Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

De er jo ikke dumme, politikerne. De kan læse og skrive. De har gennemført en uddannelse, der kræver tankevirksomhed. Hvorfor lader de så, som om de ikke kan se det, de ikke kan undgå at se?

Man skal ikke være Einstein for at indse, at man ikke kan have ubegrænset materiel vækst i et lukket materielt rum. Hvis man sætter en fisk ned i et akvarium, kan den ikke vokse ubegrænset. Akvariet sætter grænser for fiskens vækst. Og hvis den vokser alligevel og sprænger akvarievæggene, så vandet løber ud, så omkommer den.

Hvorfor siger politikerne så, at vi kan løse vores problemer med mere vækst, når det er vækst, der er problemet?

I hele menneskehedens historie indtil nu kunne vi bare vokse og vokse. Affald smed vi i havet, der slettede alle spor. Eller vi sprøjtede det fra høje skorstene ud i luften omkring os. Der var altid uopdyrket jord, der var altid nye markeder. Indtil nu. Nu render vi ind i murene alle vegne rundt. Jorden er ikke større, end den er. Vi bor på en kugle, og vi har bredt os hele vejen rundt om den. Søger vi nye jagtmarker, render vi ind i jægerne, der kommer fra den anden side af marken.

Hvis man siger til en liberalist, at vi skulle have syv-otte jordkloder, hvis alle mennesker i verden skulle leve ligesom os i den rige del af verden, får han i reglen et tomt blik i øjnene og mumler, at vi nok kan finde andre kloder ude i rummet, når vi har smadret den, vi står på.

Liberalisterne ved jo godt, at der ikke er nogen indbydende steder i vores solsysten, De ved godt, hvad det kostede at anbringe fire mand på månen. De ved godt, at det er vanvittigt at forestille sig, vi kan lave rumraketter til alle mennesker, når vi ikke engang kan brødføde dem. Men noget skal de jo sige.

Eller også siger de, at livet nok skal overleve. Hvis menneskene uddør, er der sikkert rørorme eller søanemomer, der overlever.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er menneske- og klodechauvinist. Jeg synes, vi skal overleve som mennesker på en frodig grøn og blå klode, der myldrer af liv. Ærefrygten og glæden over livet på Jorden er nok det nærmeste, jeg kommer til en religion. Den britiske astronom Martin Reese siger, at de næste halvtreds år måske kan blive afgørende for hele universet. Måske er livet her på Jorden det eneste, der findes. Vi har ikke fundet liv andre steder. Måske er liv noget så usandsynligt, at det kun er opstået denne ene gang i universets historie. Hvis vi får lov til at overleve, er det ikke til at sige, hvad vi kan gøre. Hvis vi får tid nok, kan vi udrette mirakler, vi kan kolonisere galakserne, vi kan sprede frø af liv til utallige kloder. Hvis vi dræber os selv af dumhed og grådighed, slukker vi måske den eneste lille livsgnist, der findes.

Hvorfor siger de, vi skal have mere vækst, når de godt ved, vi ikke kan blive ved med vækst?

Det er der to grunde til. De vil gerne genvælges, og siden Kassandra har vi vidst, at ingen vil høre en ubehagelige sandhed. Folk vil hellere have behagelige løgne. Derfor siger politikerne, at vi bare kan blive ved, at vi kan få mere og mere.

De tør ikke sige, at hvis vi skal overleve, skal vi gennem den store omstilling til et samfund med mere nøjsomhed – et samfund, hvor det gælder om at bruge, ikke at forbruge – hvor forhold mellem mennesker betyder mere end ophobning af ting – hvor tid til at leve regnes for mere attråværdig end aktier og obligationer.

Den anden grund er, at kapitalismen, som vi kender den, ikke kan leve uden vækst. Kapitalismen forudsætter mulighed for kredit, og man får kun kredit, hvis man kan betale renter, og man kan kun betale renter, hvis den investerede pengesum vokser.

Naomi Klein kritiserede i en artikel i The Nation de miljøforkæmpere, der ikke vil sige det, som det er – at vi ikke kan leve med kapitalismen – og prøvede at lade som om kapitalismen nok kan bruges alligevel på en eller anden måde. Det kan den ikke. Det er os eller kapitalismen, klodens liv eller kapitalismen.

I gamle dage – indtil omkring 1980 – havde virksomhedere en profit, de var tilfredse med. Så kom de tekniske forudsætninger for globaliseringen, bl.a. containerskibene og demonteringen af socialismen i Kina og Sovjet, og så kunne de få superprofit ved at fyre folk i de rige lande og ansætte folk i fattige lande til lav løn.

Men det var ikke nok. Det er aldrig nok. De så mere og mere begærligt på de sociale budgetter i de rige lande. Man brugte penge på syge og gamle, på skoler, hospitaler og biblioteker. Folk fik hjælp af samfundet, hvis de studerede, hvis de var syge eller gamle eller ikke havde arbejde.

Sikke en masse rare penge. Dem ville kapitalisterne også gerne have. Ikke fordi de egentig havde brug for dem. Men de vil altid have mere. De vil helst have os andre til at betale alle deres udgifter og selv beholde alle indtægterne.

Hvis nu de kunne lade som om det var godt for os alle sammen, de tog vores penge, så ville det gå nemmere. Man kunne jo sige, de giver os arbejde. Hvis vi siger det tilstrækkelig mange gange, tror folk måske på det – selv om de kan se, at folk bliver fyret i vores del af verden, fordi erhvervslivet lukker her og åbner nye filialer i lavlønslande.

Hvis kapitalisterne bliver ved med det samme, de har haft gang i i tredive år, vil de selv undergrave systemet. For hvis ingen får høj løn, er der heller ingen til at købe de varer, der bliver produceret.

Fritz Schur er blevet rig på toiletpapir. Det er begrænset, hvor meget han kan bruge selv. Hvis folk bliver så forarmede, at de går tilbage til vissent løv og græs, sidder han der på alle sine paller toiletpapir og troner.

Vækst og en blåøjet tro på, at kapitalen vil se bort fra sin profitmaksimering og foretage investeringer i arbejdspladser her, selv om de kunne tjene mere på arbejdspladser i Bangladesh. Selvfølgelig gør de ikke det. Hvis en idealistisk direktør prøvede på det, ville aktionærerne vælge en bestyrelse, der fyrede ham og ansætte en, der kunne kratte endnu flere penge ind til dem.

Alligevel er det det, en regering, der angivelig er centrum-venstre, siger til os: Vækst og gaver fra erhvervslivet. Det er det vi skal have,. Derfor tager vi pengene fra de fattige og giver dem til de rige.

Da Nicolai Blædel i 30’erne spurgte om grundene til vestmagternes langvarige eftergivenhed over for Hitler, stillede han spørgsmålet: Forbrydelse eller dumhed?

Det er det spørgsmål, man altid må stille. De ved jo godt, vi ikke kan have evig vækst, og at erhvervslivet ikke giver os noget. Hvorfor siger de det så?

Er de alligevel dumme? Eller er det forbrydelse – er de købt og bestukket? Eller er de muligvis forbryderisk dumme?

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).