Poppeas Kroning. Opera på Valdemars Slot for fjerde gang – nu med Den Fynske Opera. Instruktøren, Anne Barslev, har overgivet roret til Den Fynske Opera, og har derved fået en stabil økonomi og et kunstnerisk bagland i et etableret operahus.

Hun har endnu en gang kastet sig ud i gendigtning af en opera af Monteverdi. For fire år siden var det Orfeo, og nu altså Poppea. Det er Monteverdis sidste, og mange mener den bedste opera, han har skrevet. Men da originalpartituret ikke længere eksisterer, ved man faktisk ikke, hvor meget af musikken der rent faktisk er skrevet af denne meget flittige komponist, der levede 1567-1643. Operaen blev opført første gang i 1642, og man må formode, at Monteverdi har skrevet den umiddelbart før. Altså i en alder af ca. 80 år. Det bærer den under ingen omstændigheder præg af i Anne Barslevs udgave. Sjældent har jeg oplevet så saftig og sjov en opera.

Vi kommer ind i de dejlige kulisser, som parken ved Valdemars Slot jo er sådan en yndig sommeraften.

Til ouverturen springer en ungersvend rundt og plukker blomster til sin elskede Poppea, som imidlertid samtidig muntrer sig med Kejser Nero som pikant blindebuk og ståtrold.

Den forsmåede bejler smider buketten og kaster i stedet sine øjne og andre kropsdele på kammerpigen Drusilla.

Så kan Poppea og Kejser Nero lege brudeleg i fred, hvis der ikke lige var det lille problem, at Nero rent faktisk er gift. Og kejserinden er ikke særlig glad for at vige pladsen ved kejserens side. Neros spindoctor forsøger uden held at tale ham til fornuft!

Og således uforløste og spændte går vi til pause. OG SÅ KOM SKYBRUDDET.

De fantastiske kostumer ville blive ødelagte. Og så gik strømmen. Og så gik operachefen på scenen og aflyste forestillingen!

Så dette er blevet til en føljeton. Fortsættelse følger!!!!

(OPDATERET LØRDAG DEN 4. AUGUST):Fortsættelse og afslutning af Poppeas Kroning blev fredag dEN 4. august afviklet uden uheldig indblanding fra vejrguderne.

Efter et vældig langt forspil i første sæt er vi nu nået til klimaks. Alle må gøre deres situation op og få det bedste ud af det. Den retfærdighedssøgende mentor Seneca fordyber sig i bøgernes verden, da hans kejser ikke vil lytte til fornuft. Dette kvitterer Nero for med en dødstrussel. Men Seneca beslutter sig til at begå selvmord ved at hænge sig  (en meget livagtig scene) og glæder sig til at fare til Himmels, hvor sandhed og retfærdighed regerer.Han bliver nænsomt taget ned/op af Den store hvide Flok – og en lille nysgerrig kat, der gik aftentur over plænen.

Octavia, der aner enden på sin dronningekarriere, befaler Otho at dræbe Oppea. Men Otho har svært ved at dræbe sin tidligere kæreste, selv om han nu elsker Drusilla. Hun tilbyder at hjælpe ham, men missionen mislykkes. Nero dømmer dem til eksil i et fjernt land, men det ser de ikke som en straf, men som en belønning, og de drager lykkelige af sted. Stakkels Octavia bliver også skibet af og sendt langt væk fra Rom.

Nero og Poppea får hinanden i enden, og det har de også fortjent. Poppea bliver kronet, men dog uden krone. Den har Octavia taget med, så hun må nøjes med en rosenkrans.

Forestillingen er et udstyrsstykke af rang, ikke mindst de overdådige barokkostumer solisterne bærer. De er kreeret af Gøje Rostrup, og hun har boltret sig i et væld at fløjl, silke, guldtråd og brokade i de flotteste farver. Samtidig har hun frækt tilsat nogle moderne rekvisitter som et par havehandsker og en rosensaks til Kejserinden, da hun ordner blomster. Og en spraydåse hårlak til Oppeas frisure.

I modsætning til dette er det 28-mand/kvinde store kor iført forskelligt hvidt tøj, som det ser ud til, de hver især har haft med hjemmefra. Det illuderer vældig godt forskellen på proffer og amatører.

Det 11 personer store orkester under ledelse af Jonas Nørgaard var en fryd at høre og se på. Jonas Nørgaard har været dirigent for Opera på Valdemar Slot i alle årene.

Poppea blev sunget af en sikker Brit-Tone Müllertz. Hun har fylde i både krop og sopran. Nero var i tenoren Simon Mott en selvpromoverende latterlig lille mand med brunstige blikke. Guds gave til kvinderne. Vi kender godt typen!

Til gengæld smeltede vi gamle piger helt over Jens Søndergaards baryton som Otho. Det gør sopranen Nickie Johansson så også lige. Man kan godt forstå, at Anne Barslev vælger hende igen og igen til sine forestillinger. Otho og Drusilla havde nogle smukke arier sammen.

Den sværmeriske Seneca sunget af barytonen Jakob Vad var en nørd med bogbus og meget tilbagelænet. Det var nu også nogle dybe tonelejer, han skulle ned i.

Octavia leveret af mezzosopranen Liv Oddveig Midtmageli var et glædeligt gensyn. Hun synger sine følelser ud med stor stemmepragt.

Vores egen sydfynske sopran Sofie Ljungdahl er blevet forfremmet fra kor til kammerpige. En lille rolle, som hun udfyldte fint.

Og så har Anne Barslev gjort det igen. Et brag af en forestilling for unge, gamle, operaelskere og nu også for husarerne.

(Sommeroperaen opføres 1., 3., 4., 5., 7., 8. og 9. august).