Af Steven Johannes Legêne

I dag er det den 61. stille protest for en anstændig sagsbehandling, og det er en særlig festlig dag. Ikke fordi vi står her, det er jo snart kutyme, selv om det sker på en trist baggrund. Nej, i dag er det den 5. maj. I dag hylder vi vores genvundne frihed! Om føje timer vil vi få selskab af den store Lancaster bombeflyver, der gav os vores frihed tilbage. I dag hylder vi modstandsbevægelsen som dagens helte!

Efter gode gamle deviser, som frihed, lighed og broderskab, bragte Lancasteren os Marshallhjælpen. I årene efter krigen, i den hollandske dronnings palæ, blev Benelux-samarbejdet grundlagt som en prøveklud for det, der senere blev til en Kul og Koks Union. Som blev til de Europæisk Fællesskaber, der igen endte i Den Europæiske Union. Marshallplanen gik ud på at amerikanisere Europa. Under parolen: Aldrig mere krig og undertrykkelse af anderledes tænkende, at alle er lige, uagtet sygdom, religion, etnicitet etc. At de europæiske lande aldrig skulle bekrige hinanden mere og danne et værn mod, at nogen magt får overtaget herredømmet over minoriteter. Retssikkerheden blev genindført. Belært af krigens rædsler og af menneskerettighedens totale bersærkergang blev der indført grundlæggende sociale normer, der skulle tilgodese alle på lige fod. Det blev strafbart at udøve diskrimination. Domstole lugede ud i rækken af korrupte magthavere, der på groveste vis systematisk havde udført uoprettelig vold mod menneskeheden. Forvaltningsprocesser, der var ondsindede, blev kritiseret og afskaffet. Menneskerettighedssdomstolen i Strasbourg blev dannet med det formål at sikre,, at enhver europæisk borgers ret kan efterprøves.

Det er mindet om dengang, der kommer flyvende om lidt. Det er respekten for disse værdier, der fejres. Vi vil være mange, der med stolthed ser på denne flyvende fæstning, der med sine fire Merlin motorers enestående karakteristiske lyd symboliserer, at vi mindes de faldne, så det kan mærkes helt nede i jorden. Vi hylder dem, som ofrede livet for vores frihed.

MERE END BOMBER I LASTEN

Men Lancasteren havde mere i sit lastrum end sine altødelæggende bomber til tyskerne. Vi blev også bombarderet med kapital og isenkram, der kunne løfte landet ud af sin krigsskadede forfatning. Vi fik kapitalindustrialisering og forbrugsgoder med som et lille ekstra stykke chokolade til den udmagrede krop. De store multinationale virksomheder fik fodfæste. Ved at forsyne os med deres produkter samt tilbyde os produktionslicenser, skabte de et økonomisk forhold, som stadigvæk er voksende.

Den historiske frihed, som vi alle nyder godt af, siges det dagligt. Vi kan frit vælge til og fra. Og hvis vi lytter til vores indre fornemmelse, så er vi frie, men vi er vist alle bundet af afhængigheden af disse masseproducerede forbrugsgoder, som er svært ubehagelige at undvære i en krisetid. Det kan dem, som oplevede Den Anden Verdenskrig, sikkert stadigvæk berette om i mange lange mørke aftener i tællelygtens flagrende skær.

I dag hylder vi datidens modstandsfolk, mens vi i nutiden frygter terror. Nu kan det være, I tænker: Hvorfor står manden og snakker om dét? Det har jo intet med vores kamp for de syge at gøre. Så vil jeg svare jer:

INGEN GØR OPRØR LÆNGERE

Vi har så meget frihed og overflod, at ingen vil gøre oprør længere, jo, så skulle det da være, hvis vores afgiftsbelagte forbrugsgoder stiger i pris. At få dagligdagen til at hænge sammen er svært, også for dem, som har arbejde, bolig og familie, når udgifterne stiger uge for uge. Men vi er stadigvæk frie, når man sådan betragter det udefra. Men det, mener jeg, kan diskuteres; vores frihed har for nogles vedkommende aldrig været mere begrænset, end den kan blive. Det tror jeg, alle her på Anstændighedens Plads kan nikke genkendende til. Jeg sammenligner efterkrigens Danmark med en syg samfundsborger, der får hjælp til at videreudvikle sig til en forbedret tilstand. Man får stillet alle tænkelige midler til rådighed. I dag er det bankerne, der får hjælp til at overleve en krise, for ellers kollapser det system, vi fik smidt i hovedet. Det er ikke fru Jensen, der efter en livskrise får stillet alle mulige midler til sin rådighed for at komme videre. Fru Jensen behandles ikke længere efter de velmente intentioner, der lagde grund til et hav af konventioner,, som notable herrer med høj cigarføring – badet i blitzlys – har underskrevet med deres funklende forgyldte fyldepenne. I dag nøjes man med et rødt stempel, ejectet, afvist.

Og hvis så man vælger – efter at have oplevet, at der er et system, der kategorisk afviser mange, som er i samme situation – når vi så vælger at stå sammen og sige fra, så er vi pludselig tilbage ved vores hjemmebane her den 5.maj. Vi gør oprør! Vi har ydet en modstand, som kan høres. Om end ikke så larmende som Lancasteren. Vi har i mere end fjorten måneder stået her hver lørdag for at gøre opmærksom på, at der er personer, der falder udenfor det sociale sikkerhedsnet. Vi har påpeget og dokumenteret fejl på fejl i sagsbehandlinger og nævnsafgørelser, fejl, som Svendborg Jobcenter udøver overfor sine borgere. Grundlæggende menneskeretsprincipper bliver stille og roligt tilsidesat i en sådan grad, at det virker som en bevidst politisk handling. Der er et mønster og en tendens, der ser så organiseret ud, at det overskygger borgerens behov for hjælp på det groveste og ligner manipulation.

EN ANSTÆNDIG SAGSBEHANDLING

Når vi så meddeler dette, bliver vi udråbt som små ´terrorister´- udenfor politisk rækkevidde – der vil systemet til livs. De herskende magter konspirerer sig ud fra deres egen forventning med en holdning som: det er ikke vores problem, ansvaret ligger et andet sted. De kommer med bortforklaringer, som vi er bombarderet med i bunkevis; læserbreve, skrevet i skingre toner, der kun har tjent det ene formål at vaske hinandens hænder. Læserbreve med forsøg på at få SIS til at fremstå som nogle utilpassede, der ikke respekterer sagsbehandlerens arbejde osv., eller at vi vil have førtidspension alle sammen. Det er jo slet ikke det, vores kamp handler om. Vi holder meget af medarbejderne på jobcenteret, vi er bare kede af, at de ikke har bedre redskaber til reelt at hjælpe den syge borger. Vi forholder os undrende til, at dygtige medarbejderes indstilling til førtidspension på grundlag af dygtige læger og dygtige speciallægers dyre diagnoser bliver overhørt af kommunens dygtige pensionsnævn. Vi mener ikke, at alle skal have førtidspension, men at dem, som søger, skal have en anstændig sagsbehandling. At man følger sociallovgivningens intentioner om hjælp til de svage, fremfor at man følger sin pengepung.

Vi har længe forsøgt at få borgmesteren i tale, men det kniber med hørelsen, får vi at vide. Derfor mødte vi op den 1. maj for at hylde frihed, solidaritet og fælles kamp. Vi hørte borgmesterens forgyldte ord og gjorde kun en smule modstand ved at rejse os op for ham, mens han talte. Det har ført til, at også lokale fagforeningsformænd offentligt har lagt afstand til Syg i Svendborg. “Vi har vendt dem ryggen”, siges det, hvilket indirekte er grunden til, at det er mig, der står på bænken i dag. Hr. Tonni Hansen fra LO Sydfyn ville ikke tage imod min invitation til at komme og holde en tale. Jeg fik dog et svar. “Jeg tror ikke på at SIS ønsker dialogen – desværre. Derfor ønsker jeg ikke at tale på et møde arrangeret af SIS”.

DET, DE IKKE UNDRER SIG OVER

Men der er næsten ingen af disse lokale politikere eller fagforeningsformænd, der højlydt undrer sig over, at når et velforberedt personale på jobcentret indstiller en borger til en ydelse, så kommer der et bevillingsnævn og siger NEJ. Der er ingen af disse politikere eller fagforeningsformænd, der har prøvet at sidde fortvivlet af sygdom, lænket til sit hjem og sin sociale skæbne og afvente at få den hjælp, der kunne bringe én på fode igen. Eller hjælp, der medfører et ligeværdigt liv, uden at man skal føle sig overvåget og mistænkeliggjort. Der var dén med frihed igen. Der er ingen af ovennævnte, der kan se sin egen lægeerklæring underkendt af et bevillingsnævn, som konkret vurderet ikke har de store personlige kompetencer indenfor socialdiagnostik.

Nej tværtimod, den hjælp, lokale fagforeningsformænd har vist os, er at bede forbundsformanden i FOA holde sig væk fra denne bænk, mens en anden udtaler i pressen,, at “Syg i Svendborg har vendt fagforeningen ryggen” (LO Sydfyn).

Jeg kan kun beklage, at disse agtværdige medaktører derved har skudt sig selv i foden i kampen for de svage, de mange nedslidte medlemmer af disse fagforeninger. For formændenes afstandstagen ændrer ikke på vores kamp for en anstændig sagsbehandling. Den ændrer kun på medlemmernes syn på deres formænd. Som de skingres læserbreve styrker den vores sammenhold og er vores bedste reklame.

Frihed. God forvaltningsskik er nøgleordet. Retssikkerhed. Det er en farlig cocktail, især når man lægger den i hænderne på kyndige embedsmænd, der med for få midler skal forvalte andres skæbner. Når de store afgørelser træffes af lokale politikere, der er i lommen på de lokale fagforeninger eller omvendt, og disse skal udpege personer til nævn, og der er penge på spil, går det automatisk ud over en syg medborgers frihed. Den frihed vælger man nemlig at tage sig, derinde på rådhuset. De fortolker loven så frit, at de kan stramme maskerne om de syge og stadigvæk påstå, at de overholder reglerne. Er det den form for frihed, der fejres i dag? Så kan man godt forstå, at nogle vil yde modstand.

Måske kan Lancasteren vække dem! Processen kan vendes, hvis viljen er til stede. Vi har jo vores 5. Maj plads her i byen, som minde. Vi andre har Anstændighedens Plads, til minde hver lørdag. Måske en dag, pladsen får lov at beholde sit skilt, døgnet rundt, fordi man anerkender den modstand mod det umenneskelige system, vi protesterer imod.

Lad os sammen gennem dialog hylde den frihed, vi har, til at danne en stille protest, til fremme for en anstændig sagsbehandling af langtidssyge, og lad os sammen opfordre til at fortsætte vores oprør, med ordene: “Vi bliver stående”.

(Steven Johannes Legêne om sig selv: Har deltaget i 58 ud af 61 protester på Anstændighedens Plads. Studerende, jeg læser til bygningskonstruktør som led i min revalideringsplan. Det eneste gyldige afgangsbevis, jeg er i besiddelse af, er en étårig HF enkeltfag Dansk A, som jeg bestod i 2011 med et tilfredsstillende resultat. Resten er lært i livets skole. Født 1960 i Lochem, Gelderland, Holland. Europæisk statsborger med tilknytning til Danmark siden 1969, fast ophold i Danmark siden 1978, bosiddende på Sydfyn siden 1986. Efterkommer af en slægt af posteborere på Sorø-egnen med afstikkere via hollandske kronkolonier og min farfars børnehjem. Forhenværende selvstændig erhvervsdrivende med freelance arbejde, autodidakt håndværker. Far til tre voksne børn.)

FOTO: JAN HANSEN