Det ligner et lys for enden af tunnelen

Der var masser af folk på Strandlyst til lancering af netavisen 1. marts i år.

KOMMENTAR: Et par klik og et par minutter – så enkelt er det nu muligt at donere en halvtredser til den økonomisk nødlidende Svendborgs NetAvis. En donations-knap på siden (øverst til højre) er imidlertid blot første skridt til at sikre, at Svendborg også næste år har en kritisk netavis, som hverken er højreorienteret eller venstreorienteret, men velorienteret.

Masser af læsere har henvendt sig med idéer, forslag, tilbud, siden netavisen i en artikel i sidste uge redegjorde for de økonomiske problemer – økonomiske problemer, som har truet med, at denne december ville blive avisens 10. og sidste måned. Og økonomiske problemer, som siden er blevet omtalt i de andre fynske medier og på journalisten.dk.

Mange læsere har tænkt tanker og også tilbudt sig som arbejdskraft i et arbejde for at få økonomi i avisen. Flere er gået sammen for at vurdere idéerne og forslagene – for at se, hvilke der kan realiseres og både skaffe nødvendig kapital på kort sigt, men endnu vigtigere på langt sigt.

Svendborgs NetAvis’ overlevelseskamp er præcis så alvorlig, som den blev beskrevet i artiklen ”Netavisens sidste måned?” den 3. december. Avisen blev lanceret 1. marts – allerede dagen efter satte Fynske Medier et alvorligt modangreb ind ved at nægte at udbetale den sum penge, avisens redaktør (det er denne skribent) havde aftale om at få i fratrædelsesgodtgørelse. Det angreb var tæt på at tage livet af avisen næsten inden, den var kommet i gang. Men kun næsten.

Næste problem for avisen var sommerferien. Den ligger, hvor den ligger, men det havde redaktøren sådan set ikke tænkt på. Det var tydeligt, at potentielle annoncører – og dermed indtægter til avisen – lige ville se tiden an. Se, om avisen nu også levede, når sommer blev til efterår. Først hen på efteråret lykkedes det at få de første annoncer, men langt fra nok til at fylde det hul, der for længst var gået i redaktørens bukselomme. Og hullet blev større og større, da efterår blev til vinter – så stort, at der end ikke er lommeuld tilbage.

Sådan var situationen – da den elendige økonomiske situation blev rullet ud i artiklen i sidste uge. Den er sådan set ikke blevet bedre på den uge, der er gået. Den har ikke gjort netavisen rig på penge – men til gengæld rig på idéer, forslag og tilbud fra læserne. Både som kommentarer her på siden, som mails til redaktionen og på Facebook, hvor Svendborgs NetAvis’ gruppe har over 1.700 medlemmer. Og en hel del af disse idéer, forslag og tilbud er lovende. Så lovende, at håbet nu spirer.

Hvis bare nogle af forslagene viser sig at kunne realiseres, så kan vi glæde vores mange tusinde læsere med, at netavisen også udkommer, når 2010 er blevet til 2011. Med journalistik, der kritisk kigger magthaverne af enhver slags i kortene – så de ikke bliver magtfuldkomne.


Læs også ”Netavisens sidste måned?” 3. december.