Arne Herløv Petersen.

Af Arne Herløv Petersen

28 gange forsøgte Martin Krasnik (i Deadline på DR 2) at få justitsminister Morten Bødskov (S) til at svare på, hvorfor ministrene har brug for mindre åbenhed omkring deres arbejde. Men hver gang veg ministeren udenom. At få et klart svar ud af den mand er som at forsøge at sømme en vandmand op på væggen.

Men nu har Bødskov skrevet til utilfredse socialdemokrater, at demokrati ikke kun handler om åbenhed, men også om “at ministre og embedsmænd har et »fortroligt rum«, hvor politiske processer kan diskuteres, uden at offentligheden kan få indsigt”. Der er ting, der ikke tåler dagens lys, og vælgerne har ikke godt af at få indblik i, hvad regeringen laver, og hvorfor Thorning, Vestager og Vilhelmsen lægger sig fladt på gulvet som katte i løbetiden og med kattejammer beder den store, tykke hankat om at komme.

Der var engang, hvor Helle Thorning var ivrigt medlem af Ishøj for Fred. Dengang mente hun noget med sit politiske engagement. Jeg kan forestille mig, at alle de andre ministre også engang har kunnet føle social indignation, at de engang har været engagerede, at de engang har ønsket, de kunne gøre en forskel.

Men så blev de vigtigere at opretholde facaden udadtil. Engagementet er en flamme, der skal næres. Når den ikke får næring, dør den hen.

Når facaden bliver vigtigere end hjertet, vokser facaden indad. Den bliver tykkere og tykkere. Til sidst er politikerne facade hele vejen igennem. De er blevet en slags robotter eller voksmannequiner. Alt det, der engang var inde bag den ydre skal, er smuldret.

Og så ender det med den totale kapitulation. Som vi ser det i dag, hvor vi ser en regering føre en politik, de borgerlige betragter med måbende forundring og ærefrygt. Så grove turde de ikke selv være.

Det er ikke et forlig, vi ser i dag. Det er et forlis.

(Arne Herløv Petersen, Langeland, er forfatter).