5,4 milliarder kroner er den årlige statslige mediestøtte på. De trykte medier, først og fremmest dagbladene, snupper de 1,5 milliarder. Til selvstændige netaviser er der … ingenting. Er det rimeligt? Det diskuteres på et møde i september mellem mediefolk og politikere. Svendborgs NetAvis har leveret input til debatten på Copenhagen Clash 2010.

Kamp på liv og død om medie-milliarder

Af Frede Jakobsen

De har det med at skrive imod statsstøtte til så det ene, så det andet, chefredaktørerne, når de skriver ledere. Det gør de med venstre hånd. Skriver den slags ledere, altså. For så kan de holde højre hånd fri til at tælle alle de mange skejser, de hvert år får fra staten i støtte til deres papiraviser. Uden den støtte, hvilke mange flere blade for længst være faldet. 1.500.000.000 kroner – halvanden milliard – får de trykte medier, først og fremmes dagbladene, årligt i støtte fra staten. I form af først og fremmest distributionsstøtte og momsfritagelse. Til de rene netaviser er det – indtil nu – givet nul og niks i statsstøtte.

I efteråret starter de politiske forhandlinger på Christiansborg om den del af et kommende medieforlig, som handler om de næste fire års støtte til den trykte presse. Og til de stadigt flere rene netaviser? Måske. Indtil nu har der til de rene netaviser, som ikke er tilknyttet et af bladhusene, været nul støtte. Skønt netaviserne i de seneste år er blevet en væsentlig faktor i nyhedsformidlingen, ikke mindst lokalt.

Copenhagen Clash 2010 hedder et arrangement 16. september i København, som lægger op til de politiske forhandlinger med et debatmøde mellem politikere og repræsentanter for på den ene side dagbladene og på den anden side netmedierne. Dagbladene vil slås for at bevare de rare stats-penge. Netaviserne mener sig berettiget til at få del i dem.

På mødet, som foregår hos dagbladet Information, repræsenteres dagbladene af Erik Bjerager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad og desuden medlem af bestyrelsen i Danske Dagblades Forening og bestyrelsesformand for Dagspressens Fond og Ritzau, og Bent Falbert, netop fratrådt som chefredaktør på Ekstra Bladet. Netmedierne repræsenteres af Christian Peytz, formand for Foreningen af Danske Interaktive Medier, og Ulrik Krag, direktør i Mediaprovider. Dommerpanelet består af Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby, Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen og medieforsker Anker Brink Lund. Debatten vil blive styret af Jakob Elkjær, redaktør, Journalisten.

Copenhagen Clash 2010, arrangeret af DONA – netværk for onlinejournalister og –kommunikatører – har bedt bl.a. Svendborgs NetAvis, om at bidrage til at sparke liv i debatten op til arrangementet. Nedenfor kan du læse sparket fra Svendborgs NetAvis:

Journalistik er vigtig – ikke papiraviser

Af Frede Jakobsen, Svendborgs NetAvis

Jeg hører til den svindende gruppe mennesker, der elsker aviser. Papiraviser. Det ville være mærkeligt andet efter mere end 40 år som journalist på først og fremmest dagblade. Men jeg er også realist. Deres tid – som vi kender dem i dag – er ved at være omme. Mange af dem holdes kunstigt i live – af tilskud fra staten betalt via skatten af de borgere, som i stadigt stigende omfang vælger aviserne fra og går på nettet for at hente nyheder, reportager, analyser, kommentarer. Langt fra kun på de samme bladhuses net-sider. Specielt ikke lokalt, hvor papiravisernes grundige og kritiske journalistik af mange gode og endnu flere dårlige grunde er nedprioriteret til fordel for hurtige, korte og – tror chefredaktionerne – populære historier med en bred appel. Oplagstallene fortæller, at de tager fejl.

Det er også lige meget. Det er ikke vigtigt – af andet end nostalgiske grunde – at papiraviserne overlever. Det vigtige er, at journalistikken overlever. Det er den, der har en samfundsmæssig betydning. Journalistikken. Ikke papiret. Indholdet, ikke formen. Derfor er det bagstræberisk knald i låget, at den gigantiske (men samtidig alt for lille) statslige mediestøtte er bundet til papiraviser. Til noget, som – like it or not – er på vej i graven. Begravelsen vil næppe blive bemærket af mange borgere under 35 år.

Helt lokalt – i en by, i en kommune – rundt om i landet står det allerværst til som følge af papiravisernes indskrænkninger, nedskæringer og deraf følgende prioriteringer af det lette, det hurtige, det korte, det bekvemme. Jeg mener, siderne skal jo fyldes, og bladhusenes netaviser opdateres – med endnu kortere, endnu lettere historier, ikke af hensyn til journalistikken, men af hensyn til at generere klik nok til at sælge bannerreklamer. Den samfundsmæssigt vigtige rolle som kritisk vagthund – den rolle, som dybest set er begrundelsen for statsstøtten – udfylder disse papiraviser ikke længere. Højst i glimt. Og i festtaler.

Uden en øre i støtte vokser der samtidig – og af ovennævnte grunde – nye, lokale netaviser frem, som med større eller mindre held forsøger at overtage en vigtig del af den opgave, som papiraviserne varetager i stadigt mindre omfang – vagthunden, som kigger alle lokale magthavere efter i sømmene, kontrollerer om deres ord og handlinger stemmer overens, hvad enten det er det lokale bystyres politikere, erhvervsledere, fagforeningsbosser, organisationsledere. Med andre ord alle, som har eller har fået magt til at agere på andres vegne.

Cut the crap – tilbage til journalistikken. Ud fra den devise er Svendborgs NetAvis startet 1. marts. På et halvt år, oven i købet med en sommer ind over, har avisen nu fået flere tusinde daglige læsere. Af nyhedsjournalistik med vægt på politik, samfundsforhold, kultur, grundigt og – hvis det er nødvendigt, og det er det som regel – langt for at fortælle hele historien. Hvormed tesen om, at på nettet skal det være kort, er blevet dementeret. Bare det er nyt, vedkommende, grundigt, godt skrevet – så er der læsere til emner, der har samfundsmæssig betydning i lokalområdet. Og ikke bare læsere, men aktive deltagere, der ofte straks efter læsningen skriver kommentarer til artiklerne.

Svendborgs NetAvis’ succes viser, at behovet er til stede. For mere, mere væsentlig, mere grundig, mere kritisk, mere kompromisløs journalistik om emner, som betyder noget for lokalsamfundene. Men uden penge går det ikke – i længden. Og mange af os kæmper med at finde modeller til at få biksen til at løbe rundt. Netop løbe rundt, ikke for at tjene store penge. For Svendborgs NetAvis har det – foreløbig – været et halvt år kun med udgifter.

Og pengene – dem fra staten, altså – dem skummer de gamle, kælne, fede katte i bladhusene. De slikker sig om munden, som var det livgivende fløde. Hvad det sådan set også er. Til netmedierne, hvoraf en del i dag er ved at overtage den rolle, som dagbladene ideelt skulle have udfyldt (og engang udfyldte), er der end ikke en skål tynd skummetmælk. Skønt det er netmedier som Svendborgs NetAvis, der i dag har de skarpe kløer fremme for at kradse dybere, og ikke kun i overfladen, for at få de informationer frem, som befolkningen skal kende, eller have mulighed for at kende, for at kunne tage stilling. Og det er vel – alt andet lige – derfor, der er noget, der hedder statslig mediestøtte i et demokrati.