Man skal værne om sit gode navn og rygte? Ikke desto mindre er Oure-skolerne gået i X Factor-samarbejde med DR og Sony Music. Hvad skal det pop til for? Frede Jakobsen stiller spørgsmålet i dagens spidse kommentar.

X Factor et ét, Oure-skolerne noget andet

Af Frede Jakobsen

X Factor. Sig navnet, og jeg spænder hanen på min verbale – og, indrømmet, elitære – musikpistol. Et kæmpemæssigt amatør-popshow, der med brug af alle elektronikkens forbedrende og forskønnende virkemidler skal få middelmådighed og det, der er værre, til at se ud af noget særligt. Og som først og fremmest har ét formål: At holde seerne fast foran DR’s skærm. Med alle midler. Og væk fra de andre kanaler. Formålet er – indtil videre – blevet opnået. Når X Factor sendes. X Factor har mange seere, utåleligt mange. Dem om det. Men fordi noget har mange seere, behøver det ikke være kvalitet. Og det bliver ikke mere kvalitet af, at alle mulige andre medier – underholdnings- og sladderpresse selvfølgelig, men også den i egen selvforståelse seriøse presse – dækker showet i hoved og røv i håb om at skumme lidt af fløden.

Kvalitet har til gengæld altid været et varemærke for skolerne ude på Oure Mark – Skolerne i Oure Sport & Performance. Det har de aldrig selv undladt at gøre opmærksom på. Og det er i øvrigt ikke engang løgn, sådan som meget reklame ellers er. Med deres faste stab af lærere i forskellige sportsgrene, i ballet, i musik, i teater. Og med deres gæstelærere som frontfigurer og varemærker for højt niveau, originalitet og kvalitet.  På, når vi nu snakker X Factor, deres musiklinje f.eks., den næstnyeste på skolerne – med frontfigurer som Michael Falch og Kasper Eistrup. På deres nyeste, teaterlinjen – med f.eks. Thure Lindhardt. Med Nini Theilade og tidligere Vivi Flindt på balletlinjen. Med – for nu at bevæge os over i det, som var starten på skolerne, sporten – Brian Laudrup og Lars Høgh i fodbold. Bare sådan lige for at nævne nogle og antyde niveauet.

Spørgsmålet er så: Hvad vil Oure-skolerne med X Factor? Det er ubegribeligt, at Oure-skolerne forsøger at hægte sig på X Factor-bølgen – som i mine begreber står for det stik modsatte af det, Oure-skolerne har fået deres gode rygte af – kvalitet. Ja, Oure-skolerne forsøger ikke kun at hægte sig på denne middelmådighedens popbølge. Oure-skolerne har hægtet sig på eller har ladet sig hægte på. Og skolerne i Oure er ligefrem stolte af det – det fremgår med al ønskelig tydelighed af den pressemeddelelse, som de udsendte tidligere på ugen sammen med DR og Sony Music: ”X Factor-deltagere får friplads på førsteklasses musikskole”.  Den handler om, at de 17 X Factor-finalister nu får ”mulighed for at fortsætte deres musikalske udvikling i landets bedste rammer”, hvilket altså skal forstås som Oure-skolernes musiklinje, Oure Contemporary Music. Her kan de få ”friplads, og skolen kan skræddersy dem det forløb, de ønsker – fra højskoleophold af forskellig varighed til muligheden for at tage 9.-10. klasse og en almindelig studentereksamen”. (Læs hele pressemeddelelsen).

Altså, nu har jeg godt nok aldrig hørt Oure-skolerne give noget gratis. Slet ikke deres dyre uddannelser (og ikke et ondt om det, så længe det er kvalitet). Så mon ikke, skolerne får det betalt, hvis nogen af de 17 X Factor-finalister skulle tage imod tilbuddet – af, forhåbentlig, Sony Music. For det er vel næppe DR, der bruger licenskroner på det. Eller hvad? Og hvis Oure-skolerne virkelig ville til at tilbyde fripladser til musikalske unge, så var det måske i andre og mere originale miljøer end det opstyltede X Factor-popmiljø, man skulle finde talenter, som ikke har råd til at betale en plads selv.

Man skal værne om sit gode navn og rygte. Sit brand, som det hedder på nydansk. Og det er det modsatte, Oure-skolerne gør ved at forbinde sit navn med X Factor. Oure-skolerne har i dag et godt navn. Ingen tvivl om, at navnet via X Factor kan blive kendt i meget bredere kredse. Men det gør ikke rygtet bedre – hos dem, der går efter kvalitet, originalitet og højt niveau. Tværtimod. Og det er egentlig synd.