Folketingsmedlem Pernille Skipper, Enhedslisten, talte ved lørdagens protestaktion.

Folketingsmedlem Trine Bramsen, Socialdemokraterne, deltog i lørdagens protestaktion.

33 lørdage i træk har de stået der. Vinteren havde knap sluppet sit tag i Svendborg, da den stille protest startede. Siden har det været både forår og sommer. Og de står der stadig her i efteråret, hvor der oven i købet er kommet en ny regering. Hver lørdag i en halv times stille protest for at kræve anstændighed i kommunens behandling af syge og nedslidte borgere. I dag for 33. lørdag i træk. Omkring 80 svendborgensere deltog i protesten på Anstændighedens Plads.

Og de har tænkt sig at blive ved med den stille protest. Hvad det nyvalgte folketingsmedlem Pernille Skipper fra Enhedslisten også opfordrede til ved lørdagens protest. Hun var i øvrigt ikke det eneste folketingsmedlem ved denne lørdags protest. Også det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem Trine Bramsen deltog. De to nye, fynske folketingsmedlemmer vil sammen tage nogle af sagerne fra Svendborg op i Folketinget.

HVAD SÅ NU?

Svendborg Kommunes socialdemokratiske byrådspolitikere har hændervridende og med bekymrede ansigtsudtryk gang på gang sagt, at VKO-regeringen tvang dem og deres Jobcenter til den hårdhændede behandling af syge og nedslidte borgere. Og stillet i udsigt, at det ville ændre sig med en ny regering.

Nu er der en ny regering. Med Socialdemokratiet i førersædet. Hvad så?

Så ikke noget. Ikke umiddelbart i hvert fald, fortalte Pernille Skipper fra regeringens støtteparti, da hun talte til de protesterende lørdag ved middagstid. For mange af de ændringer, der skal til – bl.a. fjernelse af tidsbegrænsningen for sygedagpenge – koster penge. Og dem har regeringen ikke, siger regeringen.

”Så det bliver en lang kamp, hvor vi vil presse på for at få gennemført forbedringer og også pege på, hvor pengene kan skaffes – bl.a. fra en millionærskat og fra en hårdere beskatning af bankerne”, sagde Pernille Skipper.

 

I GØR EN FORSKEL

Pernille Skipper udtrykte sin dybeste respekt for alle de mennesker, der fortsat hver lørdag kommer til ”Syg i Svendborgs” protestaktion. Og at de fortsat kommer – efter afsløringen for nylig af, at kommunen har registreret sygemeldtes deltagelse i protesten.

”Jeg håber, I bliver ved med at møde frem og protestere. For det er ikke nok, at vi presser regeringen i Folketinget. Det er protester som jeres, der kan gøre en forskel”, sagde Pernille Skipper.

FOTO: JAN HANSEN OG GITTE JENSEN.