Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

Berlingske stiller et godt spørgsmål i dag: Hvad skal vi med politikerne, når de opfører sig som embedsmænd?

De taler om, at de fører “den nødvendige politik”. Men det er embedsmændene, der har defineret, hvad der er nødvendigt. Det er regnearkenes argumentation.

Thorning og Corydon er ikke til at skelne fra embedsmændene. De taler på samme måde, tænker på samme måde. For dem er der kun én mulighed, og det er den djøffede.

Men man skal huske på, at embedsværket af natur er konservativt eller reaktionært. Det skal være som det er, og det skal blive som det var.

Embedsmænd tænker ikke nye tanker. De flytter rundt på de gamle.

Hvis embedsværket havde styret, havde vi stadig haft envælde. For det gik jo så godt – set fra ministrenes kontorer.

Embedsværkets løsninger er løsninger på gårsdagens problemer. Det minder om det danske forsvar, der altid har været i stand til at udkæmpe den forrige krig. Efter 1864 mente vi, vi måtte bygge bedre volde og fæstninger. København blev omgivet af en befæstet ring. Men da tyskerne kom, kom de fra vandet og luften. Under den kolde krig blev vi stadig bedre til at udkæmpe anden verdenskrig. Vi vidste, hvad vi skulle gøre, hvis vi blev angrebet med panservogne. Men truslen var atombomberne.

I dag bygger embedsværkets løsninger på, hvad vi skal gøre ved den økonomiske krise, på forældede, forkerte eller absurde antagelser: At evig materiel vækst er mulig i et lukket materielt system. At kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed er et urørligt dogme. At det er et urørligt dogme, at protektionisme er af det onde. At private virksomheder fungerer bedre end offentligt ejede. At bankerne skal vokse nationerne over hovedet, uden at vi griber ind. At vi får flere arbejdspladser ved at gøre livet sværere for de arbejdsløse. At vi får arbejdspladser ved at tage penge fra de fattige og give dem til de rige og til erhvervslivet.

Formålet med politik er at finde løsninger på de problemer, vi står over for. Ikke på de problemer, vi har stået over for engang i fortiden.

Embedsværket kan regne på de løsningsmodeller, vi giver dem i hånden. De kan ikke selv skabe nye løsninger, kun reproducere de gamle.

Derfor er det nødvendigt med politikere, der kan tænke selv. Politikere, der handler ud fra en overbevisning. Politikere, der viser nye og endnu ubetrådte veje.

Men politikerne dumper ikke ned fra himlen. Politikerne opstår af folkets politiske diskussion. Uden en aktiv befolkning, uden en livlig debat, uden samtale mellem mennesker med forskellige synspunkter og ærlige forsøg på at bygge bro og nå frem til noget, vi alle sammen kan leve med, visner demokratiet.

At politikerne i dag ikke er politikere, men kopier af embedsmænd, er ikke årsagen til, at det går dårligt. Det er et symptom.

Problemet er, at vi ikke er gode nok til at holde demokratiet levende. Det er nemmere at forskanse sig inde bag hækken, det er nemmere at lukke sig sammen om kernefamilien. Det er besværligt at deltage i møder og diskussioner.

Men det er nødvendigt, at vi siger, hvad vi mener – at vi tænker os frem til nye løsninger – at vi åbner øjnene og ser, hvor problemerne er – at vi er villige til at høre på andre.

Hvis vi vil have et bedre samfund, skal vi lave det selv. Der er ingen, der kommer udefra og hjælper os.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).