Anstændighedens Plads i Svendborg 19. maj.

JulieKjær.

Af Julie Kjær

Jeg har igennem længere tid undret mig over én ting: Hvorfor bakker den lokale del af fagbevægelsen ikke op om initiativet ”Syg i Svendborg”? Et initiativ, der baserer sig på stille protester fra indignerede borgere i Svendborg og omegn, som nærer et ønske om en anstændig behandling af Svendborg Kommunes syge og nedslidte borgere.

Som bekendt er 3F og FOA de fagforeninger, der har flest syge og nedslidte medlemmer, blandt andet på grund af et psykisk dårligt arbejdsmiljø rundt omkring på arbejdspladserne. Derfor havde jeg også troet, at den lokale fagbevægelse ville tage godt imod et initiativ som ”Syg i Svendborg” og bakke 100 procent op om det. Når det omvendte viser sig at være tilfældet, vækker det både min harme og vrede.

Mig bekendt er det endnu én af fagbevægelsens overordnede målsætninger at bidrage til at spænde et fælles sikkerhedsnet ud under de medlemmer, der har størst behov for en hjælpende hånd. Dem, der i forbindelse med arbejdsulykker eller andre tragiske begivenheder bliver kastet ud af arbejdsmarkedet uden nogen mulighed for atter at komme i fuldtidsbeskæftigelse eller i det hele taget varetage et job. Derfor blev jeg også dybt forundret, da jeg – i forbindelse med 1-års dagen for den første protestaktion på Anstændighedens Plads i Svendborg – fik af vide, at den lokale FOA-formand havde bedt forbundsformanden fra FOA, Dennis Kristensen, om at undlade at holde tale på pladsen. Hvorfor? Jeg har længe forsøgt at finde en mening med dét, men har for længst måttet give op. Det samme har Dennis Kristensen tilsyneladende også gjort, eftersom han valgte at afholde talen alligevel.

I forbindelse med det lokale 1. maj arrangement i Svendborg var den gal igen. Her blev Tonni Hansen, der indtil for få måneder siden var næstformand i SF, og som er lokalformand i 3F og LO på Sydfyn, rasende, fordi en række af de borgere, der støtter op om ”Syg i Svendborg”, valgte at tage deres ”Syg i Svendborg” T-shirts på og stille sig op foran Svendborgs borgmester, mens han holdte tale. Når Tonni Hansen blev rasende, blev han det til trods for, at borgerne ikke sagde noget under talen, og derfor udelukkende kom med en stiltiende protest. Han hævdede ligefrem, at borgernes optræden var uanstændig! Men kære Tonni: Hvis der er noget, der er uanstændigt, så er det, at de ledende lag i Svendborg kommune beslutter at sende syge mennesker ud i økonomisk ruin, fordi den dels har vedtaget, at antallet af tildelte førtidspensioner skal halveres, og dels vil mindske antallet af tildelte fleksjobs med 90 procent. Og hvis der er noget, der er uanstændigt, så er det, at den lokale fagbevægelse bare lader stå til. Der bliver ikke færre syge af, at der fra politisk hold bliver besluttet, at de syge skal blive raske. Ligesom der heller ikke bliver færre syge af, at de mennesker, der har allermest brug for hjælp, ikke får den opbakning, de behøver.

Min opfordring til den lokale fagbevægelse er derfor: Kom ind i kampen og påtag jer det sociale ansvar, der ligger i at tage hånd om jeres arbejdsløse og syge medlemmer! Vores velfærdssamfund er som bekendt ikke kommet dumpende ned fra himlen. Det opstod, fordi vi havde en stærk fagbevægelse, der kæmpede folkemassernes sag. I dag er væsentlige dele af det sikkerhedsnet, som velfærdssamfundet udgør, under pres. I stedet for at miste jeres legitimitet ved ikke at gå ind i de kampe, der fylder meget hos jeres respektive medlemmer, bør I komme ud over rampen. Det er ikke for sent.

FOTO: Steven Johannes Legene