M/S Sundance – havnens nye café-skib

Michael Højgaard Madsen.

Det ligger der allerede. Ved Jessens Mole. På linje med Restaurationsskibet Oranje, som i 21 år har været et slags vartegn for Svendborg. For havnen i hvert fald. Men nu ligger også M/S Sundance der. Det åbner om et par måneder som café-skib – med mere.

Svendborg Kommune har netop givet ejerne af den luksuriøst indrettede M/S Sundance lov til at ligge ved Jessens Mole i foreløbig tre år. Det er ægteparret Michael (41 år) og Sylvia (42 år) Højgaard Madsen, der ejer M/S Sundance, som de i et par år har brugt som husbåd i København.

Ingen ved endnu, om restaurationsskibet Oranje til sommer åbner for sin 22. sæson ved Jessens Mole. Ejeren, Jørgen Krag Jensen – bedre kendt som Jørgen Oranje – bebudede sidste sommer, at nu er det slut, fordi han mener, kommunen stiller urimeligt høje betalingskrav. Jørgen Krag Jensen har i øvrigt i et par år været indstillet på at sælge Oranje.

”Oranje har kontrakt på at ligge der til september. Men hvis han ikke åbner til sommer, så skal han trække skibet væk”, siger formanden for kommunens Udvalg for Kultur og Plan, Bruno Hansen (SF).

”Vi ved ikke, om han åbner eller ej. Vi har spurgt flere gange, men ikke fået svar. Vi har ikke kunnet få fat i ham i flere måneder. Han har også fået forelagt en ny kontrakt, men han har ikke villet skrive under”, tilføjer udvalgsformanden.

Under alle omstændigheder har kommunen nu givet M/S Sundance plads ved Jessens Mole i de næste tre år. Hvis Oranje åbner, så bliver M/S Sundance liggende, hvor den ligger nu – på linje med Oranje. Hvis Oranje ikke åbner, så skal den ifølge Bruno Hansen væk, og så skal M/S Sundance overtage Oranjes plads.

Michael Højgaard Madsen glæder sig sådan set bare til at åbne M/S Sundance som café-skib – med mere. Det der ”med mere” betyder, at han og hustruen har planer om mere end en café. F.eks. er der på skibet god plads til udstillinger. Der er også et par luksuslejligheder ombord. En af dem kan omdannes til værelser. Så deres plan er også at drive en slags Bed & Breakfast på skibet. Desuden at leje ud til selskaber, som der er 160 kvm. til. På skibet er der i alt 300 kvm. plads. Maden skal – indtil videre i hvert fald – leveres fra Jeff Scott Fosters Restaurant 5.

Michael Højgaard Madsen er officer i Søværnet, men har tidligere – for mange år siden, siger han – været inspektør for en kæde med seks restauranter i København. Hans polsk-fødte hustru Sylvia har i de sidste 25 år drevet selvstændig virksomhed. Det bliver nok så meget hende, der skal drive M/S Sundance, fordi han er ude at sejle som navigatør i Søværnet. Han er væk syv til ni uger – og hjemme et par måneder.

De to har renoveret et par husbåde allerede – efter de i 2004 blev trætte af at bo i en villa i Hvidovre. De har boet på disse husbåde, men solgt dem videre efter renovering. Derefter havde de flere gange øjnene rettet mod M/S Sundance, der har været party-båd på Themsen i London. Det lykkedes at købe den i sommeren 2008. Michael Højgaard Madsen og et par venner sejlede den til Polen. Og renoverede den totalt, før den i 2009 blev sejlet til København og brugt af ægteparret og deres to børn som husbåd. Også denne – deres tredje husbåd – har de forsøgt at sælge for 22 millioner kroner. Uden held. ”For så kom finanskrisen”, siger Michael Højgaard Madsen.

”Men i slutningen af sidste år begyndte jeg så at lege med tanken om at lægge den et sted som udstillings-, café-, og Bed&Breakfast-båd. Og det er så lykkedes i Svendborg”, siger han, der i øvrigt ikke har andet forhold til Svendborg, end at han i sin tid har gået på Kogtved Søfartsskole og Navigationsskolen.

Det er ikke lykkedes netavisen at få kontakt til Jørgen Krag Jensen, Restaurationsskibet Oranje.