Litteraturfestival med sparekasse-reklame

 

Kåre Wangel.

Når litteraturfestivalen ”Ord over Svendborg” i marts præger byen i tre dage – så er det ikke bare litteraturen og dens skabere, forfatterne, der bliver eksponeret. Det bliver også Svendborg Sparekasse. Faktisk er Svendborg Sparekasse i et helt år med mellemrum blevet eksponeret på den litteraturfestival – for 13.000 kroner.

Kåre Wangel, en af litteraturfestivalens skabere, er på den ene side glad for, at byens sparekasse vil bruge penge på kultur, glad for de 13.000 kroner til litteraturfestivalen. Og på den anden side irriteret over, at litteraturfestivalen skal være reklamesøjle for sparekassen. De 13.000 kroner fra sparekassen er vigtige og nødvendige for festivalen. Det er de frie midler, festivalen har at arbejde med. Men de er på den anden side småpenge i forhold til de 150.000 kroner, som festivalen har fået fra Statens Kunstråd og Nordisk Kulturfond. Penge, som dog er bundet til honorarer til de mange forfattere, der deltager i ”Ord Over Svendborg”.

”Ord Over Svendborg” er en opfølgning af forsøget i 2009 med litteraturfestivalen ”Ordskælv”. Den blev en succes. Arrangørerne vil gerne gøre festivalen til en tradition i byen – som de andre skæve, anderledes årlige arrangementer i Svendborg. Klovnefestivalen og Fødevaremarkedet f.eks. Men så skal der kommunale penge til af en helt anden størrelse end den praktiske hjælp, man nu får fra kommunen. De store statslige og nordiske tilskud i år er éngangstilskud. De vil ikke blive gentaget.

Litteraturfestivalen skal – med arrangørernes egne ord – være en begivenhed, som kan forene forskellige litterære genrer og formidle dem på en inkluderende, levendegørende og nyskabende vis. Festivalen vil desuden sætte kulturelt udfordrende møder i stand mellem forfattere med rødder i Svendborg og forfattere andre steder fra i Norden og Tyskland.

”Vi har valgt navnet ’Ord Over Svendborg’, da det skal være en litterær festival for hele byen og inddrage så meget af byen som muligt. Igennem spændende og eksperimenterende litterære events med forskellige udtryk vil vi formidle og styrke det sunde litterære miljø i Svendborg og skabe originale og tilgængelige platforme, hvor kunstnere og publikum kan mødes. Der skal være noget for både store og små, og derfor har vi planlagt arrangementer på både Naturama, biblioteket, Forsorgsmuseet, Harmonien, på Torvet og andre steder i byrummet. Der vil være både børnelitteratur, spoken word, digtoplæsning, forfatterdebatter, litteraturfilm og en god del mere”, siger Kåre Wangel.

Rejsen frem mod ”Ord Over Svendborg” har været lang. Først med bevillingerne fra Statens Kunstråd og Nordisk Kulturfond kunne litteraturfestivalen blive en realitet. Inden da havde litteraturfestivalen deltaget i sparekassens langstrakte reklame-event i et forsøg på at få del i 450.000 kroner. Sparekassen udlovede sidste år 450.000 til kulturelle formål. Forløbet strakte sig hen over det meste af 2010 – med masser af offentlighed og dermed reklame igen og igen for sparekassen. Litteraturfestivalen havde søgt om 67.000 kroner – men endte med at få 13.000. Hele den langvarige proces – til sidst med folkeafstemning om projekterne – betød også, at nogle projekter endte med at få flere penge end de havde søgt om. ”Hvilket jo ærligt talt virker lidt som spild af penge”, siger Kåre Wangel.

Mange mennesker og meget arbejde i lang tid. Det krævede det at være med i kapløbet om sparekassens penge. Der var selve ansøgningen, der var præsentation af projektet på Kulturnatten, der var pressemeddelelse til præsentation i Ugeavisen, der var præsentation af projektet på Markedsdagen. Alt sammen med eksponering af Sparekassens navn.

”Lidt skuffende at lægge så meget arbejde i det uden reel mulighed for at nå op på det beløb, vi havde brug for. Det kunne ikke lade sig gøre med den fordeling, der blev lavet. Med et grundbeløb til alle, der blev udvalgt til at være med og så en afstemning til sidst”, siger Kåre Wangel.

Han er fortsat glad for, at litteraturfestivalen trods alt har fået 13.000 af Sparekassens 450.000 kroner. For, at Sparekassen trods alt vælger at bruge nogle af sine penge på kulturen i Svendborg. ”De kunne jo bare lade være og beholde pengene i kassen”, siger han. Mens han omvendt ikke er i tvivl om, at Sparekassen med den langstrakte proces omkring uddeling af de 450.000 kroner til kulturen har fået en reklame, som er meget mere end 450.000 kroner værd.

”Sparekassens folk lagde da heller ikke på noget tidspunkt skjul på, at de sandelig ikke er filantroper. De gjorde det her for at få fokus på Sparekassen. Det er også fair nok. Men jeg synes, at det, Sparekassen fik ud af det, vejede for meget i forhold til, hvad vi andre kunne få ud af det”, siger Kåre Wangel.

”Omvendt anerkender jeg også, at Sparekassen ikke på nogen måde eller på noget tidspunkt har forsøgt at diktere indholdet i de kulturelle projekter, der var med i kapløbet om pengene”, tilføjer han.

Kåre Wangel er også kritisk overfor den måde, fordelingen af pengene til sidst blev afgjort. Han havde hellere set en komite af kompetente folk til at vurdere de forskellige projekter. Således at det havde været det indholdsmæssige og eventuelt nyskabende for byen, der var blevet lagt vægt på. Frem for at det – som det skete – skulle afgøres ved en afstemning blandt de mennesker, der nu mere eller mindre tilfældigt mødte op til markedsdagen. ”Dermed ligger det næsten i sagens natur, at det bliver det populær-kulturelle, der trækker flest stemmer, det vil sige, at vi får mere af det, vi har i forvejen, i stedet for noget nyt”, mener Kåre Wangel. Den største sum penge gik da også til bunkermuseet i Ollerup.

Læs mere om litteraturfestivalen her.