Arno Kruse.

Arno Kruse.

Af Arno Kruse

Ole Sohn forklarer sin udmeldelse af SF og indmeldelse hos Socialdemokraterne med, at der i SF ikke længere er opbakning til det, han kalder ”Mit projekt”! Og det er vel nogenlunde det eneste, Ole Sohn har ret i. Altså det med den manglende opbakning.

Betegnelsen ”Mit projekt” dækker egentlig over det projekt, som Villy Søvndal søsatte sammen med Ole Sohn og Børnebanden efter valget i 2007, som var det første folketingsvalg med Villy Søvndal som SF-formand. SF fik den gang et kanonvalg med 13,0 procent af stemmerne, som gav 23 mandater. Ved det samme valg skulle Helle Thorning-Schmidt også have sin ilddåb som ny partiformand for Socialdemokraterne, men i modsætning til Villy Søvndal måtte Helle Thorning-Schmidt indkassere et valgnederlag, og Socialdemokraterne kom med kun 25,5 procent af stemmerne ned på 45 mandater.

Denne udvikling gav Villy Søvndal blod på tanden med hensyn til at indlede et tættere samarbejde med Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne, og efter at have solgt ud af SF’s arvesølv kunne Villy Søvndal præsentere et fælles valgoplæg – Fair forandring – sammen med Helle Thorning-Schmidt forud for valget den 15. september 2011. Det, som Ole Sohn kalder ”Mit projekt” havde gjort SF klar til at blive et regeringsdueligt parti.

SF’s vælgere var imidlertid ikke tilfredse med Villy Søvndal, Ole Sohn og Børnebandens projekt, for de vendte tommelfingeren så meget nedad ved valget i 2011, at SF landede på 9,2 procent og tabte hele 7 mandater. Og bedre gik det såmænd ikke for Helle Thorning-Schmidt, der måtte indkassere sit andet valgnederlag i træk. Socialdemokraterne røg ned på 24,8 procent i vælgertilslutning og mistede yderligere et mandat.

Imidlertid vandt de Radikale og Enhedslisten hver 8 mandater, og dermed havde VKO-blokken altså mistet sit flertal, og derfor kunne Villy Søvndal tage Ole Sohn under armen og vandre ud til regeringsforhandlinger i det så berømte sorte tårn på Amager, hvor resten af SF’s arvesølv blev solgt sammen med partiets socialistiske sjæl. Dette var altså den ultimative pris for, at Villy Søvndal og Ole Sohn og nogle af Børnebandens medlemmer kunne skrive minister på deres visitkort

Siden de famøse regeringsforhandlinger i det sorte tårn på Amager er vælgerne flygtet massivt fra både SF og Socialdemokraterne. I den sidste Voxmeter-måling står SF til kun 3,1 procent af stemmerne, som vil give partiet sølle 5 mandater, hvis der var valg i dag. Socialdemokraterne er røget ned på 19,9 procent og står dermed til at tabe yderligere 9 mandater.

Siden det, som Ole Sohn kalder ”Mit projekt”, blev søsat, er SF gået fra en vælgertilslutning på 13,0 procent til 3,1 procent, hvilket svarer til en mandattilbagegang fra 23 mandater til 5 mandater, altså et tab på 18 mandater. I den samme periode har Socialdemokraterne haft en tilbagegang fra 45 mandater til 35 mandater.

Det projekt, som Ole Sohn kalder ”Mit projekt”, er blevet underkendt i en sådan grad, at selv Ole Sohn burde have erkendt og respekteret, at vælgernes mandat regulært var taget fra ham. Vælgerne ville hverken Villy Søvndals eller Ole Sohns eller Børnebandens projekt.

I stedet for at respektere sine medlemmer og vælgeres mening har Ole Sohn sammen med Børnebanden valgt rent ud sagt at pisse på vælgernes mening, og er derfor én efter én rendt over til Socialdemokraterne og en enkelt til de Radikale.

Dette massive vælgerbedrag understreger desværre med al for stor tydelighed, at når Ole Sohn taler om ”Mit projekt”, så betyder det på almindeligt dansk, at Ole Sohns virkelige projekt er og har været: Ole Sohn!

Politisk prostitution af værste skuffe!

(Arno Kruse, Longelse Sand, Langeland, er folkepensionist. Han er tidl. medlem af kommunalbestyrelsen i Rudkøbing for Arno Kruses Liste. I dag er han medlem af Enhedslisten).