I dag er familien smadret

Af Emil Dyred, folketingskandidat, Radikale Venstre

FOLKETINGSVALG/11: Et samfund skal kendes på den måde, det behandler sine sårbare og udsatte mennesker. Det gælder også dem, der søger asyl i Danmark. For tiden er deres skæbne gledet helt ud af den politiske debat – druknet i gensidige beskyldninger om løgn og manglende løsninger.

Det virker som om, at vi har glemt rydningen af Brorsons kirke i 2009, de løbende udvisninger af uledsagede børn til Afghanistan samt de børn, der sidder tilbage i asylcentrene trods Anders Fogh Rasmussens løfter om det modsatte før valget i 2007.

Forleden fortalte en radikal fra Langeland mig en historie, der viser, hvorfor spørgsmålet om asylansøgerne er så vigtigt. Den gør mig vred hver gang, jeg tænker på den.

En irakisk familie kom til Danmark i foråret 1999 og søgte om asyl. Deres papirer var blevet stjålet, og de danske myndigheder stolede ikke på, at de faktisk var fra Irak. Der har man nemlig meddelt, at man ikke kender til familien. Det samme har Tyrkiet, Syrien, Libanon og det internationale politiagentur, Interpol. De er med andre ord statsløse. Alligevel har de ikke fået opholdstilladelse.

Da familien kom til Danmark, havde forældrene fire børn. Det femte er født her. I dag er børnene mellem 6 og 24 år. De fire ældste har gået en smule i skole, men ingen af dem har fået lov til at gennemføre et normalt forløb i folkeskolen. Hverken forældre eller børn må arbejde. Ved ankomsten var familien velfungerende. I dag er den smadret.

Det er ét eksempel, og der er mange andre. Men sagen er klokkeklar. Disse mennesker er ikke i stand til at vende hjem. Der er altså tale om et rent humanitært spørgsmål. Den slags findes bare ikke længere i dagens Danmark. Behandlingen af asylansøgere er blevet politisk, og den uværdige behandling af dem udgør VK-regeringens betaling for støtten fra sit parlamentariske støtteparti, Dansk Folkeparti.

Forældrene tager børnene som gidsler, lyder det fra højrefløjen. De skal ikke belønnes for at blive hængende i Danmark, når de bare kan rejse hjem.

Men de kan ikke tage hjem, og i Danmark har de ikke noget hjem. Regeringens behandling af disse mennesker har gjort vores land til et umenneskeligt sted at være for dem. Der er ikke noget at sige til, at de nedbrydes og får ar på sjælen.

Siden 2002 har Danmark fortolket FNs definition, af hvem der er flygtning, ufatteligt snævert. Det har gjort det stort set umuligt for forfulgte mennesker at få asyl.

Det må høre op. Vi skal følge FNs egne retningslinier på flygtningeområdet, og vi skal indføre hurtigere og mere ensartet sagsbehandling. Og det stopper ikke der.

Uanset om asylansøgerne ender med at blive her eller ej, skal vi give dem et afsæt for resten af livet, ikke standse det. Derfor skal vi give alle asylansøgere adgang til uddannelse og beskæftigelse, mens de er her. Deres børn skal selvfølgelig kunne gå i dansk dagpleje, børnehave eller skole.

De afviste asylansøgeres situation må være noget af det første, som en ny regering tager op, når flertallet skifter efter næste valg. Den næste integrationsminister må imødekomme ansøgningerne om humanitært ophold som sin første embedshandling. Det vil være et symbolsk brud med de nuværende regler, men det vil betyde umådeligt meget for de mennesker, der lider under dem.

(Emil Dyred er folketingskandidat for Radikale Venstre – se mere på dyred.dk)