Politiske strategier – bevidste valg eller automatreaktioner?

Det er ikke nemt at være politiker i dag. Det var noget andet i gamle dage, som dengang ”folkets fjender” i 1975 stillede politikerne i Svendborg i et kritisk lys. Det var BaggårdTeatret, der havde sat den lokalpolitiske dagsorden. I 1976-77 havde teatret ”Folkets fjender går til valg” i støbeskeen. Manuskriptet blev skrevet. Det ved jeg med sikkerhed, da jeg som militærnægter på teatret havde fornøjelsen af at skrive hele herligheden over på en stencil. Selv med et veludviklet 10-fingersystem, tog det et par dage. Den færdigskrevne stencil blev placeret varsomt i maskineriet, og ved hjælp af et håndsving og noget tryksværte kom de færdige manuskripter ud.

Som ung mand fik jeg, igennem manuskriptet, et enestående indblik i det politiske liv i Svendborg. Det var historien om den nu hedengangne ”Plydsen”, der lå i tilknytning til den gamle biograf i Kattesundet, hvor borgmesteren og hans håndgangne mænd lavede aftaler om gadegennembrud og parkeringspladser, og alt muligt andet, med dele af byens erhvervsliv over en kølig bajer.

Stykket blev aldrig sat op. Jeg skal ikke her kloge mig på årsagen, men måske avisens læsere kan bidrage til at kaste lys over dette lille stykke lokal kulturhistorie?

Politikere dengang og politikere i dag har det til fælles, at de ikke ønsker at blive placeret i et kritisk lys. Når det af indlysende årsager alligevel sker, så tegner der sig et fælles mønster i politikernes reaktioner.

Strategi nr. 1: Giv forgængeren skylden. Denne strategi bruges af det nyvalgte flertal, den nyvalgte statsminister eller borgmester. Det er klart, at det tager tid at rette op på forgængerens fejlslagne politik, og derfor må vi som vælgere have forståelse for den situation, vi er havnet i. – Som sagt, så er det jo noget, der er sket før min tid.

Denne strategi blev også brugt som førstevalg i forbindelse med Jobcentrets sagsbehandlinger. Det er de andre, der har lavet loven, som vi jo bare er sat til at administrere.

Strategi nr. 2: Skyd budbringeren. Hvis ovennævnte ikke virker, og kritikken fortsætter, så handler det om at sætte budbringeren i et dårligt lys. Der kan være tale om at politikeren føler sig fejlciteret, eller at journalisten er useriøs. Går det heller ikke, så kan man jo altid beskylde budbringeren for at gå Enhedslistens og Jesper Kiels ærinde. Det var tydeligvis Masoum Moradis strategi. 

Strategi nr. 3: Benægt fakta. Det er en strategi, som af og til benyttes som første valg. Anders Fogh Rasmussen indførte vendingen: ”Der er ikke noget at komme efter”, hvilket klart hører til ”benægt fakta strategien”.

Når der ikke er noget at komme efter, så betyder det, at der ikke er begået fejl, som giver anledning til at ændre praksis. Når mennesker åbenlyst bliver behandlet urimeligt og umenneskeligt på Jobcentret eller hos andre myndigheder, og der samtidig ikke er noget at komme efter, så er det en politisk legalisering af at sparke til dem, der ligger ned.

Strategi nr. 4: Sig undskyld og lov, at du som politiker vil forbedre dig. Sig, at du vil arbejde for at ændre urimelige regler og stil dig på de undertryktes og de forsvarsløses side.

Du kan naturligvis også bare vælge at gå amok for åben skærm.

Bedste hilsner og fortsat god søndag.

(William Fibæk Mikkelsen, Svendborg, er voksenunderviser i fagforbundet 3F og Center for Voksenliv og Læring).