I slutningen af november begyndte vores forsytia at blomstre. De fineste små gule blomster sad der og tronede på de nøgne grene. Gennem hele december og et godt stykke ind i januar, sad de der og blomstrede i snesevis og dog alene. Indtil en dag, hvor også hortensiaerne var begyndt at vise små fine blade. Der var en vis optimisme over sceneriet, eller var det naivitet?

Kulden har nu fået fat, og blomsterne er væk. Hortensiaerne må nok se frem til en kraftig beskæring, hvilket de bestemt ikke bryder sig om. Sneen har lagt sit beskyttende lag, så haven klarer det sikkert lige som i de forrige hårde vintre.

Havedammen, der indtil for nylig lå isfri og med aktive fisk, der forventede at blive fodret en gang om ugen, ligger nu hen i mørke. Havde det ikke lige været for et enkelt isfrit område – som hos en anden sælfanger, der har savet hul i isen – står guldfiskene og kikker forventningsfuldt op i lyset, mens den sorte hankat, Sokrates, står og kikker ned. Også her var der optimisme, eller var det naivitet?

Forleden stillede Jesper Kiel et forslag i byrådssalen om borgerhøring og retssikkerhed. I papiravisen fulgte et skarpt farvefoto af forslagsstilleren, som til lejligheden havde iført sig et næsten usynligt veltilfreds smil. I baggrunden og lettere sløret kunne Masoum Moradi ses med fingrene i en sådan stilling, at de nemt kunne forveksles med horn i panden. Der er en vis optimisme over billedet, eller er det naivitet fra beskuerens side?

”Kiel samlede salen” stod der i papiravisen, mens artiklen mest af alt handlede om en række navngivne politikeres løfter. Har vi ikke før hørt om politikere, der lover et eller andet, for så efterfølgende at gøre noget helt andet. Måske er der en forskel denne gang. Måske har vi som borgere fat i den lange ende. I tidligere artikler i papiravisen, har bl.a. Birgit Bagge i bedste Stasi-stil lovet at ”vi holder øje” – underforstået, at jobcentret holder øje med sygdomsramte borgere. Nu er situationen ved at ændre sig. Nu holder borgerne øje med jobcentret og politikerne. Jeg synes bestemt, der er grund til optimisme, eller er jeg bare for naiv?

Svendborg Kommune skriver stadigvæk om deres telefonundersøgelse af jobcentrets brugere. Senest John Jensen, der er økonomi- og arbejdsmarkedsdirektør i Svendborg kommune. I sig selv en magtfuld titel, hvis man tror på den slags. Endnu engang roser kommunen sig selv, og jeg må formode, at de selv tror på deres ”projekter”. Det er langt ude at påstå, at undersøgelsen afdækker medarbejdernes trivsel. Undersøgelsen giver ikke svar på noget som helst, og i bedste fald svarer undersøgelsen til kun at optælle ”ja-stemmerne” for derefter at konkludere: ”her går det godt”. Det er meget optimistisk, eller også er det urimelig naivt?

Det er snart et år siden, at sygdomsramte borgere og deres raske hjælpere stillede sig op på Centrumpladsen for at kræve anstændighed i sagsbehandlingen. Vores stille protester er blevet kaldt højt råbende af en ledende medarbejder på jobcentret. Vi bliver kaldt ”den syge gruppe” af en socialdemokratisk sangskriver og meningsdanner. I en stor opsat artikel i papiravisen er vi blevet kaldt udemokratiske og diktatoriske af medlemmer af borgmesterens parti. Alligevel står der en gruppe mennesker lørdag efter lørdag og uanset vejrliget på det, vi en halv time om ugen kalder ”Anstændighedens Plads”.

Måske det er en smule naivt, men vi vælger optimismen og håbet. Vi bliver stående!

(William Fibæk Mikkelsen, Svendborg, voksenunderviser og ”frivillig i samfundets tjeneste”, bl.a. i Syg i Svendborg).