Arne HerløvPetersen.

Af Arne Herløv Petersen

Kristian Villesen skrev i en klumme i Information i går om, hvor kedeligt det er at besøge gamle mennesker, der er gået i stå og kun kan tale om deres børnebørn og deres skavanker.

Som positivt modstykke opstiller han moster Inger, der helt på egen hånd læser avisen hver dag, selv om hun er oppe i halvfjerdserne, og flyver og farer byen rundt for at følge med i de nyeste film og teaterstykker, så de unge bliver helt forpustede og stønner: Nej, den har jeg ikke nået at se endnu.

Det er aldrig godt at gå i stå, men jeg vil ikke være med til den udbredte neofili – troen på, at det er en kvalitet i sig selv, at noget er nyt.

Jeg læser gerne et par af årets nye danske bøger hvert år. Der er nye forfattere, jeg er meget glad for, at jeg har læst – Ursula Andkjær, Josefine Klougart og Harald Voetmann, f.eks. – men det sker også tit, at nye bøger ikke siger mig noget. Ligesom mange gamle bøger ikke siger mig noget.

Jeg har svært ved at læse noget videre eller se film, når jeg selv er i gang med at skrive. Jeg skriver i stadig stigende grad i raptusser, og så er der ikke plads til så meget andet.

Men det er ligesom med åndedrættet, man kan skifte mellem at suge til sig og blæse ud. I de perioder, hvor jeg ikke lige er i gang med at skrive noget, kan jeg have læse- og filmraptusser.

For nogle år siden så jeg på tre-fire måneder flere hundrede stumfilm. Jeg blev overbevist om, at hvis man betragter film som levende billeder – kunsten at fortælle en historie gennem skiftende billedkompositioner – så er mange af de bedste film, der overhovedet findes, lavet i løbet af en meget kort periode fra 1926 til 1929.

For år siden brugte jeg et halvt år fra oktober til april på at udfylde huller i min almene dannelse. Der var så mange mesterværker, jeg havde hørt om altid, men aldrig fået læst. Jeg læste Bibelen fra ende til anden. Jeg læste Homer, Vergil og græske dramaer. Jeg læste Rabelais og Chaucer og Cervantes og Shakespeare. Jeg læste de kæmpestore romaner Genji og Drømmen om det røde kammer. Jeg læste Proust og Joyce og Kafka og Bulgakov. Jeg læste Holbergs epistler og moralske tanker – ikke i små snoldede udvalg, men det hele. Jeg læste Thomas Paine fra ende til anden.

Det var en kolossal oplevelse, jeg blev fyldt op, jeg følte mig beriget, jeg blev opladet. Nyt er ikke nødvendigvis godt. Hvis man kun vil følge med i det nye, mangler man hele fundamentet, hele bredden.

Hvis man læser og ser de store mesterværker – i deres helhed – kan man forstå, hvorfor de altid har været betragtet som mesterværker. Man opdager også, at man kan kede sig undervejs, der er passager, det kan være træls at komme igennem – skibskataloget i Iliaden, slægtstavlerne i Bibelen – men når man tager det med i strakt arm, opdager man, at det ikke slår skår i værkernes storhed, at de ikke er helt på højderne hele tiden. Tværtimod gør det dem mere menneskelige. De persiske vævere vævede altid bevidst en fejl ind i trådene. Det skulle minde os om, at kun Gud er fuldkommen og menneskenes værker altid behæftet med fejl. Hvis man ikke tror på Gud, kan man jo omformulere det: Det fuldkomne kan være et ideal. Men ve dig, hvis du tror, du kan nå det. Der er iskoldt på højderne. I menneskenes verden, i den levende verden, er det mangelfulde altid en del af tilværelsen, det lave en forudsætning for det høje, bølgedale nødvendige for at der findes bølgetoppe.

(Arne Herløv Petersen er forfatter og bor på Langeland).