, men også, at det får opbakning fra mindst 40 % af samtlige stemmeberettigede vælgere. Det lykkedes lige netop, da 45,5 % af de stemmeberettigede støttede folketingsflertallet forslag om kvindelig arvefølge.

Dengang havde regeringen og folketingsflertallet altså en interesse i en høj stemmeprocent for at sikre, at deres forslag kom igennem. Men stik modsat forholder det sig med forslaget om en EU-patentdomstol.

Denne folkeafstemning vil nemlig foregå efter Grundlovens § 42. Og her er reglerne nærmest de modsatte, idet forslaget går igennem, hvis ikke et flertal og mindst 30 % af samtlige stemmeberettigede møder op på valgdagen og stemmer imod.

Kort sagt: Når det gavner magten på Christiansborg, så har den intet mod at blande et valg til EU-parlamentet sammen med en totalt uvedkommende folkeafstemning om kvindelig arvefølge. Men når det passer magten, så insisterer den på at holde afstemning om to sider af det samme problem – EU – fuldstændig adskilt. Også selvom det koster borgerne 100 millioner skattekroner.

En sådan opførsel kan man sikkert bruge mange ord på. Jeg vil nøjes med at kalde det politisk plattenslageri!

(Søren Søndergaard er medlem af Europa-Parlamentet valgt for Folkebevægelsen mod EU).